Skarp debutfilm om et meningsløst drab
4.0
Nytårsnat 2008/09 tog en ung fyr ved navn Oscar Grant fra Oakland til San Francisco for at feste sammen med en flok venner. Da de sent om natten var på vej hjem, opstod der slagsmål i toget. Politiet blev tilkaldt og tilbageholdt Grant og et par venner på Fruitvale-stationen, hvorefter en politimand dræbte Grant. En episode, som flere vidner optog på deres mobiltelefoner, og som efterfølgende førte til rasende protester og optøjer.
Det er den episode, med fokus på Oscar Grants personlige historie, som den debuterende forfatter-instruktør Ryan Coogler skildrer i "Fruitvale Station". Som er en vellavet, tight film, der da også fremhæves som én af sidste års bedste amerikanske indiefilm.
"Fruitvale Station" åbner med ét af de dokumentariske mobilklip, så man fra start får slået tragedien an. Og derfra klipper den ca. et døgn tilbage og skildrer det sidste døgn i sin hovedpersons liv. Jeg antager, at forfatter-instruktør Coogler har komprimeret begivenheder fra en lidt længere periode til brug i filmen, men det er i så fald en tilgivelig omskrivning af virkeligheden. For filmen lykkes indledningsvis med at give et flersidigt portræt af hovedpersonen, som havde en fortid med kriminalitet og fængselsophold, stadig fiflede lidt med hashhandel og vist var lidt af et fuckhoved. Men som samtidig fremstilles som en mand, der også havde klart positive sider, og som havde et ærligt ønske om at droppe det småkriminelle liv for at kunne være der for sin datter og hendes mor.
Jeg synes, det er en stor styrke ved filmen, at den netop ikke fremstiller Oscar Grant som en helgen, men alligevel leverer en tydelig pointe, om at hans død var fuldstændig meningsløs og tragisk, uanset at han så havde været på kant med loven tidligere. På den måde griber "Fruitvale Station" også ned i nogle mere overordnede temaer, om hvor svært det er at komme på ret køl igen efter en kriminel start, især for en ung sort fyr. Og om den institutionelle racisme, der ligger som en understrøm, når et tilfældigt slagsmål fører til, at det kun er de unge sorte mænd, som bliver arresteret af de hvide politibetjente, som bliver tilkaldt. Plus at én af dem endda bliver dræbt på en helt vanvittig måde. I en episode, som der muligvis ikke var nogen, der havde hørt om, hvis mobilkameraet ikke var blevet opfundet.
Coogler falder dog også for fristelsen til at understrege sin tragiske pointe lidt for tydeligt, og derfor bliver slutsekvensen i "Fruitvale Station" for anstrengt og udpenslet for min smag. Der går simpelt hen for meget tåreperser i den. Men det ændrer ikke ved, at det er en stærk film i den amerikanske socialrealistiske tradition, som også er begavet med utrolig stærkt skuespil. Michael B. Jordan er virkelig god med en imponerende naturlighed i rollen som Oscar Grant - han har primært lavet tv tidligere, men får absolut et gennembrud på film her. Melonie Diaz er ligeledes skarp som hans on/off-kæreste, men filmens bedste skuespil kommer dog fra Octavia Spencer, der bruger sit gummiansigt med stor effekt i en enormt intens rolle som Oscar Grants mor.
"Fruitvale Station" er helt fortjent med i outsider-feltet i de mange prisuddelinger, amerikanerne er på vej igennem her i starten af året. Jeg synes som nævnt, den bliver lidt for meget til sidst, og dens historie om den svære rehabilitering med racemæssige undertoner er selvfølgelig set før. Men det er altså en imponerende debut af forfatter-instruktør Coogler, der holder "Fruitvale Station" på 85 skarpe minutter, hvor han ikke mindst får sat sine skuespillere fremragende i scene. Fire store stjerner herfra.
Det er den episode, med fokus på Oscar Grants personlige historie, som den debuterende forfatter-instruktør Ryan Coogler skildrer i "Fruitvale Station". Som er en vellavet, tight film, der da også fremhæves som én af sidste års bedste amerikanske indiefilm.
"Fruitvale Station" åbner med ét af de dokumentariske mobilklip, så man fra start får slået tragedien an. Og derfra klipper den ca. et døgn tilbage og skildrer det sidste døgn i sin hovedpersons liv. Jeg antager, at forfatter-instruktør Coogler har komprimeret begivenheder fra en lidt længere periode til brug i filmen, men det er i så fald en tilgivelig omskrivning af virkeligheden. For filmen lykkes indledningsvis med at give et flersidigt portræt af hovedpersonen, som havde en fortid med kriminalitet og fængselsophold, stadig fiflede lidt med hashhandel og vist var lidt af et fuckhoved. Men som samtidig fremstilles som en mand, der også havde klart positive sider, og som havde et ærligt ønske om at droppe det småkriminelle liv for at kunne være der for sin datter og hendes mor.
Jeg synes, det er en stor styrke ved filmen, at den netop ikke fremstiller Oscar Grant som en helgen, men alligevel leverer en tydelig pointe, om at hans død var fuldstændig meningsløs og tragisk, uanset at han så havde været på kant med loven tidligere. På den måde griber "Fruitvale Station" også ned i nogle mere overordnede temaer, om hvor svært det er at komme på ret køl igen efter en kriminel start, især for en ung sort fyr. Og om den institutionelle racisme, der ligger som en understrøm, når et tilfældigt slagsmål fører til, at det kun er de unge sorte mænd, som bliver arresteret af de hvide politibetjente, som bliver tilkaldt. Plus at én af dem endda bliver dræbt på en helt vanvittig måde. I en episode, som der muligvis ikke var nogen, der havde hørt om, hvis mobilkameraet ikke var blevet opfundet.
Coogler falder dog også for fristelsen til at understrege sin tragiske pointe lidt for tydeligt, og derfor bliver slutsekvensen i "Fruitvale Station" for anstrengt og udpenslet for min smag. Der går simpelt hen for meget tåreperser i den. Men det ændrer ikke ved, at det er en stærk film i den amerikanske socialrealistiske tradition, som også er begavet med utrolig stærkt skuespil. Michael B. Jordan er virkelig god med en imponerende naturlighed i rollen som Oscar Grant - han har primært lavet tv tidligere, men får absolut et gennembrud på film her. Melonie Diaz er ligeledes skarp som hans on/off-kæreste, men filmens bedste skuespil kommer dog fra Octavia Spencer, der bruger sit gummiansigt med stor effekt i en enormt intens rolle som Oscar Grants mor.
"Fruitvale Station" er helt fortjent med i outsider-feltet i de mange prisuddelinger, amerikanerne er på vej igennem her i starten af året. Jeg synes som nævnt, den bliver lidt for meget til sidst, og dens historie om den svære rehabilitering med racemæssige undertoner er selvfølgelig set før. Men det er altså en imponerende debut af forfatter-instruktør Coogler, der holder "Fruitvale Station" på 85 skarpe minutter, hvor han ikke mindst får sat sine skuespillere fremragende i scene. Fire store stjerner herfra.
12/01-2014
