stærk og sofistikeret skildring af slaveriet.
5.0
som et vildt dyr uden værdighed med alle lemmerne i lænker vågner den frie afroamerikaner Solomon Northup op i en kælder sort som kul. Han er blevet kidnappet og bliver straks herefter solgt til slaveri på Sydstaternes bomuldsmarker.
Scenen er et godt billede på, hvordan '12 Years a Slave' til absolut perfektion skildrer slavernes ydmygende dehumanisering. Aldrig før er slaveriets grusomheder blevet fremstillet med en så effektfuld brutalitet og autenticitet.
Pisken smælder, blodet flyder, og mørkt menneskekød flækkes. Der er ikke et spor af sentimentalitet, når slaverne falder om på marken eller bliver hængt fra trætoppene på grund af illoyalitet. Som publikum noterer vi os blot disse belærende lussinger som en historisk lektion i, hvor nådesløs og ubehagelig virkeligheden var. Hvad der i andre slavefilm ville være dramatiske højdepunkter, bliver i '12 Years a Slave' på befriende intelligent vis tonet ned til rå hverdagsaktiviteter.
Instruktøren Steve McQueen er allerede før dette slaveepos kendt for sine lidelseshistorier. I hans spillefilm 'Hunger' og 'Shame' lider skuespilleren Michael Fassbender under henholdsvis sultestrejke og sexafhængighed. I '12 Years a Slave' er det så Fassbenders tur til at volde skade på andre, da han som alkoholisk og sadistisk slavepisker maler de hvide bomuldsmarker røde.
Men endnu mere essentielt end de fysiske smerter er Steve McQueens hovedkarakterer altid tynget af mentale udfordringer. I '12 Years a Slave' er det Chiwetel Ejiofor som Solomon Northup, der kæmper en indre kamp om, hvorvidt han skal indordne sig samfundets uretfærdige autoriteter eller med livet på spil kæmpe imod.
Både Chiwetel Ejiofor og Michael Fassbender er velfortjent blandt de nominerede skuespillere til de gyldne oscarstatuetter. Det samme er debutanten Lupita Nyong'o, der sammen med Paul Giamatti, Brad Pitt, Sarah Paulson, Paul Dano og Benedict Cumberbatch leverer en imponerende række pragtpræstationer.
Steve McQueens styrke ligger klart i stillestående lidelsesfortællinger, hvor han med lange kameraføring og en poetisk melankoli indfanger en klaustrofobisk og tragisk tilværelse, der aldrig bliver bedre.
Her er '12 Years a Slave' en del mere rodet end instruktørens to tidligere genialiteter. Der er lidt for mange karakterer og lidt for mange unødvendige plotelementer for en øvet mester inden for minimalistisk drama.
Titlen '12 Years a Slave' er også alt for afslørende, da vi derved hele tiden ved, at grusomhederne får en ende for vores hovedperson. Det vil derfor være endnu mere interessant, hvis publikum snart får en slavefilm fra samme hånd, der ikke læner sig op ad et tidligere, litterært værk. På trods af de mange roser har oscarfavoritten '12 Years a Slave' også sine svagheder, og filmen får derfor 'kun' fem små stjerner.
http://sondagsavisen.dk/2014/08/superrealistisk-slavefilm.aspx
Scenen er et godt billede på, hvordan '12 Years a Slave' til absolut perfektion skildrer slavernes ydmygende dehumanisering. Aldrig før er slaveriets grusomheder blevet fremstillet med en så effektfuld brutalitet og autenticitet.
Pisken smælder, blodet flyder, og mørkt menneskekød flækkes. Der er ikke et spor af sentimentalitet, når slaverne falder om på marken eller bliver hængt fra trætoppene på grund af illoyalitet. Som publikum noterer vi os blot disse belærende lussinger som en historisk lektion i, hvor nådesløs og ubehagelig virkeligheden var. Hvad der i andre slavefilm ville være dramatiske højdepunkter, bliver i '12 Years a Slave' på befriende intelligent vis tonet ned til rå hverdagsaktiviteter.
Instruktøren Steve McQueen er allerede før dette slaveepos kendt for sine lidelseshistorier. I hans spillefilm 'Hunger' og 'Shame' lider skuespilleren Michael Fassbender under henholdsvis sultestrejke og sexafhængighed. I '12 Years a Slave' er det så Fassbenders tur til at volde skade på andre, da han som alkoholisk og sadistisk slavepisker maler de hvide bomuldsmarker røde.
Men endnu mere essentielt end de fysiske smerter er Steve McQueens hovedkarakterer altid tynget af mentale udfordringer. I '12 Years a Slave' er det Chiwetel Ejiofor som Solomon Northup, der kæmper en indre kamp om, hvorvidt han skal indordne sig samfundets uretfærdige autoriteter eller med livet på spil kæmpe imod.
Både Chiwetel Ejiofor og Michael Fassbender er velfortjent blandt de nominerede skuespillere til de gyldne oscarstatuetter. Det samme er debutanten Lupita Nyong'o, der sammen med Paul Giamatti, Brad Pitt, Sarah Paulson, Paul Dano og Benedict Cumberbatch leverer en imponerende række pragtpræstationer.
Steve McQueens styrke ligger klart i stillestående lidelsesfortællinger, hvor han med lange kameraføring og en poetisk melankoli indfanger en klaustrofobisk og tragisk tilværelse, der aldrig bliver bedre.
Her er '12 Years a Slave' en del mere rodet end instruktørens to tidligere genialiteter. Der er lidt for mange karakterer og lidt for mange unødvendige plotelementer for en øvet mester inden for minimalistisk drama.
Titlen '12 Years a Slave' er også alt for afslørende, da vi derved hele tiden ved, at grusomhederne får en ende for vores hovedperson. Det vil derfor være endnu mere interessant, hvis publikum snart får en slavefilm fra samme hånd, der ikke læner sig op ad et tidligere, litterært værk. På trods af de mange roser har oscarfavoritten '12 Years a Slave' også sine svagheder, og filmen får derfor 'kun' fem små stjerner.
http://sondagsavisen.dk/2014/08/superrealistisk-slavefilm.aspx
22/02-2014
