Medrivende toer lægger dygtigt op til slutspillet

I anden del af Hunger Games-serien skal heltinden Katniss på sejrsturné sammen med sin fup-elsker, Peeta, efter at det i etteren lykkedes dem at hacke overlevelsesspillet og blive udråbt til delte vindere af The Hunger Games. Diktaturet i The Capitol er dog yderst skeptisk over for de to, fordi især Katniss er blevet et symbol, der nærer den spirende opstand mod styret. Derfor opfinder den nye gamemaker en allstar-udgave af spillet, så Katniss og Peeta igen bliver sendt ud i kamp til døden, denne gang mod tidligere vindere fra de andre distrikter.

Hvor "The Hunger Games" basalt set var én lang overlevelseskamp for Katniss, bliver hun denne gang sendt ud i et mere kompliceret politisk spil, selv om det er hende meget imod. I "Catching Fire" er heltindens automatreaktion nemlig stadig at flygte og bringe sine nærmeste i sikkerhed - men pointen er, at det ikke længere er nok. Og det er den erkendelse, som er det centrale i andet afsnit, der som mellemstation i den oprindelige romantrilogi handler om, at Katniss må indse, at hun er nødt til at kæmpe frem for at flygte.

Den mentale rejse får instruktør Francis Lawrence skildret fint i en dynamisk og medrivende film, der starter med effektivt at ridse op, hvad der er på spil for heltene, samtidig med at man får uddybet, hvor hyklerisk og forræderisk overklassen i The Capitol er. Og så går det ellers igen løs i arenaen, som også denne gang er en brutal og konstant farlig omgang reality-dødsspil. Dog ikke med helt samme spændingsniveau som i den første film, fordi man jo har set konceptet før. Men der er selvfølgelig lagt lidt ekstra overraskelser ind.

Som den første film nyder "Catching Fire" selvsagt godt af at have en strålende hovedrolle i Jennifer Lawrence, der frisk fra sin første Oscar er tilbage som "the girl on fire" med bue og pil. Hun lægger yderligere nuancer til rollen med sit mutte, bistre spil, som også gør Katniss til en heltinde, som man ikke altid ved, hvor man har. Heldigvis nedtoner filmen klædeligt det romantiske trekantsdrama mellem Katniss, Peeta og hendes kæreste hjemme fra 12. distrikt. Det subplot er der og kommer til at trække spor ind i de kommende film, men der går på ingen måde "Twilight" i den, og tak for det.

Som Peeta træder Josh Hutcherson mere i karakter denne gang, men han er nu stadig en lidt fesen helt, så det er i høj grad det fine galleri af biroller, man husker ud over den store heltinde. Woody Harrelson som Katniss og Peetas mentor, Donald Sutherland som den onde præsident, Elizabeth Banks i den dejligt overdrevne rolle som chaperone - og ikke mindst Jena Malone i en central edgy rolle som én af de andre Hunger Games-deltagere. De gør det virkelig solidt alle sammen. Philip Seymour Hoffman har til gengæld overraskende lidt punch som den nye gamemaker, men han får nok chancen for at vende stærkt tilbage i kommende afsnit.

Samlet set er "Catching Fire" en velfungerende og medrivende tur tilbage til Hunger Games-universet, der breder Katniss Everdeens historie fint ud og tager de logiske skridt frem mod de to sidste film, som kommer til at dække tredje bind af Suzanne Collins' trilogi. Den lider en smule under at være den midterste del af historien, fordi det kynisk set bare handler om at få lagt nogle brikker i stilling og sat heltinden i den rette mentale tilstand, før det hele skal afsluttes. Men det bliver dygtigt eksekveret af instruktør Lawrence, og filmens 146 minutter føles ikke mange sekunder for lange. Plus at den anden Lawrence altså igen leverer skuespil på det imponerende niveau, man allerede er ved at vænne sig til, selv om hun kun er 23.

Og så er det i øvrigt stadig interessant, at den her serie hitter så stort i USA, når man tænker på, at den handler om et samfund med ekstrem ulighed, hvor man holder med dem på bunden, som gør oprør mod de rige, der forsøger at holde pøbelen i ave med brød og skuespil.