Den energiske ulv er tilbage!
6.0
Med The Wolf of Wall Street vender Martin Scorsese tilbage med en film af samme genkendelige karakter som Casino og GoodFellas. Det ekstravagante billede af amerikansk historie er så klassisk old-school Martin Scorsese. Hårde drugs, intense dialoger, episke taler, skarp voice-over og en bagvedliggende samfundskritik kendetegner i høj grad den lille mand med de store film. Men mens mange af disse elementer er til stede, har noget mere uventet sneget sig vej til det episke finans-drama: En skamløst underholdende grundtone, der får den tre timer lange spilletid til at flyve af sted. Med The Wolf of Wall Street vender instruktørens tidligere energi frygtløst tilbage. På papiret er historien om Jordan Belfort skræddersyet til ham. Dette er dog så absolut ikke GoodFellas eller Casino med børsmæglere og pennyaktier - det er en film med sit øje rettet mod sit publikum: Mod os.
Helt i tråd med de allerbedste af Scorseses tidligere værker er protagonisten antihelt. En antihelt, der skubber selve grænsen for vores sympati, ligesom Travis Bickle, Rupert Pupkin og Jake LaMotta i henholdsvis Taxi Driver, King of Comedy og Raging Bull gjorde det. Jordan Belfort er så sandt den værste og mest kyniske af dem alle. Filmens styrke er altså ingenlunde kun Scorseses fortjeneste. Leonardo DiCaprio giver utvivlsomt sin bedste præstation i sin karriere. Slapstick-elementerne er det bedste bevis på dette. Eksempelvis scenen, hvor Jordan har taget nogle alt for gamle Quaaludes, som først sparker ind på et meget uheldigt tidspunkt! Det er svært at tænke på en anden skuespiller, der kunne give en ligeså energisk præstation. Med en afbalanceret portion charme og humor får han en mand, der udnytter de fattige og vælter sig i obskøn rigdom, til at fungere. Dette skyldes dog også hans medspillere: Jonah Hill som Belforts makker Donnie gør den som hedonistisk fjog, med bizarre perlemorshvide tænder, sindssygt godt. Han fik mig flere gange til at skraldgrine uden nogensinde at forvilde sig ind i en karikatur. Hans komiske timing er perfekt! Alle har nævnt the comeback-kid Matthew McConaughey trods hans korte tilstedeværelse. Jeg er helt enig - I de få minutter han pryder biograflærredet, er bestemt mindeværdige, og det er måske filmens egentlige svaghed, at han er ude af filmen alt for tidligt.
The Wolf of Wall Street spiller hurtigt og løst med sin morale. Belfort bliver portrætteret i en sådan grad, at når han går for vidt - hvilket han ofte gør - kommenterer Scorsese det ikke ved at pege fingre. I stedet skubber han vores lange næser helt ned i de enorme bunker kokain, der i en årrække var Belforts liv. Vi indånder så dybt, at det først er til sidst, når nedturen sætter ind, at vi begynder at reflektere over Jordan Belfort - hvilket grisk inhumant menneske han blev til, hvordan han skabte sit imperium, og hvad han gjorde da det stod. Det der i sidste ende gør The Wolf af Wall Street så forfriskende, er Scorseses måde, hvorpå han ikke kun giver fingeren til Wall Street-kapitalisterne, men at han giver fingeren til dig og mig - os alle sammen.
Helt i tråd med de allerbedste af Scorseses tidligere værker er protagonisten antihelt. En antihelt, der skubber selve grænsen for vores sympati, ligesom Travis Bickle, Rupert Pupkin og Jake LaMotta i henholdsvis Taxi Driver, King of Comedy og Raging Bull gjorde det. Jordan Belfort er så sandt den værste og mest kyniske af dem alle. Filmens styrke er altså ingenlunde kun Scorseses fortjeneste. Leonardo DiCaprio giver utvivlsomt sin bedste præstation i sin karriere. Slapstick-elementerne er det bedste bevis på dette. Eksempelvis scenen, hvor Jordan har taget nogle alt for gamle Quaaludes, som først sparker ind på et meget uheldigt tidspunkt! Det er svært at tænke på en anden skuespiller, der kunne give en ligeså energisk præstation. Med en afbalanceret portion charme og humor får han en mand, der udnytter de fattige og vælter sig i obskøn rigdom, til at fungere. Dette skyldes dog også hans medspillere: Jonah Hill som Belforts makker Donnie gør den som hedonistisk fjog, med bizarre perlemorshvide tænder, sindssygt godt. Han fik mig flere gange til at skraldgrine uden nogensinde at forvilde sig ind i en karikatur. Hans komiske timing er perfekt! Alle har nævnt the comeback-kid Matthew McConaughey trods hans korte tilstedeværelse. Jeg er helt enig - I de få minutter han pryder biograflærredet, er bestemt mindeværdige, og det er måske filmens egentlige svaghed, at han er ude af filmen alt for tidligt.
The Wolf of Wall Street spiller hurtigt og løst med sin morale. Belfort bliver portrætteret i en sådan grad, at når han går for vidt - hvilket han ofte gør - kommenterer Scorsese det ikke ved at pege fingre. I stedet skubber han vores lange næser helt ned i de enorme bunker kokain, der i en årrække var Belforts liv. Vi indånder så dybt, at det først er til sidst, når nedturen sætter ind, at vi begynder at reflektere over Jordan Belfort - hvilket grisk inhumant menneske han blev til, hvordan han skabte sit imperium, og hvad han gjorde da det stod. Det der i sidste ende gør The Wolf af Wall Street så forfriskende, er Scorseses måde, hvorpå han ikke kun giver fingeren til Wall Street-kapitalisterne, men at han giver fingeren til dig og mig - os alle sammen.
23/01-2014
