Dejlig sort komedie om aktiesvindel, som desværre går i selvsving
4.0
Der er mange gode scener i "The Wolf of Wall Street", men den bedste ligger tidligt i filmen, hvor en seniormægler fra investeringsbanken L.F. Rothschild (Matthew McConaughey) har inviteret filmens hovedperson (Leonardo DiCaprio) - på det tidspunkt en ung, nyansat mægler - på frokost på en god restaurant i New York. Hvor McConaughey leverer en fuldstændig forrygende monolog om, hvordan man får succes som børsmægler: ikke ved at lave gode handler for sine kunder, men ved at lave mange handler. Fordi mægleren får kommission pr. transaktion. Og mens han giver den forklaring, sniffer McConaugheys karakter kokain i fuld offentlighed. For det er man jo nødt til for at kunne følge med i børsens tempo.
DiCaprios hovedperson er Jordan Belfort, en supersælger og tidligere finanshaj, som op gennem 90'erne tjente styrtende med penge gennem sit mæglerfirma, der solgte unoterede aktier på almindelige amerikaneres håb om hurtig rigdom. Indtil FBI i 1998 knaldede ham og flere andre nøglepersoner i sagen for svindel og hvidvaskning af penge. "The Wolf of Wall Street" er baseret på Belforts selvbiografi af samme navn og skildrer et lille årti i overhalingsbanen, hvor hovedpersonen starter og slutter med ingenting, men i mellemtiden har levet et vanvittigt liv med alt for mange penge.
Martin Scorsese har omsat historien til en hårdtklippet, ekstremt stiliseret film, som i fortællestil minder ganske meget om hans store 90'er-gangsterfilm, "Goodfellas" og "Casino". Men også driver stilen endnu længere ud, ved at DiCaprio taler direkte til kameraet, når han skal genfortælle Belforts pointer om, hvordan finansverdenen hænger sammen, hvad der får den til at løbe rundt, hvordan man skjuler sin formue i udlandet og så videre.
Belforts fortælling om sit vilde liv bliver så krydret med masser af chokeffekter - i form af scener med kokainsnifning mellem balderne på ludere, dværgekastning i frokostpausen og diverse andre skøre påfund. Der er fuldt tryk på sex, narko og statussymboler som drivkraften bag den kyniske jagt på penge, som hovedpersonerne lever for.
I starten er "The Wolf of Wall Street" et vildt fascinerende ridt, en dejligt selvbevidst sort komedie med slips og Rolex. Men filmen har ét stort problem, og det er de 180 minutters spilletid. Der er ganske simpelt ikke nok indhold til at fylde dem ordentligt ud. Historiens primære pointe er nemlig ikke svære at finde: Finansverdenen er bundkorrupt og rådden, og den består af kyniske, overfladiske mennesker, som scorer penge på at handle med andre menneskers drømme. En pointe, der i lyset af den seneste finanskrise ikke er mindre væsentlig nu, end den var i yuppie-tiden.
Problemet er bare, at den pointe ikke blot bliver gentaget, men tæsket ind i hovedet på én. Der er alt for mange scener med halvnøgne damer, fester, stoffer og andre udskejelser, som skal understrege, hvor vulgært materialistiske hovedpersonerne er. Pointen siver ret hurtigt ind, og så er der altså ikke substans nok derudover til at bære en så lang film. Og ved nærmere eftersyn er pointen heller ikke 100% gangbar som et generelt portræt af finansverdenen, for allerede i sine velmagtsdage var Belfort ugleset af det etablerede Wall Street-miljø.
Når det er sagt, så er det på mange måder en vellavet film. Rigtig mange af scenerne er isoleret set fede, hvis man ser bort fra, at der er de her gentagelser. Scorsese har instrueret med rutineret, sikker hånd, og det er generelt en film på højt teknisk niveau - ikke mindst skarpt klippet af Scorseses faste klipper, Thelma Schoonmaker.
Derudover er Leonardo DiCaprio virkelig fremragende i rollen som Jordan Belfort, som han spiller med en imponerende kombination af enorm karisma og ultraglat overflade. Det er én af DiCaprios bedste roller nogensinde, og det siger ikke så lidt. Som Belforts primære forretningspartner viser Jonah Hill, som han også gjorde det i "Moneyball", at hans talent rækker meget længere end til banale komedier. Dertil får australske Margot Robbie et lille gennembrud i sin første store Hollywood-rolle som Belforts trophy wife, der på sin egen måde er lige så kynisk som sin mand. Og så er Matthew McConaughey altså helt forrygende i de - desværre - få scener, han er med i.
"The Wolf of Wall Street" er en fascinerende, underholdende og på mange måder særdeles vellavet film. Men det er altså også en film, hvor Martin Scorsese smider alle hæmninger og blæser det hele op til at være større og vildere - uden at erkende, at det bare bliver for meget. Ret meget for meget, faktisk. Det får filmen til at gå i en form for selvsving, hvor der bare bliver fyldt mere og mere af det samme på. Og derfor kan jeg ikke komme højere op end fire store stjerner i karakter.
Det er i øvrigt værd at bide mærke i det med, at "The Wolf of Wall Street" er baseret på Jordan Belforts selvbiografi, som altså er en slags bekendelseslitteratur om, hvordan han skabte sig en megaformue ved at bedrage folk for deres penge. Der er så den lille ekstra krølle på historien, at de amerikanske myndigheder for kun tre måneder siden stævnede Belfort, for at han ikke har overholdt betingelserne i sin dom, ved at han ikke har tilbagebetalt en tilstrækkelig stor del af sine indtægter fra bogen og filmen til sine ofre.
DiCaprios hovedperson er Jordan Belfort, en supersælger og tidligere finanshaj, som op gennem 90'erne tjente styrtende med penge gennem sit mæglerfirma, der solgte unoterede aktier på almindelige amerikaneres håb om hurtig rigdom. Indtil FBI i 1998 knaldede ham og flere andre nøglepersoner i sagen for svindel og hvidvaskning af penge. "The Wolf of Wall Street" er baseret på Belforts selvbiografi af samme navn og skildrer et lille årti i overhalingsbanen, hvor hovedpersonen starter og slutter med ingenting, men i mellemtiden har levet et vanvittigt liv med alt for mange penge.
Martin Scorsese har omsat historien til en hårdtklippet, ekstremt stiliseret film, som i fortællestil minder ganske meget om hans store 90'er-gangsterfilm, "Goodfellas" og "Casino". Men også driver stilen endnu længere ud, ved at DiCaprio taler direkte til kameraet, når han skal genfortælle Belforts pointer om, hvordan finansverdenen hænger sammen, hvad der får den til at løbe rundt, hvordan man skjuler sin formue i udlandet og så videre.
Belforts fortælling om sit vilde liv bliver så krydret med masser af chokeffekter - i form af scener med kokainsnifning mellem balderne på ludere, dværgekastning i frokostpausen og diverse andre skøre påfund. Der er fuldt tryk på sex, narko og statussymboler som drivkraften bag den kyniske jagt på penge, som hovedpersonerne lever for.
I starten er "The Wolf of Wall Street" et vildt fascinerende ridt, en dejligt selvbevidst sort komedie med slips og Rolex. Men filmen har ét stort problem, og det er de 180 minutters spilletid. Der er ganske simpelt ikke nok indhold til at fylde dem ordentligt ud. Historiens primære pointe er nemlig ikke svære at finde: Finansverdenen er bundkorrupt og rådden, og den består af kyniske, overfladiske mennesker, som scorer penge på at handle med andre menneskers drømme. En pointe, der i lyset af den seneste finanskrise ikke er mindre væsentlig nu, end den var i yuppie-tiden.
Problemet er bare, at den pointe ikke blot bliver gentaget, men tæsket ind i hovedet på én. Der er alt for mange scener med halvnøgne damer, fester, stoffer og andre udskejelser, som skal understrege, hvor vulgært materialistiske hovedpersonerne er. Pointen siver ret hurtigt ind, og så er der altså ikke substans nok derudover til at bære en så lang film. Og ved nærmere eftersyn er pointen heller ikke 100% gangbar som et generelt portræt af finansverdenen, for allerede i sine velmagtsdage var Belfort ugleset af det etablerede Wall Street-miljø.
Når det er sagt, så er det på mange måder en vellavet film. Rigtig mange af scenerne er isoleret set fede, hvis man ser bort fra, at der er de her gentagelser. Scorsese har instrueret med rutineret, sikker hånd, og det er generelt en film på højt teknisk niveau - ikke mindst skarpt klippet af Scorseses faste klipper, Thelma Schoonmaker.
Derudover er Leonardo DiCaprio virkelig fremragende i rollen som Jordan Belfort, som han spiller med en imponerende kombination af enorm karisma og ultraglat overflade. Det er én af DiCaprios bedste roller nogensinde, og det siger ikke så lidt. Som Belforts primære forretningspartner viser Jonah Hill, som han også gjorde det i "Moneyball", at hans talent rækker meget længere end til banale komedier. Dertil får australske Margot Robbie et lille gennembrud i sin første store Hollywood-rolle som Belforts trophy wife, der på sin egen måde er lige så kynisk som sin mand. Og så er Matthew McConaughey altså helt forrygende i de - desværre - få scener, han er med i.
"The Wolf of Wall Street" er en fascinerende, underholdende og på mange måder særdeles vellavet film. Men det er altså også en film, hvor Martin Scorsese smider alle hæmninger og blæser det hele op til at være større og vildere - uden at erkende, at det bare bliver for meget. Ret meget for meget, faktisk. Det får filmen til at gå i en form for selvsving, hvor der bare bliver fyldt mere og mere af det samme på. Og derfor kan jeg ikke komme højere op end fire store stjerner i karakter.
Det er i øvrigt værd at bide mærke i det med, at "The Wolf of Wall Street" er baseret på Jordan Belforts selvbiografi, som altså er en slags bekendelseslitteratur om, hvordan han skabte sig en megaformue ved at bedrage folk for deres penge. Der er så den lille ekstra krølle på historien, at de amerikanske myndigheder for kun tre måneder siden stævnede Belfort, for at han ikke har overholdt betingelserne i sin dom, ved at han ikke har tilbagebetalt en tilstrækkelig stor del af sine indtægter fra bogen og filmen til sine ofre.
25/01-2014
