smuk film om forståelsen mellem far og søn
5.0
David Grant har svært ved at forstå sin meget gamle far. Hvorfor vakler han op ad de amerikanske landeveje i et forsøg på at starte et 1.200 kilometer langt eventyr for at hente en milliongevinst, som ikke er ægte?
Farens svar er ligetil: »Fordi din mor ikke vil køre mig.«
Den stædige, dysfunktionelle og tavse Woody Grant er selv blevet for gammel til at besidde et kørekort og trasker derfor dagligt af sted fra Billings i Montana i håb om at nå Lincoln, Nebraska. Han når dog ikke mange meter, før det lokale politi returnerer ham til hans bekymrede og kompromisløse kone, Kate. Men hvad ved den opgivende søn David egentlig om sin far? Ud over at han har det med at drikke lidt for meget?
I håb om, at det vil give begge hans forældre ro, beslutter David sig for at køre sin far til Nebraska. Det bliver en biltur, der blandt andet sender hele familien tilbage til forældrenes barndomsby, hvor David pludselig får nye perspektiver på familiens tilværelse.
'Nebraska' er en amerikansk roadmovie i genrens fineste format. Samtidig med at vi som publikum følger far og søns jagt på Woodys påståede gevinst, finder David også i samme moment en større forståelse for sin far. Fortællingen om forholdet mellem far og søn giver publikum en god afveksling mellem underspillet drama og sort komedie, som når David skal hjælpe sin aldrende far med at finde de tænder, som han i nattens beruselse har tabt nede ved en øde jernbane.
Alle karaktererne i 'Nebraska' har en herlig menneskelighed, og skuespillet sidder over hele linjen lige i skabet. Men især 77-årige Bruce Dern som den gamle Woody er helt formidabel. Skuespilleren er måske i karrierens efterår, men han blomstrer som aldrig før, når han som Woody det ene øjeblik virker klar i mælet for dernæst at irritere sine omgivelser ved at være særdeles distræt.
'Nebraska' har ikke ufortjent revet hele seks oscarnomineringer i land. Det er meget for sådan en lille film, der oven i købet er skudt i sort-hvid. De farveløse billeder giver dog den perfekte tone til dette uromantiske, men kærlige og virkelighedsnære portræt af livet i de amerikanske småbyer.
Vi befinder os altså i det delvis affolkede amerikanske Midtvesten, hvor kirker, marker, gamle lader og endnu ældre høstudstyr præger sceneriet. Her møder vi karaktergenkendelige personer, hvis grå og eventyrfattige virkelighed består af en enkelt hovedgade med lokale forretningsinitiativer og et par faldefærdige værtshuse.
'Nebraska' er en film om alderdommens forholdsvis minimalistiske drømme og om at forstå hinanden på tværs af generationer og geografi. Fortællingen udvikler sig i et poetisk stille tempo, hvor man langsomt får kæmpe sympati for alle familiemedlemmer i denne lille tragikomiske og melankolske familiefortælling.
http://sondagsavisen.dk/2014/07/77-aarig-brillerer-i-smuk-roadmovie.aspx
Farens svar er ligetil: »Fordi din mor ikke vil køre mig.«
Den stædige, dysfunktionelle og tavse Woody Grant er selv blevet for gammel til at besidde et kørekort og trasker derfor dagligt af sted fra Billings i Montana i håb om at nå Lincoln, Nebraska. Han når dog ikke mange meter, før det lokale politi returnerer ham til hans bekymrede og kompromisløse kone, Kate. Men hvad ved den opgivende søn David egentlig om sin far? Ud over at han har det med at drikke lidt for meget?
I håb om, at det vil give begge hans forældre ro, beslutter David sig for at køre sin far til Nebraska. Det bliver en biltur, der blandt andet sender hele familien tilbage til forældrenes barndomsby, hvor David pludselig får nye perspektiver på familiens tilværelse.
'Nebraska' er en amerikansk roadmovie i genrens fineste format. Samtidig med at vi som publikum følger far og søns jagt på Woodys påståede gevinst, finder David også i samme moment en større forståelse for sin far. Fortællingen om forholdet mellem far og søn giver publikum en god afveksling mellem underspillet drama og sort komedie, som når David skal hjælpe sin aldrende far med at finde de tænder, som han i nattens beruselse har tabt nede ved en øde jernbane.
Alle karaktererne i 'Nebraska' har en herlig menneskelighed, og skuespillet sidder over hele linjen lige i skabet. Men især 77-årige Bruce Dern som den gamle Woody er helt formidabel. Skuespilleren er måske i karrierens efterår, men han blomstrer som aldrig før, når han som Woody det ene øjeblik virker klar i mælet for dernæst at irritere sine omgivelser ved at være særdeles distræt.
'Nebraska' har ikke ufortjent revet hele seks oscarnomineringer i land. Det er meget for sådan en lille film, der oven i købet er skudt i sort-hvid. De farveløse billeder giver dog den perfekte tone til dette uromantiske, men kærlige og virkelighedsnære portræt af livet i de amerikanske småbyer.
Vi befinder os altså i det delvis affolkede amerikanske Midtvesten, hvor kirker, marker, gamle lader og endnu ældre høstudstyr præger sceneriet. Her møder vi karaktergenkendelige personer, hvis grå og eventyrfattige virkelighed består af en enkelt hovedgade med lokale forretningsinitiativer og et par faldefærdige værtshuse.
'Nebraska' er en film om alderdommens forholdsvis minimalistiske drømme og om at forstå hinanden på tværs af generationer og geografi. Fortællingen udvikler sig i et poetisk stille tempo, hvor man langsomt får kæmpe sympati for alle familiemedlemmer i denne lille tragikomiske og melankolske familiefortælling.
http://sondagsavisen.dk/2014/07/77-aarig-brillerer-i-smuk-roadmovie.aspx
22/02-2014
