McConaughey og Leto imponerer stort i en lidt ufokuseret film om de tidlige år med aids
4.0
Det er først og fremmest skuespillerne, som imponerer i denne film over den virkelige historie om Ron Woodroof, en elektriker og hustler fra Dallas, som i 1985 fik at vide, at han havde aids. På det tidspunkt var de første lægemidler mod sygdommen lige begyndt at komme på markedet, men Woodroof blev som mange andre aids-patienter stærkt skeptisk over for det eneste præparat, som på det tidspunkt var godkendt til behandling i USA, men som også havde voldsomme bivirkninger. Og derfor så Woodroof en fidus i at importere andre nye midler fra udlandet til de desperate aids-ramte.
"Dallas Buyers Club" er primært historien om Woodroofs personlige udvikling på baggrund af det underlige miljø, der udvikler sig omkring aids. Han portrætteres i starten som en rigtig texansk machomand, der klarer sig på forefaldende arbejde og småsvindel, mens han fordriver tiden med bullriding, druk, narko og uforpligtende sex. Men da han får diagnosen aids, bliver han udstødt af sine venner, der ikke overraskende er bange for sygdommen og forbinder den med homoseksualitet. Og det bliver startskuddet til, at Woodroof selv udvikler sig til at blive et langt mere tolerant menneske, som godt nok går i gang med at smugle medicin for at score penge, men i stigende grad også reelt ønsker at hjælpe de mennesker, han sælger til.
I hovedrollen som Ron Woodroof viser Matthew McConaughey endnu en gang, at han er én af Hollywoods mest spændende skuespillere lige nu. Hans forvandling fra blød romantisk helt til blændende karakterskuespiller er simpelt hen fantastisk, og her overbeviser han igen i en rolle, der bl.a. har krævet et meget stort vægttab undervejs. McConaughey formår at bygge bro i rollen, så man både tror på ham som en charmerende bandit af en selvglad cowboy og som den afpillede, syge mand, der til sidst kæmper desperat mod myndighederne for at holde håbet i live.
Filmens anden store rolle tilhører Jared Leto, der spiller med stor præcision og dyster elegance som den transvestit, der ender med at blive Woodroofs makker i medicinhandelen, og som instruktør Jean-Marc Vallée især bruger som filmens menneskelige ansigt. Som nævnt er skuespillet filmens største kvalitet, og når der i næste weekend bliver uddelt Oscars, er det da også tænkeligt, at både McConaughey og Leto vinder. Leto er mere eller mindre sikker på at vinde birolleprisen, mens McConaughey er i hårdere konkurrence om hovedrolleprisen, men dog er rykket frem som favorit på det seneste.
Det er virkelig de to, som styrer showet her, men filmen har også et par udmærkede biroller til Jennifer Garner som Woodroofs meget ordentlige læge, der kommer til tro mere og mere på hans forehavende, og til Griffin Dunne som en suspekt, eksperimenterende læge, der leverer alternativ medicin i Mexico.
Den del af filmen, som handler om forskningen og medicinalindustriens kommercielle interesser i udviklingen, er dog noget mudret og ufokuseret, og grundlæggende set synes jeg, at instruktør Vallée kommer til at sætte sig mellem flere stole. Han vil gerne have "Dallas Buyers Club" til både at være en historie om viljen til at kæmpe for at overleve, om den sociale udstødelse og datidens specielle aids-miljø, og om industriens kommercielle fokus, der måske betød, at myndighederne ikke gav patienterne adgang til den bedste medicin hurtigt nok. Men på den måde kommer filmen til at gabe over for meget, og det ender faktisk med at være lidt uklart, hvad det egentlig er, den vil sige - ud over at konsekvenserne af aids-epidemien var (og er) forfærdelige.
Derfor endte "Dallas Buyers Club" med at være en lidt uforløst oplevelse for mig. Det kunne være blevet en markant bedre film, hvis den var blevet skåret strammere til. Men samtidig er den klart værd at se for det fremragende skuespil i hovedrollerne - og naturligvis som en påmindelse om, at aids stadig er derude og dræber mennesker. Selv om de ramte i dag har adgang til behandling med en medicinsk cocktail, der er langt mere effektiv end det, Woodroof og hans samtidige fik tilbudt.
"Dallas Buyers Club" er primært historien om Woodroofs personlige udvikling på baggrund af det underlige miljø, der udvikler sig omkring aids. Han portrætteres i starten som en rigtig texansk machomand, der klarer sig på forefaldende arbejde og småsvindel, mens han fordriver tiden med bullriding, druk, narko og uforpligtende sex. Men da han får diagnosen aids, bliver han udstødt af sine venner, der ikke overraskende er bange for sygdommen og forbinder den med homoseksualitet. Og det bliver startskuddet til, at Woodroof selv udvikler sig til at blive et langt mere tolerant menneske, som godt nok går i gang med at smugle medicin for at score penge, men i stigende grad også reelt ønsker at hjælpe de mennesker, han sælger til.
I hovedrollen som Ron Woodroof viser Matthew McConaughey endnu en gang, at han er én af Hollywoods mest spændende skuespillere lige nu. Hans forvandling fra blød romantisk helt til blændende karakterskuespiller er simpelt hen fantastisk, og her overbeviser han igen i en rolle, der bl.a. har krævet et meget stort vægttab undervejs. McConaughey formår at bygge bro i rollen, så man både tror på ham som en charmerende bandit af en selvglad cowboy og som den afpillede, syge mand, der til sidst kæmper desperat mod myndighederne for at holde håbet i live.
Filmens anden store rolle tilhører Jared Leto, der spiller med stor præcision og dyster elegance som den transvestit, der ender med at blive Woodroofs makker i medicinhandelen, og som instruktør Jean-Marc Vallée især bruger som filmens menneskelige ansigt. Som nævnt er skuespillet filmens største kvalitet, og når der i næste weekend bliver uddelt Oscars, er det da også tænkeligt, at både McConaughey og Leto vinder. Leto er mere eller mindre sikker på at vinde birolleprisen, mens McConaughey er i hårdere konkurrence om hovedrolleprisen, men dog er rykket frem som favorit på det seneste.
Det er virkelig de to, som styrer showet her, men filmen har også et par udmærkede biroller til Jennifer Garner som Woodroofs meget ordentlige læge, der kommer til tro mere og mere på hans forehavende, og til Griffin Dunne som en suspekt, eksperimenterende læge, der leverer alternativ medicin i Mexico.
Den del af filmen, som handler om forskningen og medicinalindustriens kommercielle interesser i udviklingen, er dog noget mudret og ufokuseret, og grundlæggende set synes jeg, at instruktør Vallée kommer til at sætte sig mellem flere stole. Han vil gerne have "Dallas Buyers Club" til både at være en historie om viljen til at kæmpe for at overleve, om den sociale udstødelse og datidens specielle aids-miljø, og om industriens kommercielle fokus, der måske betød, at myndighederne ikke gav patienterne adgang til den bedste medicin hurtigt nok. Men på den måde kommer filmen til at gabe over for meget, og det ender faktisk med at være lidt uklart, hvad det egentlig er, den vil sige - ud over at konsekvenserne af aids-epidemien var (og er) forfærdelige.
Derfor endte "Dallas Buyers Club" med at være en lidt uforløst oplevelse for mig. Det kunne være blevet en markant bedre film, hvis den var blevet skåret strammere til. Men samtidig er den klart værd at se for det fremragende skuespil i hovedrollerne - og naturligvis som en påmindelse om, at aids stadig er derude og dræber mennesker. Selv om de ramte i dag har adgang til behandling med en medicinsk cocktail, der er langt mere effektiv end det, Woodroof og hans samtidige fik tilbudt.
22/02-2014
