Adèles liv er fascinerende, men også meget langt

Guldpalme-vinderen fra den seneste Cannes-festival er en tragisk kærlighedshistorie, der som fortalt i titlen er delt op i to adskilte kapitler. I kapitel 1 er Adèle 17 år og går på gymnasiet, hvor hun lettere tøvende indgår i venindernes snak om fyre og sex. En dag passerer hun så en lidt ældre blåhåret pige på gaden og bliver øjeblikkeligt fascineret af hende. Adèle opsøger - igen tøvende - den blåhårede, som viser sig at hedde Emma og studere kunst på universitetet, og de to indleder et passioneret forhold. Kapitel 2 foregår nogle år senere, hvor de to hovedpersoner er flyttet sammen. Adèle har fået opfyldt sin drøm om at blive skolelærer, mens Emma er på vej mod succes som kunstner. Men der er en ulighed imellem de to, som skaber knas i deres forhold og fører til utroskab og konflikt.

Da "Adèles liv kapitel 1 & 2" fik Guldpalmen, valgte Cannes-juryen for første gang nogensinde at give prisen til både filmens forfatter-instruktør, Abdellatif Kechiche, og til de to hovedrolleindehavere, Adèle Exarchopoulos og Léa Seydoux. Helt forståeligt, for de to spiller virkelig fremragende. Især Exarchopoulos brænder igennem i en utrolig gennembrudsrolle som den introverte og usikre, men også inderligt forelskede Adèle. Men Seydoux er også fantastisk som den mere cool og dominerende Emma.

At de to hovedroller fungerer så godt, har selvfølgelig også noget at gøre med Kechiches dygtige personinstruktion. På det punkt er han en instruktør af samme støbning som fx Lars von Trier, der presser sine skuespillere ved at tage scenerne om igen og igen, indtil de næsten er på sammenbruddets rand selv, og skuespillet derfor får en naturtro hudløshed. Det ses især i en nøglescene, der både indeholder tårer og snot og aggressiv seksualitet, men det ligger altså bag hele filmen og er helt sikkert med til at sørge for, at "Adéles liv kapitel 1 & 2" leverer en imponerende intensitet og et gnistrende samspil mellem Exarchopoulos og Seydoux, især i scenerne omkring den tidlige forelskelse. Det bliver yderligere understøttet af, at Kechiche har valgt at fotografere størstedelen af filmen som closeups af personernes ansigter. Vi er hele tiden tæt på, på udkig efter følelserne.

Og det er vi så i lang tid. For hvert af de to kapitler har normal spillefilmslængde, så filmen kommer op på tre timer i alt. Det giver Kechiche plads til at folde scenerne usædvanligt langt ud, igen tydeligt med fokus på at komme ind i det følelsesmæssige spil. Som både bliver penslet ud i letbenede flirter og skænderier - og naturligvis i filmens lange og usædvanligt eksplicitte sexscener, som bliver brugt til at understrege hovedpersonernes passion. De sexscener har så også skabt kontroverser, for Exarchopoulos og Seydoux har efterfølgende givet udtryk for, at de ikke har det supergodt med de scener. Måske mere interessant er det, at Julie Maroh - ophavskvinden bag den tegneserie, filmen er baseret på - direkte har sagt, at fra hendes synspunkt som lesbisk og feminist er sexscenerne latterlige, fordi de er urealistiske. Hvilket jeg synes er en vægtig kritik, som får mig til at spekulere over, om der kan være noget med, om Kechiche har anlagt en for maskulin synsvinkel.

Forbindelsen til det tegnede forlæg er til gengæld mere interessant i filmens symbolske brug af farver. Den franske originaltitel på Marohs tegneserie er nemlig 'Blå er en varm farve', og den brug af blå har Kechiche også indarbejdet i filmen. I starten er det Emma, som har den blå passion i sit hår. Da Adèle så falder for hende, åbner verden sig op med blåt overalt - masser af blå farver i tøj og kulisser symboliserer liv og passion. Men da deres forhold kommer i krise, bliver det blå så igen drænet ud af billederne, indtil det i slutscenen er isoleret hos Adèle selv, ved at hun som den eneste bærer blåt.

Slutscenen er for mig så også underligt ufuldendt. For hvis man skulle sætte et genrestempel på filmen, ville jeg nok kalde "Adèles liv kapitel 1 & 2" for en coming-of-age-film. Historien handler om, at Adèle for første gang møder en stor kærlighed og får de erfaringer og knubs, den giver. Men den forlader så faktisk Adèle igen, før hun er kommet 'of age' - til slut er hun nærmest lige så forvirret, som da historien startede, nu blot ked af det oveni. Og det synes jeg egentlig er en utilstrækkelig karakterudvikling i en film, der har brugt tre timer på at komme dertil. Tilsvarende er der heller ikke rigtig sket noget med Emma, men hun bliver dog også portrætteret som langt mere kynisk.

Jeg kan selvfølgelig godt se det indbyggede budskab i filmens titel - der kommer til at være flere kapitler i Adèles liv - men jeg savner en klarere pointe med filmen. For mig er det ikke helt nok, at Kechiche ønsker at tage mig med på en følelsesmæssig rejse gennem de meget genkendelige op- og nedture i et kærlighedsforhold.

"Adèles liv kapitel 1 & 2" er bestemt en film med store, tydelige kvaliteter - først og fremmest det forrygende skuespil af Exarchopoulos og Seydoux, men der er også meget godt filmhåndværk fra Kechiches side. Som også omfatter, at det i det store hele lykkes filmen at skille seksualitet og identitet ad - det her er ikke et stykke 'gay cinema' - og at Kechiche virkelig elegant nøjes med at antyde flere konflikter med omverdenen, men ikke lader dem udspille sig på lærredet. Men det er altså også en film, som på flere punkter bliver for meget i mine øjne. Den er ikke mindst alt, alt for lang i forhold til det, den har at komme med. Så selv om det her trods alt er en glimrende film, har jeg også svært ved at forstå al hypen omkring den.