En velfungerende cocktail med masser af is
4.0
Disneys seneste animationsfilm er en tilbagevenden til H. C. Andersen. Eller rettere ... filmen er krediteret som værende inspireret af "Snedronningen", men det er i en så kraftigt omskrevet version, at det nærmest ikke har noget at gøre med Andersens klassiske eventyr.
I Disney-udgaven er vi i et skandinavisk-inspireret kongerige, hvor rigets to prinsesser vokser op i en kærlig familie. Storesøsteren Elsa er dog forbandet med enorme magiske kræfter, der giver hende magt over sne og kulde, men hun har svært ved at kontrollere sin magi, og efter et uheld isolerer hun sig permanent på sit værelse. Lillesøsteren Anna forstår ikke, hvad der foregår, og savner sin søster, som hun først ser igen, da Elsa skal krones til dronning. Men det går helt galt under festlighederne, og Elsa slipper en permanent isvinter løs over riget, før hun flygter op i bjergene. Anna er dog overbevist om sin søsters gode vilje, og derfor drager hun op i bjergene for at skabe orden i tingene igen.
Så vidt jeg har læst mig frem til, havde holdet bag filmen oprindeligt tænkt sig at lave en historie, der lå meget tættere på Andersens forlæg med den decideret onde snedronning. Men det er så nogle ret interessante ændringer, der er lavet af forfatter-instruktør Jennifer Lee og hendes medinstruktør, Chris Buck. I stedet for den sort-hvide kamp mellem godt og ondt drejer "Frozen" nemlig historien over mod at handle om forholdet mellem de to søstre, og ikke mindst tager den snakken om 'true love' fra mange andre Disney-film og twister den i en ny tolkning, som fint understøtter, at "Frozen" har et par meget handlekraftige og kapable kvindelige hovedpersoner.
Til at hjælpe sig har de bl.a. en flink ung fyr ved navn Kristoff samt to comic sidekicks i form af Kristoffs rensdyr og en talende snemand. Især snemanden Olaf er sjov, men når man kigger på de forskellige elementer i historien, går det også op for én, hvor sjusket manuskriptet egentlig er. Historiens skurke er alt for underudviklede og er både latterlige og utroværdige. Kristoff mangler stort set en baggrundshistorie, selv om man godt kan regne ud, at der må ligge en tragedie i hans fortid. I det hele taget virker plottet i "Frozen" bare som en håndfuld tilfældige elementer fra H. C. Andersen, Disneys standardkatalog og lidt ny heltindestil, som har fået en god tur i shakeren med masser af is.
Desto mere imponerende er det, at filmen faktisk fungerer godt. For dens hovedpersoner, især Anna, er bare enormt sympatiske, man tror på dem og hepper på succes i eventyret, og der er godt med fart, velplacerende temposkift og humor undervejs. Og så er "Frozen" også virkelig smukt animeret. Først og fremmest er store mængder af is og sne kombineret med magi en gave for enhver animator, og holdet bag "Frozen" får nogle fantastisk flotte scener ud af det. Men derudover er det også værd at lægge mærke til, at de har taget historiens skandinaviske ophav alvorligt i designet af tøj, hår og bygninger inklusive stavkirke og alt muligt. Meget fint!
Den skandinaviske forbindelse er også meget tydelig i filmens åbningsnummer, "Frozen Heart", som bl.a. flot bruger elementer af samisk folkemusik. Der sad jeg og tænkte "Fedt, de tør lave noget helt nyt". Desværre holder det så kun i åbningsnummeret, for i resten af filmen slår sangene over i mere klassisk Disney-musicalstil, der især bygger op til førstesinglen "Let It Go", som er udgivet med Demi Lovato og er blandt favoritterne til at løbe med årets Oscar for Bedste Sang. Og som i øvrigt er udmærket popnummer; det er bare trist, at de to komponister ikke har turdet levere mere musik, som ikke er så forudsigelig. Især når "Frozen" faktisk bruger musikken mere aktivt end i de forrige Disney-film og et par steder er på kanten til at blive ren musical.
Men alt i alt er det her altså en film, der bliver leveret med så meget hjerte og tro på sig selv, at jeg tilgiver, at den også indeholder masser af spildte muligheder. Denne udløber af "Snedronningen" har intet med H. C. Andersen at gøre, men er et disneyficeret eventyr, som dog samtidig leger med Disney-klicheerne og gør det med så meget charme og stil, at jeg var fint underholdt.
Og så er det da også lige værd at bemærke, at "Frozen" med Jennifer Lee er den første Disney-animationsfilm, som har en kvindelig instruktør koblet på. Det var vist også på tide, efter at mænd har stået for de 52 foregående film af slagsen.
I Disney-udgaven er vi i et skandinavisk-inspireret kongerige, hvor rigets to prinsesser vokser op i en kærlig familie. Storesøsteren Elsa er dog forbandet med enorme magiske kræfter, der giver hende magt over sne og kulde, men hun har svært ved at kontrollere sin magi, og efter et uheld isolerer hun sig permanent på sit værelse. Lillesøsteren Anna forstår ikke, hvad der foregår, og savner sin søster, som hun først ser igen, da Elsa skal krones til dronning. Men det går helt galt under festlighederne, og Elsa slipper en permanent isvinter løs over riget, før hun flygter op i bjergene. Anna er dog overbevist om sin søsters gode vilje, og derfor drager hun op i bjergene for at skabe orden i tingene igen.
Så vidt jeg har læst mig frem til, havde holdet bag filmen oprindeligt tænkt sig at lave en historie, der lå meget tættere på Andersens forlæg med den decideret onde snedronning. Men det er så nogle ret interessante ændringer, der er lavet af forfatter-instruktør Jennifer Lee og hendes medinstruktør, Chris Buck. I stedet for den sort-hvide kamp mellem godt og ondt drejer "Frozen" nemlig historien over mod at handle om forholdet mellem de to søstre, og ikke mindst tager den snakken om 'true love' fra mange andre Disney-film og twister den i en ny tolkning, som fint understøtter, at "Frozen" har et par meget handlekraftige og kapable kvindelige hovedpersoner.
Til at hjælpe sig har de bl.a. en flink ung fyr ved navn Kristoff samt to comic sidekicks i form af Kristoffs rensdyr og en talende snemand. Især snemanden Olaf er sjov, men når man kigger på de forskellige elementer i historien, går det også op for én, hvor sjusket manuskriptet egentlig er. Historiens skurke er alt for underudviklede og er både latterlige og utroværdige. Kristoff mangler stort set en baggrundshistorie, selv om man godt kan regne ud, at der må ligge en tragedie i hans fortid. I det hele taget virker plottet i "Frozen" bare som en håndfuld tilfældige elementer fra H. C. Andersen, Disneys standardkatalog og lidt ny heltindestil, som har fået en god tur i shakeren med masser af is.
Desto mere imponerende er det, at filmen faktisk fungerer godt. For dens hovedpersoner, især Anna, er bare enormt sympatiske, man tror på dem og hepper på succes i eventyret, og der er godt med fart, velplacerende temposkift og humor undervejs. Og så er "Frozen" også virkelig smukt animeret. Først og fremmest er store mængder af is og sne kombineret med magi en gave for enhver animator, og holdet bag "Frozen" får nogle fantastisk flotte scener ud af det. Men derudover er det også værd at lægge mærke til, at de har taget historiens skandinaviske ophav alvorligt i designet af tøj, hår og bygninger inklusive stavkirke og alt muligt. Meget fint!
Den skandinaviske forbindelse er også meget tydelig i filmens åbningsnummer, "Frozen Heart", som bl.a. flot bruger elementer af samisk folkemusik. Der sad jeg og tænkte "Fedt, de tør lave noget helt nyt". Desværre holder det så kun i åbningsnummeret, for i resten af filmen slår sangene over i mere klassisk Disney-musicalstil, der især bygger op til førstesinglen "Let It Go", som er udgivet med Demi Lovato og er blandt favoritterne til at løbe med årets Oscar for Bedste Sang. Og som i øvrigt er udmærket popnummer; det er bare trist, at de to komponister ikke har turdet levere mere musik, som ikke er så forudsigelig. Især når "Frozen" faktisk bruger musikken mere aktivt end i de forrige Disney-film og et par steder er på kanten til at blive ren musical.
Men alt i alt er det her altså en film, der bliver leveret med så meget hjerte og tro på sig selv, at jeg tilgiver, at den også indeholder masser af spildte muligheder. Denne udløber af "Snedronningen" har intet med H. C. Andersen at gøre, men er et disneyficeret eventyr, som dog samtidig leger med Disney-klicheerne og gør det med så meget charme og stil, at jeg var fint underholdt.
Og så er det da også lige værd at bemærke, at "Frozen" med Jennifer Lee er den første Disney-animationsfilm, som har en kvindelig instruktør koblet på. Det var vist også på tide, efter at mænd har stået for de 52 foregående film af slagsen.
05/01-2014
