Fremragende dystert moralsk krimithriller
5.0
*mindre spoilers*
Dyster krimithriller, som starter lige på og hårdt omkring en Thanksgiving-middag, hvor en familie fra en villavej besøger deres venner og genboer. De to familier har jævnaldrende unge døtre, som beslutter sig for at smutte over og finde noget i det andet hus - men aldrig kommer tilbage. Og så starter en større menneskejagt på de to forsvundne piger.
Den ene far begynder dog hurtigt at miste tålmodigheden med politiet, for han er overbevist om, at den skyldige er en tilbagestående ung mand, som befandt sig i kvarteret i sin autocamper. Så han sætter sig for at få sandheden frem med alle midler. Men samtidig er politiet i gang med at afdække nye spor.
"Prisoners" er en barsk film, hvis plot omkring forsvundne børn og generelt dystre, gråtonede stil får den til at minde en del om en film som "Gone Baby Gone". Her er hovedpersonerne dog helt tæt på begivenhederne, fordi det er deres egne døtre, de leder efter. Det får som nævnt især den ene far - stærkt spillet af Hugh Jackman - til at droppe alle hæmninger og gøre ting, der vil hjemsøge ham senere. Modvilligt støttet af Terrence Howard i en udmærket leveret medløber-rolle som vennen, der også bliver drevet frem af en bidsk Viola Davis som hans kone.
Men "Prisoners" er ikke kun en moralsk historie om, hvilke grænser man er villig til at overskride, når beskyttertrangen går amok. Der viser sig også at være en trist historie bag den tilbagestående unge mand, som ligeledes bliver præcist spillet af Paul Dano. Som set i flere andre roller har Dano gode forudsætninger for at agere sær, men her er han imponerende nok helt nede på at spille overbevisende med kun et øje og stemmen i visse scener. Han har så også en fin kontrast i en vejrbidt Melissa Leo som tanten, der har taget sig af ham.
Men ganske overraskende er filmens mest interessante rolle faktisk den politimand, som leder efterforskningen, fremragende spillet af Jake Gyllenhaal. Han er en knalddygtig efterforsker, som har opklaret alle sine sager hidtil, men her kommer på sin største udfordring. Fordi det er et kapløb med tiden, hvor pigernes familier blander sig og kommer i vejen. Og fordi hans velovervejede stil med tillid til metodisk arbejde inden for lovens rammer måske ikke er nok. Gyllenhaals politimand bliver på den måde en parallel til Jackmans rolle, men hvor faderen aldrig opgiver sin stædige tro på, at han nok skal finde sin datter, bliver politimanden mere og mere ramt af tvivl.
"Prisoners" er baseret på et virkelig skarpt manuskript af Aaron Guzikowski, der tidligere har lavet en enkelt filmadaptation, men her for første gang får en original historie på lærredet. Stilsikkert og effektivt iscenesat af den canadiske instruktør Denis Villeneuve, som for tre år siden brød igennem med den Oscar-nominerede "Nawals hemmelighed". Det var også en barsk historie, men her arbejder Villeneuve mere direkte i rendyrket dyster noir-stil og leverer en film, der er brutal og medrivende, spændende og ubehagelig.
Den gråsorte stemning, der gennemsyrer hele filmen, bliver selvfølgelig også underbygget af én af verdens bedste filmfotografer, Roger Deakins. Hans billeder rammer et meget stilrent, koldt billede af et lilleby-samfund, hvor man ikke ved, hvad der lurer under overfladen, når først kedlen begynder at boble over.
Derudover er billederne også fyldt med symbolik, for der løber en understrøm af religiøse symboler gennem "Prisoners" - som billede på de faste rammer, som personerne på hver deres måde forsøger at klynge sig til. For det er ét af filmens hovedteamer; at man tror, man er beskyttet af det kendte - men hvad sker der, hvis man bliver presset nok? Hvad er man fx villig til at gøre for at redde en lille pige, og hvad beskytter én mod at gøre det forkerte?
Og det er så ét af de klare tegn på filmens høje kvalitet, at den er dobbelttydig. Man får ikke noget klart svar i denne fremragende krimithriller. Ud over at lige meget hvad man gør, vil man alligevel være fange af sine handlinger.
Dyster krimithriller, som starter lige på og hårdt omkring en Thanksgiving-middag, hvor en familie fra en villavej besøger deres venner og genboer. De to familier har jævnaldrende unge døtre, som beslutter sig for at smutte over og finde noget i det andet hus - men aldrig kommer tilbage. Og så starter en større menneskejagt på de to forsvundne piger.
Den ene far begynder dog hurtigt at miste tålmodigheden med politiet, for han er overbevist om, at den skyldige er en tilbagestående ung mand, som befandt sig i kvarteret i sin autocamper. Så han sætter sig for at få sandheden frem med alle midler. Men samtidig er politiet i gang med at afdække nye spor.
"Prisoners" er en barsk film, hvis plot omkring forsvundne børn og generelt dystre, gråtonede stil får den til at minde en del om en film som "Gone Baby Gone". Her er hovedpersonerne dog helt tæt på begivenhederne, fordi det er deres egne døtre, de leder efter. Det får som nævnt især den ene far - stærkt spillet af Hugh Jackman - til at droppe alle hæmninger og gøre ting, der vil hjemsøge ham senere. Modvilligt støttet af Terrence Howard i en udmærket leveret medløber-rolle som vennen, der også bliver drevet frem af en bidsk Viola Davis som hans kone.
Men "Prisoners" er ikke kun en moralsk historie om, hvilke grænser man er villig til at overskride, når beskyttertrangen går amok. Der viser sig også at være en trist historie bag den tilbagestående unge mand, som ligeledes bliver præcist spillet af Paul Dano. Som set i flere andre roller har Dano gode forudsætninger for at agere sær, men her er han imponerende nok helt nede på at spille overbevisende med kun et øje og stemmen i visse scener. Han har så også en fin kontrast i en vejrbidt Melissa Leo som tanten, der har taget sig af ham.
Men ganske overraskende er filmens mest interessante rolle faktisk den politimand, som leder efterforskningen, fremragende spillet af Jake Gyllenhaal. Han er en knalddygtig efterforsker, som har opklaret alle sine sager hidtil, men her kommer på sin største udfordring. Fordi det er et kapløb med tiden, hvor pigernes familier blander sig og kommer i vejen. Og fordi hans velovervejede stil med tillid til metodisk arbejde inden for lovens rammer måske ikke er nok. Gyllenhaals politimand bliver på den måde en parallel til Jackmans rolle, men hvor faderen aldrig opgiver sin stædige tro på, at han nok skal finde sin datter, bliver politimanden mere og mere ramt af tvivl.
"Prisoners" er baseret på et virkelig skarpt manuskript af Aaron Guzikowski, der tidligere har lavet en enkelt filmadaptation, men her for første gang får en original historie på lærredet. Stilsikkert og effektivt iscenesat af den canadiske instruktør Denis Villeneuve, som for tre år siden brød igennem med den Oscar-nominerede "Nawals hemmelighed". Det var også en barsk historie, men her arbejder Villeneuve mere direkte i rendyrket dyster noir-stil og leverer en film, der er brutal og medrivende, spændende og ubehagelig.
Den gråsorte stemning, der gennemsyrer hele filmen, bliver selvfølgelig også underbygget af én af verdens bedste filmfotografer, Roger Deakins. Hans billeder rammer et meget stilrent, koldt billede af et lilleby-samfund, hvor man ikke ved, hvad der lurer under overfladen, når først kedlen begynder at boble over.
Derudover er billederne også fyldt med symbolik, for der løber en understrøm af religiøse symboler gennem "Prisoners" - som billede på de faste rammer, som personerne på hver deres måde forsøger at klynge sig til. For det er ét af filmens hovedteamer; at man tror, man er beskyttet af det kendte - men hvad sker der, hvis man bliver presset nok? Hvad er man fx villig til at gøre for at redde en lille pige, og hvad beskytter én mod at gøre det forkerte?
Og det er så ét af de klare tegn på filmens høje kvalitet, at den er dobbelttydig. Man får ikke noget klart svar i denne fremragende krimithriller. Ud over at lige meget hvad man gør, vil man alligevel være fange af sine handlinger.
02/12-2013
