Sorg og kærlighed
5.0
Det er velkendt, at de fleste af Nils Malmros' film trækker på hans personlige erindringer. Han har ikke mindst brugt sin egen barndom og ungdom i Aarhus som inspirationskilde. Men med "Sorg og glæde" går Malmros tættere på end nogensinde før i en 100% selvbiografisk skildring af den store tragedie i sit liv - nemlig at hans kone i en psykose dræbte deres ni måneders gamle datter tilbage i 1984.
Personerne i "Sorg og glæde" har fiktive navne, formentlig af respekt for de mennesker, som optræder i biroller. Men de begivenheder, som skildres, er med Malmros' vanlige kompromisløshed en præcis gengivelse af, hvad der skete dengang. I hvert fald som instruktøren husker det.
"Sorg og glæde" handler nemlig ikke så meget om det meningsløse drab på et spædbarn som om, hvad der skete bagefter. I åbningsscenen kommer filminstruktøren hjem og får den forfærdelige besked, og derfra klippes der så både bagud og fremad. Så man får de brikker, der skal til for at forstå, hvordan konens psykose udviklede sig. Men også efterveerne i to spor: For det første Malmros' refleksioner over sin egen rolle, og hvordan han vidste, at der var noget galt, men ikke formåede at forhindre katastrofen - hvilket især bliver foldet ud via samtaler med den retspsykiater, der skulle vurdere hans kone. Og for det andet den utrolige kærlighedshistorie, som også er en del af fortællingen. For Malmros var tilsyneladende aldrig i tvivl, om at han stadig elskede sin kone og ville redde deres ægteskab.
Der kan man så godt få nogle refleksioner i forhold til, hvordan sådan en sag ville have udspillet sig i dag. For knap 30 år siden var der åbenbart ingen, som betvivlede, at når man slår sit eget barn ihjel, er man syg og har brug for behandling. Det kunne jeg godt forestille mig ville forløbe anderledes i dag, hvor der i samfundet synes at være mere fokus på ubetinget personligt ansvar. Og Malmros-tragedien blev notorisk behandlet særdeles nænsomt af pressen - begge de to store formiddagsaviser kendte til sagen, men den kom ikke i avisen som andet end anonyme notitser. Igen kunne jeg godt tvivle på, at pressen ville være i stand til at holde fingrene væk i dag.
Men for at vende tilbage til selve filmen, så er "Sorg og glæde" en meget afdæmpet og eftertænksom sag. Det er meget tydeligt personlige refleksioner fra en mand, der forholder sig særdeles analytisk til sit eget liv. Og for hvem tragedien tilsyneladende blev en katalysator til at finde en mindre egoistisk kærlighed. På den led er det en imponerende fortælling, men tag ikke fejl: Malmros skåner ikke sig selv, men udstiller nådesløst de steder, hvor han selv spørger, om han fejlede. Det gælder hans arbejde med Line Arlien-Søborg i "Skønheden og udyret", som fremprovokerede hustruens jalousi. Og de andre ting, som tog hans opmærksomhed dengang i 1984 - hvem anede eksempelvis, at Jens Jørgen Thorsens Jesus-film spillede en rolle i Nils Malmros' personlige tragedie?
"Sorg og glæde" er så også holdt i en ekstremt naturalistisk stil, hvor der er lagt et stort arbejde i at genskabe tøj og kulisser a la 80'erne, og hvor kamera- og lydarbejde er utrolig simpelt. Igen typisk Malmros - han var jo nærmest dogmeinstruktør, før begrebet blev opfundet. Her er hans filmsprog om muligt endnu mere diskret end tidligere, og det giver plads til at rulle historien roligt ud med skuespillerne i centrum. Det udnytter især Helle Fagralid strålende - hun er fremragende som konen i både maniske og depressive faser fra hovedkulds forelskelse til totalt mentalt blackout efter drabet. Jakob Cedergren er derimod meget mere afdæmpet og kontrolleret som Malmros' alter ego, men det passer så også til en film, der netop er analytisk og eftertænksom fra det udgangspunkt.
Og det er det, "Sorg og glæde" virkelig vinder på. Det ville have været så nemt at lave en rendyrket tåreperser, men det er ikke Malmros' ærinde. Det er i stedet at se begivenhederne på afstand, med små 30 års bearbejdelse, som har gjort ham i stand til at vælge det, han mener er nøglepunkterne i fortællingen. Dem skildrer han så i denne her rolige stil, som langsomt, men sikkert får filmen til at krybe helt ind under huden på én. Og der bliver den siddende.
Det her kan meget vel blive Nils Malmros' sidste film - man kan i hvert fald spørge, hvilke historier manden kan have tilbage at fortælle, når han har fortalt denne her? Hvis det virkelig bliver hans sidste, er det i så fald en flot svanesang, for "Sorg og glæde" hører så afgjort til blandt Malmros' bedste film og får fem små stjerner med herfra.
Personerne i "Sorg og glæde" har fiktive navne, formentlig af respekt for de mennesker, som optræder i biroller. Men de begivenheder, som skildres, er med Malmros' vanlige kompromisløshed en præcis gengivelse af, hvad der skete dengang. I hvert fald som instruktøren husker det.
"Sorg og glæde" handler nemlig ikke så meget om det meningsløse drab på et spædbarn som om, hvad der skete bagefter. I åbningsscenen kommer filminstruktøren hjem og får den forfærdelige besked, og derfra klippes der så både bagud og fremad. Så man får de brikker, der skal til for at forstå, hvordan konens psykose udviklede sig. Men også efterveerne i to spor: For det første Malmros' refleksioner over sin egen rolle, og hvordan han vidste, at der var noget galt, men ikke formåede at forhindre katastrofen - hvilket især bliver foldet ud via samtaler med den retspsykiater, der skulle vurdere hans kone. Og for det andet den utrolige kærlighedshistorie, som også er en del af fortællingen. For Malmros var tilsyneladende aldrig i tvivl, om at han stadig elskede sin kone og ville redde deres ægteskab.
Der kan man så godt få nogle refleksioner i forhold til, hvordan sådan en sag ville have udspillet sig i dag. For knap 30 år siden var der åbenbart ingen, som betvivlede, at når man slår sit eget barn ihjel, er man syg og har brug for behandling. Det kunne jeg godt forestille mig ville forløbe anderledes i dag, hvor der i samfundet synes at være mere fokus på ubetinget personligt ansvar. Og Malmros-tragedien blev notorisk behandlet særdeles nænsomt af pressen - begge de to store formiddagsaviser kendte til sagen, men den kom ikke i avisen som andet end anonyme notitser. Igen kunne jeg godt tvivle på, at pressen ville være i stand til at holde fingrene væk i dag.
Men for at vende tilbage til selve filmen, så er "Sorg og glæde" en meget afdæmpet og eftertænksom sag. Det er meget tydeligt personlige refleksioner fra en mand, der forholder sig særdeles analytisk til sit eget liv. Og for hvem tragedien tilsyneladende blev en katalysator til at finde en mindre egoistisk kærlighed. På den led er det en imponerende fortælling, men tag ikke fejl: Malmros skåner ikke sig selv, men udstiller nådesløst de steder, hvor han selv spørger, om han fejlede. Det gælder hans arbejde med Line Arlien-Søborg i "Skønheden og udyret", som fremprovokerede hustruens jalousi. Og de andre ting, som tog hans opmærksomhed dengang i 1984 - hvem anede eksempelvis, at Jens Jørgen Thorsens Jesus-film spillede en rolle i Nils Malmros' personlige tragedie?
"Sorg og glæde" er så også holdt i en ekstremt naturalistisk stil, hvor der er lagt et stort arbejde i at genskabe tøj og kulisser a la 80'erne, og hvor kamera- og lydarbejde er utrolig simpelt. Igen typisk Malmros - han var jo nærmest dogmeinstruktør, før begrebet blev opfundet. Her er hans filmsprog om muligt endnu mere diskret end tidligere, og det giver plads til at rulle historien roligt ud med skuespillerne i centrum. Det udnytter især Helle Fagralid strålende - hun er fremragende som konen i både maniske og depressive faser fra hovedkulds forelskelse til totalt mentalt blackout efter drabet. Jakob Cedergren er derimod meget mere afdæmpet og kontrolleret som Malmros' alter ego, men det passer så også til en film, der netop er analytisk og eftertænksom fra det udgangspunkt.
Og det er det, "Sorg og glæde" virkelig vinder på. Det ville have været så nemt at lave en rendyrket tåreperser, men det er ikke Malmros' ærinde. Det er i stedet at se begivenhederne på afstand, med små 30 års bearbejdelse, som har gjort ham i stand til at vælge det, han mener er nøglepunkterne i fortællingen. Dem skildrer han så i denne her rolige stil, som langsomt, men sikkert får filmen til at krybe helt ind under huden på én. Og der bliver den siddende.
Det her kan meget vel blive Nils Malmros' sidste film - man kan i hvert fald spørge, hvilke historier manden kan have tilbage at fortælle, når han har fortalt denne her? Hvis det virkelig bliver hans sidste, er det i så fald en flot svanesang, for "Sorg og glæde" hører så afgjort til blandt Malmros' bedste film og får fem små stjerner med herfra.
27/12-2013
