Everything Lars Always Wanted to Know About Sex ...
2.0
Man må give Zentropa og Lars von Trier, at de i vanligt overbevisende stil har formået at skabe hype om von Triers seneste film. Plakater, teaser-scener, PR-skabte rygter og så videre har givet den ønskede effekt: Omtale og pirrende tanker, om at von Trier måske havde lavet en rigtig pornofilm.
Det har han naturligvis ikke. "Nymphomaniac" er lige så meget en kunstfilm som det meste af dens forfatter-instruktørs øvrige produktion. Og selv om der er noget mere nøgenhed og ikke mindst flere stive pikke, end man normalt ser uden for porno, så er det her overhovedet ikke en pornofilm.
Derimod er det jo faktisk nærmest to film. I den version, som er ude i danske biografer, ser man "Nymphomaniac Vol. I" og "Nymphomaniac Vol. 2" med en solid pause imellem. Begge halvdele er klippet som selvstændige film med credits og det hele, og de er fx også registreret separat på IMDb. Samlet giver det fire timers film - i denne korte udgave, for von Triers director's cut er vist halvanden time længere.
Von Trier bryder altså normerne med de stive pikke og den meget lange spilletid, men det gør han til gengæld ikke med historien og indholdet i "Nymphomaniac". Kort fortalt går den ud på, at en mand finder en forslået kvinde, Joe, i sin baggård. Han tager hende med ind i sin lejlighed for at hjælpe hende, og hun fortæller så sin nymfomaniske livshistorie, og hvordan hendes liv har ført til, at hun endte med at ligge i gården. Det er altså Joes liv og seksualitet, der er omdrejningspunktet, men der adskiller von Trier sig ikke fra de mange andre filmmagere, som har lavet film om kvinders seksualitet. Det var ikke mindst et stort tema i 50'ernes og 60'ernes europæiske film.
"Nymphomaniac" er på nogle punkter en tvetydig sag, men den leverer også nogle ganske tydelige pointer, hvor von Trier lægger sig op ad moderne feminisme. Det skildres, hvordan omgivelserne ser ned på Joe for at have en så aktiv seksualitet, og hvordan hun også selv nedgør sig for det. Og der er en udtalt pointe, om at selv en tilsyneladende accept af hendes ret til at vælge sin egen seksualitet også bliver omsat til, at så må hun jo være seksuelt tilgængelig for hvem som helst. En kvinde med aggressivt udlevet seksualitet mister retten til at bestemme over egen krop.
Det er pointer, jeg overordnet har stor sympati for, men det er altså heller ikke rigtig noget nyt. Faktisk synes jeg, at von Trier havde langt mere begavede betragtninger om synet på mænd og kvinder med i "Antichrist". Her bliver de ret åbenlyse pointer så til gengæld pakket ind i en ekstremt stiv og intellektualiseret dialog mellem de to hovedpersoner, hvor der bliver refereret til alverdens ting og sager i et forsøg på at overtænke sex til døde. Især første halvdel af "Nymphomaniac" er en sejtrækker. I anden halvdel kommer der bedre gang i filmen, bl.a. i en meget voldsom sexscene, som er effektivt provokerende. Men de gode takter bliver så igen dræbt af det banale, klichéagtige krimiplot, der også kommer på banen.
Som nævnt er der især én scene, hvor det er svært at lade være med at glippe med øjnene, men derudover virker "Nymphomaniac" i alt for høj grad som en film, hvor von Trier bare gerne vil provokere. Det bliver for åbenlyst, samtidig med at den virkelig ikke er særlig stødende, hvis man ikke er sippet med hensyn til sex og nøgenhed. Jeg kom undervejs til at tænke på, om det mon i udtalt grad er katolikken von Trier, vi her ser lave film - for "Nymphomaniac" er da nok mere farlig med et klassisk katolsk verdenssyn end med det mere frisindede skandinaviske. Eller også er samfundet blevet mere puritansk, end jeg formoder.
Det hjælper heller ikke på engagementet, at filmen er lavet i bevidst tidløs stil. Derfor udspiller den sig i et underligt gråt og kønsløst miljø, der betyder, at den nærmere foregår ingen steder end alle steder. Der er bestemt en klar konsekvens i både billeder og klipning - von Trier er uomtvisteligt teknisk dygtig - men det trækker nærmere filmen ned end op. I lange stræk er den simpelt hen regulært kedelig.
I hovedrollerne kæmper Charlotte Gainsbourg og Stellan Skarsgård for at få noget ud af de meget unaturlige replikker i de gennemgående dialogscener. Jeg synes, det går bedst for Skarsgård, mens Gainsbourg virker ret fortabt. Det går faktisk bedre for debutanten Stacy Martin, der spiller den unge udgave af Joe i hendes flashbacks. Men grundlæggende set troede jeg ikke rigtig på Joes udvikling. Der er derudover ganske skarpe roller til Shia LaBeouf og Jamie Bell som to af hendes mest markante elskere, og Uma Thurman har en fantastisk overspillet rolle - næsten ren parodi - som forsmået hustru. Men generelt er der ikke meget at gøre for skuespillerne i en film, der er så stiv og fortænkt som denne.
Det er dog ikke alt, der er skidt i "Nymphomaniac". Der er enkelte rigtig gode scener - og øjeblikke, hvor man fornemmer, at den er lige ved at have fat i noget interessant. Men så flader det ud igen, og mit overordnede indtryk er, at Lars von Trier må være blevet så træt af at blive kaldt kvindefjendsk, at han besluttede sig for at lave en film med feministiske pointer. Det gjorde han så ved at lave en erotisk film, der ikke er sexet, ligesom han tidligere har lavet en komedie, der ikke var sjov. Men jeg synes bare ikke, at "Nymphomaniac" for alvor har noget at sige, og der er altså mange kunstfilm-instruktører, der før von Trier har brugt in-your-face-seksualitet i deres film - og fået mere begavede ting ud af det.
Det mest uanstændige ved "Nymphomaniac" er da, at den er så lang!
Det har han naturligvis ikke. "Nymphomaniac" er lige så meget en kunstfilm som det meste af dens forfatter-instruktørs øvrige produktion. Og selv om der er noget mere nøgenhed og ikke mindst flere stive pikke, end man normalt ser uden for porno, så er det her overhovedet ikke en pornofilm.
Derimod er det jo faktisk nærmest to film. I den version, som er ude i danske biografer, ser man "Nymphomaniac Vol. I" og "Nymphomaniac Vol. 2" med en solid pause imellem. Begge halvdele er klippet som selvstændige film med credits og det hele, og de er fx også registreret separat på IMDb. Samlet giver det fire timers film - i denne korte udgave, for von Triers director's cut er vist halvanden time længere.
Von Trier bryder altså normerne med de stive pikke og den meget lange spilletid, men det gør han til gengæld ikke med historien og indholdet i "Nymphomaniac". Kort fortalt går den ud på, at en mand finder en forslået kvinde, Joe, i sin baggård. Han tager hende med ind i sin lejlighed for at hjælpe hende, og hun fortæller så sin nymfomaniske livshistorie, og hvordan hendes liv har ført til, at hun endte med at ligge i gården. Det er altså Joes liv og seksualitet, der er omdrejningspunktet, men der adskiller von Trier sig ikke fra de mange andre filmmagere, som har lavet film om kvinders seksualitet. Det var ikke mindst et stort tema i 50'ernes og 60'ernes europæiske film.
"Nymphomaniac" er på nogle punkter en tvetydig sag, men den leverer også nogle ganske tydelige pointer, hvor von Trier lægger sig op ad moderne feminisme. Det skildres, hvordan omgivelserne ser ned på Joe for at have en så aktiv seksualitet, og hvordan hun også selv nedgør sig for det. Og der er en udtalt pointe, om at selv en tilsyneladende accept af hendes ret til at vælge sin egen seksualitet også bliver omsat til, at så må hun jo være seksuelt tilgængelig for hvem som helst. En kvinde med aggressivt udlevet seksualitet mister retten til at bestemme over egen krop.
Det er pointer, jeg overordnet har stor sympati for, men det er altså heller ikke rigtig noget nyt. Faktisk synes jeg, at von Trier havde langt mere begavede betragtninger om synet på mænd og kvinder med i "Antichrist". Her bliver de ret åbenlyse pointer så til gengæld pakket ind i en ekstremt stiv og intellektualiseret dialog mellem de to hovedpersoner, hvor der bliver refereret til alverdens ting og sager i et forsøg på at overtænke sex til døde. Især første halvdel af "Nymphomaniac" er en sejtrækker. I anden halvdel kommer der bedre gang i filmen, bl.a. i en meget voldsom sexscene, som er effektivt provokerende. Men de gode takter bliver så igen dræbt af det banale, klichéagtige krimiplot, der også kommer på banen.
Som nævnt er der især én scene, hvor det er svært at lade være med at glippe med øjnene, men derudover virker "Nymphomaniac" i alt for høj grad som en film, hvor von Trier bare gerne vil provokere. Det bliver for åbenlyst, samtidig med at den virkelig ikke er særlig stødende, hvis man ikke er sippet med hensyn til sex og nøgenhed. Jeg kom undervejs til at tænke på, om det mon i udtalt grad er katolikken von Trier, vi her ser lave film - for "Nymphomaniac" er da nok mere farlig med et klassisk katolsk verdenssyn end med det mere frisindede skandinaviske. Eller også er samfundet blevet mere puritansk, end jeg formoder.
Det hjælper heller ikke på engagementet, at filmen er lavet i bevidst tidløs stil. Derfor udspiller den sig i et underligt gråt og kønsløst miljø, der betyder, at den nærmere foregår ingen steder end alle steder. Der er bestemt en klar konsekvens i både billeder og klipning - von Trier er uomtvisteligt teknisk dygtig - men det trækker nærmere filmen ned end op. I lange stræk er den simpelt hen regulært kedelig.
I hovedrollerne kæmper Charlotte Gainsbourg og Stellan Skarsgård for at få noget ud af de meget unaturlige replikker i de gennemgående dialogscener. Jeg synes, det går bedst for Skarsgård, mens Gainsbourg virker ret fortabt. Det går faktisk bedre for debutanten Stacy Martin, der spiller den unge udgave af Joe i hendes flashbacks. Men grundlæggende set troede jeg ikke rigtig på Joes udvikling. Der er derudover ganske skarpe roller til Shia LaBeouf og Jamie Bell som to af hendes mest markante elskere, og Uma Thurman har en fantastisk overspillet rolle - næsten ren parodi - som forsmået hustru. Men generelt er der ikke meget at gøre for skuespillerne i en film, der er så stiv og fortænkt som denne.
Det er dog ikke alt, der er skidt i "Nymphomaniac". Der er enkelte rigtig gode scener - og øjeblikke, hvor man fornemmer, at den er lige ved at have fat i noget interessant. Men så flader det ud igen, og mit overordnede indtryk er, at Lars von Trier må være blevet så træt af at blive kaldt kvindefjendsk, at han besluttede sig for at lave en film med feministiske pointer. Det gjorde han så ved at lave en erotisk film, der ikke er sexet, ligesom han tidligere har lavet en komedie, der ikke var sjov. Men jeg synes bare ikke, at "Nymphomaniac" for alvor har noget at sige, og der er altså mange kunstfilm-instruktører, der før von Trier har brugt in-your-face-seksualitet i deres film - og fået mere begavede ting ud af det.
Det mest uanstændige ved "Nymphomaniac" er da, at den er så lang!
09/02-2014
