Banalitet uden tyngde

Teknisk og visuelt er filmen relativt dragende, mens skuespillet og dialogen (instruktionen) er rystende ligegyldig. Man sidder igennem en hel spillefilm, for at skulle sluge diverse banaliteter, der er så fjollede og Hollywood-agtige, at man nærmest græder når filmen er slut. Græder af glæde.

En film må da gerne være simpel, og røre folk følelsesmæssigt på det allermest sentimentale plan, men så kan man jo ligeså godt se et eller andet "Mor mister sit barn" / "Fattig familie får genopbygget deres nedslidte hus for åben skærm" følelsesporno på Kanal 4, eller evt. Dr. Phil. Hvorfor ophøje det til at være kunst, der tilmed nomineres til årets Oscar?