Ukonventionel dommedagsfilm mestret til perfektion
5.0
Take Shelter kan på overfladen ligne én af de utallige dommedagsfilm, der har set lyset i de seneste år, og som drager et større og større publikum til sig. Heldigvis er denne film et friskt pust i dyngen af 2012-lignende film, og hvis man graver dybere vil man opdage, at filmen er et vellykket og ukonventionelt studie i det moderne menneske, og hvordan fænomener såsom stress og angst lægger hårdtarbejdende mennesker ned på stribe. De fleste af os kan relatere til en stresset hverdag, men hvorfor bliver visse personer ramt hårdere end andre? Og hvordan sætter man en stopper for problemet, før ens verden bliver vendt på hovedet, og man må se sine nærmeste forlade ens side?
Curtis (Michael Shannon) er en anerkendt mand blandt kollegaer, familie, venner og forstadskvarterets beboere. ”You got a good life, Curtis”, påpeger hans nære ven og kollega Dewart i starten af filmen, og man får indtrykket af en hårdtarbejdende protagonist, der, på trods af økonomiske problemer har opbygget et liv med kone, børn og alt hvad der hører til. Men Curtis’ liv er på vej ud af balance, bedst symboliseret af en olie-lignende regnbyge i filmens teknisk mageløse åbningsscene. Selv naturen går i oprør, og selvom det blot er den første af mange foruroligende mareridt, får man en nagende fornemmelse af ubehag, og at der under forstadsfacaden ulmer noget mørkt. Jo mere Curtis plages af mareridt, som er foruroligende virkelighedstro, jo mere krakelerer balancen i hans liv, og venner og familie vendes mod ham. Mareridtene starter altid med en storm, og efterfølges ellers henholdsvis af bidske hunde, kidnapninger forårsaget af ukendte og mystiske personer, skarpe knive eller brud på tyngdekraften. Da Curtis også begynder at høre torden ved højlys dag, beslutter han sig for at udbygge tornadobeskyttelsesrummet i familiens baghave, overbevist om at en frygtelig storm er på vej. Hans mor blev diagnosticeret skizofren i samme alder, som Curtis nu befinder sig i, og han frygter samtidig for sin tilstand. Til trods for dette, bruger han familiens surt opsparede penge på beskyttelsesrum, gasmasker og andet sikkerhedsudstyr. Er Curtis skør, eller truer en altødelæggende storm virkelig de rolige forstæder?
Jeff Nichols præsterer mageløst, at inddrage seeren på en sådan måde, at Curtis aldrig virker oprigtigt tosset. Man bliver selv frustreret når Curtis’ venner og kollegaer stigmatiserer ham som skør og forstår, at når han udbygger tornadobeskyttelsesrummet er det i et forsøg på at beskytte sin familie. Forskellen mellem gal og genial er ikke stor, og Take Shelter understreger dette faktum med tyk streg. Den stressede fantasi og den ubalancerede virkelighed blandes let sammen, og Nichols formår dette ved først og fremmest at inddrage seeren i Curtis’ drømme. Der krydsklippes med elegance fra drøm til virkelighed, hvilket udtværer grænsen mellem de to, og det flotte og mystikfyldte soundtrack eksisterer ligeledes i begge. Ydermere følger fysiske konsekvenser på den psykiske lidelse i form af Curtis’ smerter i armen, efter at være blevet bidt af hunden Red i et mareridt. Denne dobbelthed er også at finde i symboler for Curtis’ tilstand som tegnsprog, døvhed og ikke mindst beskyttelsesrummet. Vekselvirkningen mellem de to, og dermed den evindelige undren over Curtis’ tilstand, fungerer som spændingsmotor i filmen.
Tilstanden Curtis bliver tillagt er et samfundsmæssigt problem, som Nichols bearbejder til fulde. Årsagen er ikke stress eller angst, for de to er en konsekvens af vores måde at leve på. Som familiens overhoved må Curtis udfylde en del roller i sin hverdag, eksempelvis på jobbet, hvor han arbejder med boremaskiner (et symbol på Curtis’ udgravning af sine egne dæmoner), i lokalmiljøet, hvor han deltager i middagsselskaber og andre begivenheder, og i familien, hvor han må tage sig af sin døve datter og samtidig tjene penge til dyre operationer. Forventningerne til Curtis er store, og ansvaret er udelukkende hans. Forventningspres er noget vi alle kan relatere til, og som Curtis’ liv kommer ud af balance, misser han flere og flere deadlines. Portrætteret til perfektion af Michael Shannon, tydeliggøres det hvordan Curtis er ved at krakelere lige så langsomt, og i en af de mest mindeværdige scener jeg nogensinde har set, eksploderer manden til en middag for lokalsamfundet til fuldt skue for alle. En forløsning af samtlige frustrationer gennem hele filmen, og et pragteksemplar på hvorfor Michael Shannon er en skuespiller, der er værd at holde øje med. Filmens afslutning pointerer, at problemet hele tiden har været manglende kommunikation mellem Curtis og sine omgivelser. For Take Shelter er ikke blot en film om en mands fordærv til psykiske lidelser, men en film om ægteskab, støtte og kommunikation.
”Curtis, are you stressed out?” Til konens spørgsmål svarer Curtis: “No more than anybody else.” Dette er et fænomen, der gør sig gældende blandt mange mennesker, og filmen giver indsigt i netop stress og angst, og håndteringen af denne. Støtte og kommunikation er nødvendig i processen, og om Curtis virkelig lider under angst eller stress er underordnet så længe familien er ved hans side. I en magtdemonstration af teknisk formåen, personudvikling og indsigt i det moderne menneske udfolder Jeff Nichols en historie, der er let at relatere til, dybsindig og spændende – og det blot med en enkelt film i bagagen. Dette er bestemt en instruktør, der er værd at holde øje med i fremtiden. Indtil hans næste film vil et par genvisninger af Take Shelter ikke tage skade – den er i sandhed en mageløs præstation, og blandt 2011’s bedste film.
Curtis (Michael Shannon) er en anerkendt mand blandt kollegaer, familie, venner og forstadskvarterets beboere. ”You got a good life, Curtis”, påpeger hans nære ven og kollega Dewart i starten af filmen, og man får indtrykket af en hårdtarbejdende protagonist, der, på trods af økonomiske problemer har opbygget et liv med kone, børn og alt hvad der hører til. Men Curtis’ liv er på vej ud af balance, bedst symboliseret af en olie-lignende regnbyge i filmens teknisk mageløse åbningsscene. Selv naturen går i oprør, og selvom det blot er den første af mange foruroligende mareridt, får man en nagende fornemmelse af ubehag, og at der under forstadsfacaden ulmer noget mørkt. Jo mere Curtis plages af mareridt, som er foruroligende virkelighedstro, jo mere krakelerer balancen i hans liv, og venner og familie vendes mod ham. Mareridtene starter altid med en storm, og efterfølges ellers henholdsvis af bidske hunde, kidnapninger forårsaget af ukendte og mystiske personer, skarpe knive eller brud på tyngdekraften. Da Curtis også begynder at høre torden ved højlys dag, beslutter han sig for at udbygge tornadobeskyttelsesrummet i familiens baghave, overbevist om at en frygtelig storm er på vej. Hans mor blev diagnosticeret skizofren i samme alder, som Curtis nu befinder sig i, og han frygter samtidig for sin tilstand. Til trods for dette, bruger han familiens surt opsparede penge på beskyttelsesrum, gasmasker og andet sikkerhedsudstyr. Er Curtis skør, eller truer en altødelæggende storm virkelig de rolige forstæder?
Jeff Nichols præsterer mageløst, at inddrage seeren på en sådan måde, at Curtis aldrig virker oprigtigt tosset. Man bliver selv frustreret når Curtis’ venner og kollegaer stigmatiserer ham som skør og forstår, at når han udbygger tornadobeskyttelsesrummet er det i et forsøg på at beskytte sin familie. Forskellen mellem gal og genial er ikke stor, og Take Shelter understreger dette faktum med tyk streg. Den stressede fantasi og den ubalancerede virkelighed blandes let sammen, og Nichols formår dette ved først og fremmest at inddrage seeren i Curtis’ drømme. Der krydsklippes med elegance fra drøm til virkelighed, hvilket udtværer grænsen mellem de to, og det flotte og mystikfyldte soundtrack eksisterer ligeledes i begge. Ydermere følger fysiske konsekvenser på den psykiske lidelse i form af Curtis’ smerter i armen, efter at være blevet bidt af hunden Red i et mareridt. Denne dobbelthed er også at finde i symboler for Curtis’ tilstand som tegnsprog, døvhed og ikke mindst beskyttelsesrummet. Vekselvirkningen mellem de to, og dermed den evindelige undren over Curtis’ tilstand, fungerer som spændingsmotor i filmen.
Tilstanden Curtis bliver tillagt er et samfundsmæssigt problem, som Nichols bearbejder til fulde. Årsagen er ikke stress eller angst, for de to er en konsekvens af vores måde at leve på. Som familiens overhoved må Curtis udfylde en del roller i sin hverdag, eksempelvis på jobbet, hvor han arbejder med boremaskiner (et symbol på Curtis’ udgravning af sine egne dæmoner), i lokalmiljøet, hvor han deltager i middagsselskaber og andre begivenheder, og i familien, hvor han må tage sig af sin døve datter og samtidig tjene penge til dyre operationer. Forventningerne til Curtis er store, og ansvaret er udelukkende hans. Forventningspres er noget vi alle kan relatere til, og som Curtis’ liv kommer ud af balance, misser han flere og flere deadlines. Portrætteret til perfektion af Michael Shannon, tydeliggøres det hvordan Curtis er ved at krakelere lige så langsomt, og i en af de mest mindeværdige scener jeg nogensinde har set, eksploderer manden til en middag for lokalsamfundet til fuldt skue for alle. En forløsning af samtlige frustrationer gennem hele filmen, og et pragteksemplar på hvorfor Michael Shannon er en skuespiller, der er værd at holde øje med. Filmens afslutning pointerer, at problemet hele tiden har været manglende kommunikation mellem Curtis og sine omgivelser. For Take Shelter er ikke blot en film om en mands fordærv til psykiske lidelser, men en film om ægteskab, støtte og kommunikation.
”Curtis, are you stressed out?” Til konens spørgsmål svarer Curtis: “No more than anybody else.” Dette er et fænomen, der gør sig gældende blandt mange mennesker, og filmen giver indsigt i netop stress og angst, og håndteringen af denne. Støtte og kommunikation er nødvendig i processen, og om Curtis virkelig lider under angst eller stress er underordnet så længe familien er ved hans side. I en magtdemonstration af teknisk formåen, personudvikling og indsigt i det moderne menneske udfolder Jeff Nichols en historie, der er let at relatere til, dybsindig og spændende – og det blot med en enkelt film i bagagen. Dette er bestemt en instruktør, der er værd at holde øje med i fremtiden. Indtil hans næste film vil et par genvisninger af Take Shelter ikke tage skade – den er i sandhed en mageløs præstation, og blandt 2011’s bedste film.
27/12-2013
