Ung kærlighed i betonkomplekset
2.0
Bøsseromantik og optimistisk socialkomedie mødes i Hettie MacDonald's solstrålehistorie "Beautiful Thing". Det er sødt, sjovt og tyndt.
Betonbyggeri. Forstad. Tæsk i skolen og tæsk hjemme. Vi kender socialrealismens miljø til hudløshed. Dansk film og tv har en lang og stolt tradition for at skildre almindelige menneskers almindelighed. Genren har bl.a. sit udspring i den engelske 'kitchen-sink-realism', men i nyere tid har instruktører som Ken Loach og Mike Leigh både ført genren videre og sprængt rammerne. Den første med sin solidariske og kompromisløse stil, den anden med en farverig sarkasme. Hettie MacDonald står i arv til både Leighs udleverende humor og tv-realismens solide miljøskildringer. I "Beautiful Thing" er det hele set før, og så alligevel ikke.
Forbudt kærlighed?
Hettie MacDonald har sat sig for at skildre, hvordan to drenge kan finde lykken i hinandens kærlighed, når omgivelserne svigter. Jamie (Glen Berry) er en outsider, med et syrligt forhold til alenemoderen Sandra (Linda Henry), som er bartender med et blakket omdømme. Nabodrengen Steven (Scott Neal) er dygtig til fodbold, men får ofte tæsk af sin sadistiske far. Da de to drenge bor dør om dør i det trøstesløse betonkompleks, søger Steven en nat tilflugt fra tæskene hos Jamie. Efter kort tid udvikler et famlende homoseksuelt forhold sig mellem de to drenge. Jamie er overbevist om sine følelser, mens Steven er rystende bange for, hvad hans indskrænkede far vil sige. Det klichéfyldte spørgsmål er så: Kan en forbudt kærlighed udvikle sig i et indskrænket miljø?
En kovending
Her foretager MacDonald den vending, som både er filmens eneste originale bidrag og dens achilleshæl: I stedet for at udfolde et velkendt drama om social udstødelse og voldelig intolerance, vælger MacDonald at koncentrere sig om drengens stadigt mere velfunderede kærlighed. Omgivelsernes trusler forsvinder ud af billedet, og de seksuelt afklarede drenge kan springe ud, klare til at erobre verden. Det er sødt og uventet, men savner også dramatisk og psykologisk troværdighed: Truslen fra Stevens fader forsvinder som dug for solen. Men hvor blev den af? Hovedpersonernes forvandling fra underkuede teenagere til modne homoseksuelle er ikke funderet i den psykologiske profil, man tegner af dem. Det rimelige ville være, at Steven reagerede fjendtligt overfor Jamies kærlighed, simpelthen fordi truslen om straf fra faderen ville være for overvældende for en 16-årig. Istedet for at skildre et realistisk forhold, skaber Hettie MacDonald et forbillede. Det er charmerende og velspillet, men da lykkelige mennesker per definition er kedelige, fører manglen på konflikt til en hovedløs hoppen på stedet i filmens sidste halvdel.
Den sommer solen skinnede som aldrig før
I tråd med filmens tematiske drejning er også stilen i "Beautiful Thing" anderledes end de fleste realistiske dramaer: Solen skinner konstant og miljøets grovhed kontrasteres med sommerens lyse timer, som varmer drengenes forhold. Hettie MacDonald skriver en rap og grovkornet dialog og sidefigurerne Leah og Tony er udfoldet med stort vid. Det er en strategi som minder meget om Mike Leighs skæve realisme, men det er tydeligt, at MacDonald ikke har helt det samme talent. Der er sjældent mange nuancer i de enkelte scener, og der sker aldrig noget egentligt overraskende.
Det bliver her tydeligt, at MacDonald måske står i større gæld til tv's mange ungdomsserier end til Mike Leigh. Man kender alle typerne og alle situationerne på forhånd. Drengenes forhold er skildret som en hvilkesomhelst heteroseksuel kærlighedshistorie: Følsomme berøringer, et par hede kys og en glad løbetur i skoven - men ellers prime-time blufærdighed. Det der gør filmen mest interessant er vel, at den homoseksuelle kærlighed accepteres på lige fod med den heteroseksuelle. Spørgsmålet er, om det afspejler virkeligheden?
Betonbyggeri. Forstad. Tæsk i skolen og tæsk hjemme. Vi kender socialrealismens miljø til hudløshed. Dansk film og tv har en lang og stolt tradition for at skildre almindelige menneskers almindelighed. Genren har bl.a. sit udspring i den engelske 'kitchen-sink-realism', men i nyere tid har instruktører som Ken Loach og Mike Leigh både ført genren videre og sprængt rammerne. Den første med sin solidariske og kompromisløse stil, den anden med en farverig sarkasme. Hettie MacDonald står i arv til både Leighs udleverende humor og tv-realismens solide miljøskildringer. I "Beautiful Thing" er det hele set før, og så alligevel ikke.
Forbudt kærlighed?
Hettie MacDonald har sat sig for at skildre, hvordan to drenge kan finde lykken i hinandens kærlighed, når omgivelserne svigter. Jamie (Glen Berry) er en outsider, med et syrligt forhold til alenemoderen Sandra (Linda Henry), som er bartender med et blakket omdømme. Nabodrengen Steven (Scott Neal) er dygtig til fodbold, men får ofte tæsk af sin sadistiske far. Da de to drenge bor dør om dør i det trøstesløse betonkompleks, søger Steven en nat tilflugt fra tæskene hos Jamie. Efter kort tid udvikler et famlende homoseksuelt forhold sig mellem de to drenge. Jamie er overbevist om sine følelser, mens Steven er rystende bange for, hvad hans indskrænkede far vil sige. Det klichéfyldte spørgsmål er så: Kan en forbudt kærlighed udvikle sig i et indskrænket miljø?
En kovending
Her foretager MacDonald den vending, som både er filmens eneste originale bidrag og dens achilleshæl: I stedet for at udfolde et velkendt drama om social udstødelse og voldelig intolerance, vælger MacDonald at koncentrere sig om drengens stadigt mere velfunderede kærlighed. Omgivelsernes trusler forsvinder ud af billedet, og de seksuelt afklarede drenge kan springe ud, klare til at erobre verden. Det er sødt og uventet, men savner også dramatisk og psykologisk troværdighed: Truslen fra Stevens fader forsvinder som dug for solen. Men hvor blev den af? Hovedpersonernes forvandling fra underkuede teenagere til modne homoseksuelle er ikke funderet i den psykologiske profil, man tegner af dem. Det rimelige ville være, at Steven reagerede fjendtligt overfor Jamies kærlighed, simpelthen fordi truslen om straf fra faderen ville være for overvældende for en 16-årig. Istedet for at skildre et realistisk forhold, skaber Hettie MacDonald et forbillede. Det er charmerende og velspillet, men da lykkelige mennesker per definition er kedelige, fører manglen på konflikt til en hovedløs hoppen på stedet i filmens sidste halvdel.
Den sommer solen skinnede som aldrig før
I tråd med filmens tematiske drejning er også stilen i "Beautiful Thing" anderledes end de fleste realistiske dramaer: Solen skinner konstant og miljøets grovhed kontrasteres med sommerens lyse timer, som varmer drengenes forhold. Hettie MacDonald skriver en rap og grovkornet dialog og sidefigurerne Leah og Tony er udfoldet med stort vid. Det er en strategi som minder meget om Mike Leighs skæve realisme, men det er tydeligt, at MacDonald ikke har helt det samme talent. Der er sjældent mange nuancer i de enkelte scener, og der sker aldrig noget egentligt overraskende.
Det bliver her tydeligt, at MacDonald måske står i større gæld til tv's mange ungdomsserier end til Mike Leigh. Man kender alle typerne og alle situationerne på forhånd. Drengenes forhold er skildret som en hvilkesomhelst heteroseksuel kærlighedshistorie: Følsomme berøringer, et par hede kys og en glad løbetur i skoven - men ellers prime-time blufærdighed. Det der gør filmen mest interessant er vel, at den homoseksuelle kærlighed accepteres på lige fod med den heteroseksuelle. Spørgsmålet er, om det afspejler virkeligheden?
19/11-2018
