De her klodser mangler noget substans
3.0
Jeg må indrømme, at jeg på forhånd var stærkt skeptisk over for en film, der så åbenlyst har markedsføring af et produkt som sit primære formål. Det er jo ikke, fordi filmverdenen mangler eksempler på product placement - dem er der tonsvis af - men det fylder sjældent hele filmen. Og selv når film tager udgangspunkt i kommercielle koncepter, gør de det normalt på basis af noget, der i sig selv kommer fra ét eller andet medie til historiefortælling. Sådan er det ikke her, hvor man er startet med Legos klodser og derefter har fundet på en film til dem.
Den er så lagt i hænderne på et par kompetente herrer, nemlig forfatter/instruktør-duoen Phil Lord og Christopher Miller, der allerede tidligere har bevist, at de kan lave publikumssucceser - både med animation ("Cloudy with a Chance of Meatballs") og live-action ("21 Jump Street"). Her har de bygget en historie om en ubekymret bygningsarbejder ved navn Emmet, der lever lykkeligt i sit Legoland, hvor han sammen med de andre Lego-figurer bygger løs hver dag. De aner bare ikke, at de er i stor fare, fordi deres elskede President Business i virkeligheden er en fæl skurk med onde planer. Men det gør en modstandsbevægelse, der identificerer Emmet som den helt, som ifølge en profeti kan stoppe skurken.
Derfra bevæger historien sig rundt i flere verdener, for det viser sig, at der er flere Legolande (som bl.a. matcher forskellige produktlinjer hos Lego, hvilket er en fin detalje). Men stadig med det klassiske animationsfilm-tema, at man skal tro på sig selv og arbejde sammen, for så kan man klare hvad som helst. På den led er filmens historie temmelig ordinær - det er ret meget "Kung Fu Panda" møder "Robots" møder "Wreck-It Ralph", og den føjer absolut ingen twists eller nyheder til den positivistiske fortælling, som stort set alle amerikanske animationsfilm smider efter deres unge målgruppe.
Lord og Miller lykkes så egentlig ret godt med at gemme den tyndbenede historie bag flashy animationer, højt tempo og tonsvis af jokes. Animationerne tager naturligvis udgangspunkt i Lego, så alt er bygget af klodser, og figurerne er Lego-minifigurer, hvilket betyder, at hele deres mimik er baseret på simple sorte streger på et gult plastikansigt. Det sidste virker overraskende godt, men overordnet set holder Lego-animationerne ret hurtigt op med at være sjove i sig selv.
Og så er der egentlig kun filmens humor tilbage. Den bygger i meget høj grad på spoofs af andre popkulturelle fænomener, eftersom Lego-versioner af superhelte, Star Wars, pirater og meget andet vælter ind og ud af historien. Der er bestemt gode detaljer undervejs - Batman har en helt fantastisk sang, og det er en fin in-joke, at Billy Dee Williams og Anthony Daniels lægger stemmer til deres egne Star Wars-karakterer - men når man som jeg ikke er nogen stor fan af spoof-komik, kommer det hurtigt til at virke anstrengt. Som en film, der skyder i alle retninger for at glæde sit kernepublikum, men helt ærligt mangler noget substans.
Ud over Batmans sang er der også et imponerende catchy sukkerpop-nummer, "Everything Is Awesome!!!", som bruges til at holde Emmet og hans landsmænd glade (a la Hjertesmertesangen fra T.H. Whites "The Once and Future King"). Den slags små spark til moderne pop- og forbrugerkultur er der også nogle stykker af, men igen bliver de ikke ført konsekvent igennem. Så det bliver et hurtigt grin, hurtigt glemt.
Lige præcis hurtige grin er der mange af i "The Lego Movie", men det er netop på den uforpligtende, fluffy måde. Jeg er sikker på, at man vil kunne glæde sig mere over filmen end mig, hvis man har et nært forhold til Lego - eller bare er gladere for spoof-baseret humor. For mig var "The Lego Movie" kun en jævnt underholdende omgang, som ikke bød på noget, der kunne få mig til at glemme, at det her basalt set er ét stort marketingstunt. Men Kirk Kristiansen-familien kan grine hele vejen ned til banken, for filmen er jo blevet en stor succes, også på verdensplan.
Den er så lagt i hænderne på et par kompetente herrer, nemlig forfatter/instruktør-duoen Phil Lord og Christopher Miller, der allerede tidligere har bevist, at de kan lave publikumssucceser - både med animation ("Cloudy with a Chance of Meatballs") og live-action ("21 Jump Street"). Her har de bygget en historie om en ubekymret bygningsarbejder ved navn Emmet, der lever lykkeligt i sit Legoland, hvor han sammen med de andre Lego-figurer bygger løs hver dag. De aner bare ikke, at de er i stor fare, fordi deres elskede President Business i virkeligheden er en fæl skurk med onde planer. Men det gør en modstandsbevægelse, der identificerer Emmet som den helt, som ifølge en profeti kan stoppe skurken.
Derfra bevæger historien sig rundt i flere verdener, for det viser sig, at der er flere Legolande (som bl.a. matcher forskellige produktlinjer hos Lego, hvilket er en fin detalje). Men stadig med det klassiske animationsfilm-tema, at man skal tro på sig selv og arbejde sammen, for så kan man klare hvad som helst. På den led er filmens historie temmelig ordinær - det er ret meget "Kung Fu Panda" møder "Robots" møder "Wreck-It Ralph", og den føjer absolut ingen twists eller nyheder til den positivistiske fortælling, som stort set alle amerikanske animationsfilm smider efter deres unge målgruppe.
Lord og Miller lykkes så egentlig ret godt med at gemme den tyndbenede historie bag flashy animationer, højt tempo og tonsvis af jokes. Animationerne tager naturligvis udgangspunkt i Lego, så alt er bygget af klodser, og figurerne er Lego-minifigurer, hvilket betyder, at hele deres mimik er baseret på simple sorte streger på et gult plastikansigt. Det sidste virker overraskende godt, men overordnet set holder Lego-animationerne ret hurtigt op med at være sjove i sig selv.
Og så er der egentlig kun filmens humor tilbage. Den bygger i meget høj grad på spoofs af andre popkulturelle fænomener, eftersom Lego-versioner af superhelte, Star Wars, pirater og meget andet vælter ind og ud af historien. Der er bestemt gode detaljer undervejs - Batman har en helt fantastisk sang, og det er en fin in-joke, at Billy Dee Williams og Anthony Daniels lægger stemmer til deres egne Star Wars-karakterer - men når man som jeg ikke er nogen stor fan af spoof-komik, kommer det hurtigt til at virke anstrengt. Som en film, der skyder i alle retninger for at glæde sit kernepublikum, men helt ærligt mangler noget substans.
Ud over Batmans sang er der også et imponerende catchy sukkerpop-nummer, "Everything Is Awesome!!!", som bruges til at holde Emmet og hans landsmænd glade (a la Hjertesmertesangen fra T.H. Whites "The Once and Future King"). Den slags små spark til moderne pop- og forbrugerkultur er der også nogle stykker af, men igen bliver de ikke ført konsekvent igennem. Så det bliver et hurtigt grin, hurtigt glemt.
Lige præcis hurtige grin er der mange af i "The Lego Movie", men det er netop på den uforpligtende, fluffy måde. Jeg er sikker på, at man vil kunne glæde sig mere over filmen end mig, hvis man har et nært forhold til Lego - eller bare er gladere for spoof-baseret humor. For mig var "The Lego Movie" kun en jævnt underholdende omgang, som ikke bød på noget, der kunne få mig til at glemme, at det her basalt set er ét stort marketingstunt. Men Kirk Kristiansen-familien kan grine hele vejen ned til banken, for filmen er jo blevet en stor succes, også på verdensplan.
09/03-2014
