Bruce Dern er forrygende i en lidt letkøbt omgang familie-feelgood
4.0
Woody Grant har fået et brev, hvor der står, at han har vundet 1 million dollars. Selv om hans familie forsøger at forklare ham, at det er et fupnummer og et smart marketingtrick for at sælge abonnementer, tager gamle, halvsenile Woody igen og igen af sted mod den adresse i Nebraska, hvor han kan hente sin million. Så til sidst giver hans yngste søn op og indvilliger i at køre ham.
"Nebraska" er en rejse igennem tre amerikanske stater i det yderste Midtvesten - Woody bor i Montana - men det er ikke milliongevinsten, som er dens egentlige historie. Det er derimod den rejse tilbage igennem Woodys liv, som turen også bliver, fordi han selv oprindelig er fra Nebraska. På rejsen møder Woody og sønnen både gamle venner og fjender, og ikke mindst bliver det også en tur rundt i de indre konflikter, som familien gemmer på, fordi Woody har været en fordrukken fantast det meste af sit liv.
Alexander Payne har instrueret "Nebraska" på baggrund af filmdebutanten Bob Nelsons manuskript, og filmen har mange af de kendetegn, som har gjort Payne til et stort navn - som han ikke mindst blev med sine to forrige film, "Sideways" og "The Descendants". Det er en historie om at forholde sig til en besværlig fortid, om en familie i ubalance og indre strid, om at se sig selv og sine egne fejl i øjnene.
Der er flere konflikter på spil i "Nebraska", men den primære drejer sig om forholdet mellem Woody og den yngste søn, som er irriteret over faderens narrestreger, men også må erkende, at han trods fortiden gerne vil have, at de får et godt forhold til hinanden. Det er så også der, jeg synes, at filmen ryger over i lidt for letkøbt feelgood, for den konflikt bliver løst, uden at der reelt kommer noget på spil. Sønnen erkender, at han ikke selv er perfekt, og så er hans far det nok heller ikke, og så er den ikke rigtig længere. Og derfor mangler "Nebraska" den kant, som gjorde "Sideways" og "The Descendants" til fremragende film.
Dermed ikke sagt, at "Nebraska" er dårlig, for den har mange fine observationer og detaljer i spillet mellem personerne, og flere scener er både underfundigt og smerteligt morsomme, efterhånden som man kommer rundt i det her Midtvesten, som er befolket af meget tavse mænd. Og som i øvrigt er smukt fotograferet i sort-hvid af Phedon Papamichael. Selv om jeg nu ikke helt forstår pointen med, at den skal være i sort-hvid - det virker lidt som ét af de tilfælde, hvor fravalget af farver skal understrege, at det er en intellektuel film.
Den allerstørste stjerne i "Nebraska" er dog ubetinget Bruce Dern, der er forrygende som gamle Woody. Dern har alle dage været en stærk karakterskuespiller, og her spiller han sig fortjent til karrierens anden Oscar-nominering som en stivbenet, slidt gammel mand, der utroligt overbevisende skifter mellem lyse øjeblikke og dement stirren ud i luften. Der er også fine roller til June Squibb som Woodys rapkæftede kone og Stacy Keach som hans ubehagelige eks-partner fra fortiden, mens filmens yngre roller til gengæld står lidt svagt.
Alt i alt er "Nebraska" en fin omgang underfundig feelgood om to generationer familie, der finder hinanden under en aparte rejse. Jeg savner som nævnt lidt ekstra kant, der kunne få historien til at virke lidt mindre postuleret og få mig til at være 100% overbevist, om at folkene bag filmen faktisk holder af deres hovedpersoner. Men selv når han ikke er i højeste gear, laver Alexander Payne udmærkede film, og Bruce Dern er som nævnt aldeles fremragende i hovedrollen.
"Nebraska" er en rejse igennem tre amerikanske stater i det yderste Midtvesten - Woody bor i Montana - men det er ikke milliongevinsten, som er dens egentlige historie. Det er derimod den rejse tilbage igennem Woodys liv, som turen også bliver, fordi han selv oprindelig er fra Nebraska. På rejsen møder Woody og sønnen både gamle venner og fjender, og ikke mindst bliver det også en tur rundt i de indre konflikter, som familien gemmer på, fordi Woody har været en fordrukken fantast det meste af sit liv.
Alexander Payne har instrueret "Nebraska" på baggrund af filmdebutanten Bob Nelsons manuskript, og filmen har mange af de kendetegn, som har gjort Payne til et stort navn - som han ikke mindst blev med sine to forrige film, "Sideways" og "The Descendants". Det er en historie om at forholde sig til en besværlig fortid, om en familie i ubalance og indre strid, om at se sig selv og sine egne fejl i øjnene.
Der er flere konflikter på spil i "Nebraska", men den primære drejer sig om forholdet mellem Woody og den yngste søn, som er irriteret over faderens narrestreger, men også må erkende, at han trods fortiden gerne vil have, at de får et godt forhold til hinanden. Det er så også der, jeg synes, at filmen ryger over i lidt for letkøbt feelgood, for den konflikt bliver løst, uden at der reelt kommer noget på spil. Sønnen erkender, at han ikke selv er perfekt, og så er hans far det nok heller ikke, og så er den ikke rigtig længere. Og derfor mangler "Nebraska" den kant, som gjorde "Sideways" og "The Descendants" til fremragende film.
Dermed ikke sagt, at "Nebraska" er dårlig, for den har mange fine observationer og detaljer i spillet mellem personerne, og flere scener er både underfundigt og smerteligt morsomme, efterhånden som man kommer rundt i det her Midtvesten, som er befolket af meget tavse mænd. Og som i øvrigt er smukt fotograferet i sort-hvid af Phedon Papamichael. Selv om jeg nu ikke helt forstår pointen med, at den skal være i sort-hvid - det virker lidt som ét af de tilfælde, hvor fravalget af farver skal understrege, at det er en intellektuel film.
Den allerstørste stjerne i "Nebraska" er dog ubetinget Bruce Dern, der er forrygende som gamle Woody. Dern har alle dage været en stærk karakterskuespiller, og her spiller han sig fortjent til karrierens anden Oscar-nominering som en stivbenet, slidt gammel mand, der utroligt overbevisende skifter mellem lyse øjeblikke og dement stirren ud i luften. Der er også fine roller til June Squibb som Woodys rapkæftede kone og Stacy Keach som hans ubehagelige eks-partner fra fortiden, mens filmens yngre roller til gengæld står lidt svagt.
Alt i alt er "Nebraska" en fin omgang underfundig feelgood om to generationer familie, der finder hinanden under en aparte rejse. Jeg savner som nævnt lidt ekstra kant, der kunne få historien til at virke lidt mindre postuleret og få mig til at være 100% overbevist, om at folkene bag filmen faktisk holder af deres hovedpersoner. Men selv når han ikke er i højeste gear, laver Alexander Payne udmærkede film, og Bruce Dern er som nævnt aldeles fremragende i hovedrollen.
15/03-2014
