Gamle stjerner mødes i godmodig, klichéfyldt boksekomedie
2.0
Sylvester Stallones mest berømte rolle er vel nok den som Rocky Balboa, som han har spillet i seks film. Robert De Niro har også en meget berømt bokserrolle på CV'et, nemlig hovedrollen som Jake LaMotta i "Raging Bull". Og én eller anden har så set et kommercielt potentiale i at parre de to skuespillere i en film, der spiller på deres kendte bokserroller.
I "Grudge Match" spiller de to et par mesterboksere i pensionsalderen, der 30 år tidligere kæmpede om at være den bedste i deres vægtklasse, og som hver vandt én af de to kampe, de boksede mod hinanden. En planlagt tredje kamp blev aldrig til noget, men økonomiske problemer og stolthed får dem nu til at sige ja, da en aspirerende promoter får den idé at arrangere en rematch mellem de to gamlinge.
Det viser sig så, at der ligger mere end blot det sportslige bag deres rivalisering, fordi den ene stjal den andens kæreste, og alt det gamle nag kommer naturligvis op til overfladen. Så "Grudge Match" handler i høj grad om at komme overens med de gamle konflikter.
Det bliver fortalt i godmodig komediestil i en historie, der også fremstår meget gammeldags i den måde, den spiller på dyder som ære og sportsmanship. Den del er egentlig sympatisk på en sentimental måde, men til gengæld bliver filmens foragt for det nymodens ekstremt kikset, når den gør grin med MMA som en useriøs sport. Og værst af alt spiller den på dybt forudsigelige klicheer om familieværdier, hvilket bl.a. betyder, at filmen indeholder den mest irriterende barnerolle, jeg har set i årevis.
Der er egentlig mange ting i "Grudge Match", som er ganske morsomme og hyggelige på en meget ufarlig måde. Men i sidste ende bliver det altså ret tydeligt, at det her er et meget kommercielt projekt, og at man har lagt instruktionen i hænderne på Peter Segal, som er én af den slags jævne Hollywood-håndværkere, der laver middelmådige, ligegyldige film uden nogen form for kant.
De to gamle drenge i hovedrollerne gør det nu egentlig meget godt - især Stallone som industriarbejderen fra Pittsburghs arbejderkvarterer, der tilfældigvis var god til at bokse. En rolle, der minder temmelig meget om Rocky - og dermed også en rolle, som Stallone kan spille med stor overbevisning. De Niro er ikke helt så gennemført som den flabede og udadvendte af de to boksere, men man kan ikke tage fra ham, at han har en naturlig charme i den slags roller. Filmens bedste skuespil kommer dog fra Alan Arkin, der er virkelig underholdende gnaven som Stallones gamle træner. Til gengæld er Kim Basinger ganske forglemmelig som kvinden mellem de to boksere, og Kevin Hart er decideret rædselsfuld som den unge hustlertype, der forsøger at starte en promoter-karriere med kampen.
Alt i alt var jeg faktisk lettere positivt overrasket over "Grudge Match". Jeg havde frygtet at få en film, som var totalt forfærdelig, og det er den trods alt ikke. Man skal slet ikke tænke for meget over detaljerne - som for eksempel, at en boksekamp mellem dens to stjerner ikke giver mening, fordi Stallone naturligt ligger tre-fire vægtklasser over De Niro. Men den illusion lykkes det faktisk filmen at levere nogenlunde overbevisende. Og det gælder egentlig også "Grudge Match" som helhed: Den er nogenlunde overbevisende - absolut ikke nogen stor film, men den har dog et vist mål af hjerte og humor bag de tommetykke klicheer, som vælter ud over lærredet. Og derfor kan den lige præcis gå an som passabel underholdning, hvis man er i meget ukritisk humør. To store stjerner herfra.
I "Grudge Match" spiller de to et par mesterboksere i pensionsalderen, der 30 år tidligere kæmpede om at være den bedste i deres vægtklasse, og som hver vandt én af de to kampe, de boksede mod hinanden. En planlagt tredje kamp blev aldrig til noget, men økonomiske problemer og stolthed får dem nu til at sige ja, da en aspirerende promoter får den idé at arrangere en rematch mellem de to gamlinge.
Det viser sig så, at der ligger mere end blot det sportslige bag deres rivalisering, fordi den ene stjal den andens kæreste, og alt det gamle nag kommer naturligvis op til overfladen. Så "Grudge Match" handler i høj grad om at komme overens med de gamle konflikter.
Det bliver fortalt i godmodig komediestil i en historie, der også fremstår meget gammeldags i den måde, den spiller på dyder som ære og sportsmanship. Den del er egentlig sympatisk på en sentimental måde, men til gengæld bliver filmens foragt for det nymodens ekstremt kikset, når den gør grin med MMA som en useriøs sport. Og værst af alt spiller den på dybt forudsigelige klicheer om familieværdier, hvilket bl.a. betyder, at filmen indeholder den mest irriterende barnerolle, jeg har set i årevis.
Der er egentlig mange ting i "Grudge Match", som er ganske morsomme og hyggelige på en meget ufarlig måde. Men i sidste ende bliver det altså ret tydeligt, at det her er et meget kommercielt projekt, og at man har lagt instruktionen i hænderne på Peter Segal, som er én af den slags jævne Hollywood-håndværkere, der laver middelmådige, ligegyldige film uden nogen form for kant.
De to gamle drenge i hovedrollerne gør det nu egentlig meget godt - især Stallone som industriarbejderen fra Pittsburghs arbejderkvarterer, der tilfældigvis var god til at bokse. En rolle, der minder temmelig meget om Rocky - og dermed også en rolle, som Stallone kan spille med stor overbevisning. De Niro er ikke helt så gennemført som den flabede og udadvendte af de to boksere, men man kan ikke tage fra ham, at han har en naturlig charme i den slags roller. Filmens bedste skuespil kommer dog fra Alan Arkin, der er virkelig underholdende gnaven som Stallones gamle træner. Til gengæld er Kim Basinger ganske forglemmelig som kvinden mellem de to boksere, og Kevin Hart er decideret rædselsfuld som den unge hustlertype, der forsøger at starte en promoter-karriere med kampen.
Alt i alt var jeg faktisk lettere positivt overrasket over "Grudge Match". Jeg havde frygtet at få en film, som var totalt forfærdelig, og det er den trods alt ikke. Man skal slet ikke tænke for meget over detaljerne - som for eksempel, at en boksekamp mellem dens to stjerner ikke giver mening, fordi Stallone naturligt ligger tre-fire vægtklasser over De Niro. Men den illusion lykkes det faktisk filmen at levere nogenlunde overbevisende. Og det gælder egentlig også "Grudge Match" som helhed: Den er nogenlunde overbevisende - absolut ikke nogen stor film, men den har dog et vist mål af hjerte og humor bag de tommetykke klicheer, som vælter ud over lærredet. Og derfor kan den lige præcis gå an som passabel underholdning, hvis man er i meget ukritisk humør. To store stjerner herfra.
26/01-2014
