Tarantinos spaghetti er en eksplosiv smagsoplevelse!

6.0
Django Unchained er den konsekvent mest underholdende film fra 2012. Den er hele 165 minutter lang og bør ikke være et minut kortere. En film der overraskelser både i fortællingen og på karakterplan, som udgør utallige øjeblikke med pinefuld spænding. Dialogen er som altid blændende. Tarantino forstår virkelig at blande sin helt egen unikke Tarantino-70’er grindhouse-stil med spaghetti westerns genretræk og stemning, ved at benytte sig af ekstrem hurtig zoom, stillestående nær- og totalbilleder, bundet sammen med et skinger-klirrende soundtrack fra blandt andre Ennio Morricone. Geniet der også komponerede musikken til Sergio Leones værker.

I Django serverer Quentin Tarantino scene efter scene med hans bemærkelsesværdige coolness og hans kærlighed til filmmediet skinner som altid igennem, med referencer til andre film. Tydeligst og naturligt nok mest til 60’ernes spaghetti westerns. Men jeg lagde også mærke til en enkelt reference til Stanley Kubricks A Clockwork Orange. Vil ikke spoile noget her, så du må selv lede efter den!

Så jeg er meget glad og positiv over filmen, dels på grund af hyldesten til en af mine personlige favoritgenre og så de beundringsværdige skuespillerpræstationer. Især Oscar-vinderen Christoph Waltz, som den tyske karismatiske, godgørende dusørjæger Dr. King Schultz og Leonardo DiCaprio som velklædt sadistisk plantageejer Calvin Candie, som skuffende nok, igen-igen blev forbigået af Oscar-akademiet.

Django Unchained scorer topkarakter fordi den formår at være spændende, underholdende, sjov, dramatisk og kantet samt intelligent og rørende, der viser en rædselsvækkende side af amerikansk historie med slaveri i syden.
Django Unchained