ANMELDELSE:
4.0
'Fruitvale Station' starter med et videoklip. Et ægte et af slagsen; skudt på stationen nær San Francisco af vidner med mobiltelefoner, som overværede begivenheden, der er genstanden for sidste års helt store vinder på Sundance Film Festival. Allerede i filmens åbningsminutter ser vi altså the grand finale på beretningen. Det er stærkt. Men heldigvis ikke mere tydeligt, nærmere rystet og grumset, end at nysgerrigheden er intakt.
Så godt som resten af den blot 27-årige Ryan Cooglers spillefilmsdebut skildrer døgnet, der leder op til det dramatiske optrin på Fruitvale Station. Ikke så meget som et opbyggeligt plot. Ydre dramatiske højdepunkter er der kun ét af. Og det har vi set. Nærmere et stilfærdigt portræt af Oscar Grant (Michael B. Jordan); en 22-årig sort mand med plettet fortid, rodet nutid og håb for fremtiden.
Det er nytårsaften 2008, det hele foregår. Ét døgn. Oscar Grant kæmper en indre kamp for at kvitte den kriminelle løbebane, vi ser i et flashback hvorfor. Han elsker sin kæreste Sophina (Melonie Diaz) og sin fireårige datter. Hans familie synes skøn med den stoisk rolige og beskyttende moder (Octavia Spencer) som omdrejningspunkt. Nytårsaften er moderens fødselsdag; senere skal Oscar Grant og Sophina i byen med en stribe venner. Det er sådan set det.
Det er fint drama. Sobert. Langt det meste af vejen. 'Fruitvale Station' har dog kun et døgn til at skildre Oscar Grants natur. Det onde og det gode. Det bliver lidt overgjort. Kriminalitet, utroskab og løgne over for kæresten stillet op over for en Oscar, som i løbet af den kun 85 minutter lange spilletid når at være god over for både børn, dyr og totalt fremmede. Ryan Coogler vil være sikker på, at vi forstår, at Oscar Grant trods de negative sider altså ER et godt menneske. For så er tragedien selvfølgelig så meget mere meningsløs. Mindre tydelig kontrasttegning kunne have gjort det.
Og så er vi tilbage ved starten. Begivenheden på Fruitvale Station. Nu som spillefilm. Det er intenst og rystende skildret. Jeg mærker åbenlys sympati for Oscar, minutterne frem imod det man ved, vil ske, men ikke helt hvordan, er nervepirrende. Dramaet – portrættet af Oscar, glimrende leveret af Michael B. Jordan – har trods sine skavanker virket.
Så godt som resten af den blot 27-årige Ryan Cooglers spillefilmsdebut skildrer døgnet, der leder op til det dramatiske optrin på Fruitvale Station. Ikke så meget som et opbyggeligt plot. Ydre dramatiske højdepunkter er der kun ét af. Og det har vi set. Nærmere et stilfærdigt portræt af Oscar Grant (Michael B. Jordan); en 22-årig sort mand med plettet fortid, rodet nutid og håb for fremtiden.
Det er nytårsaften 2008, det hele foregår. Ét døgn. Oscar Grant kæmper en indre kamp for at kvitte den kriminelle løbebane, vi ser i et flashback hvorfor. Han elsker sin kæreste Sophina (Melonie Diaz) og sin fireårige datter. Hans familie synes skøn med den stoisk rolige og beskyttende moder (Octavia Spencer) som omdrejningspunkt. Nytårsaften er moderens fødselsdag; senere skal Oscar Grant og Sophina i byen med en stribe venner. Det er sådan set det.
Det er fint drama. Sobert. Langt det meste af vejen. 'Fruitvale Station' har dog kun et døgn til at skildre Oscar Grants natur. Det onde og det gode. Det bliver lidt overgjort. Kriminalitet, utroskab og løgne over for kæresten stillet op over for en Oscar, som i løbet af den kun 85 minutter lange spilletid når at være god over for både børn, dyr og totalt fremmede. Ryan Coogler vil være sikker på, at vi forstår, at Oscar Grant trods de negative sider altså ER et godt menneske. For så er tragedien selvfølgelig så meget mere meningsløs. Mindre tydelig kontrasttegning kunne have gjort det.
Og så er vi tilbage ved starten. Begivenheden på Fruitvale Station. Nu som spillefilm. Det er intenst og rystende skildret. Jeg mærker åbenlys sympati for Oscar, minutterne frem imod det man ved, vil ske, men ikke helt hvordan, er nervepirrende. Dramaet – portrættet af Oscar, glimrende leveret af Michael B. Jordan – har trods sine skavanker virket.
10/01-2014
