Clooneys kunsthelte er en helkikser
2.0
Under 2. Verdenskrig udnævnte Franklin D. Roosevelt en gruppe af kunsthistorikere og museumsmedarbejdere til soldater med en helt speciel opgave. Som medlemmer af The Monuments, Fine Arts and Archives Section skulle de forsøge at beskytte vigtige kulturhistoriske genstande mod krigen og - endnu vigtigere - opspore og tilbagelevere de mange tusinde kunstgenstande, som nazisterne havde tilranet sig fra primært jødiske ejere.
Det er den klart interessante historie bag George Clooneys seneste film som instruktør, som Clooney også selv har skrevet manuskript til sammen med Grant Heslov. De har kogt The Monuments Men sammen til en lille enhed på seks mand - i virkeligheden var der over 300 involveret - som dermed giver en slags os-mod-verden-effekt, når de seks helte rejser rundt i Europa og kæmper mod både nazister og deres egne allierede for at få deres specielle mission til at lykkes.
Problemet er bare, at det samtidig får historien til at blive enormt fragmenteret. Clooney forsøger godt nok at koncentrere filmen om jagten på nogle få genstande (især altertavlerne fra katedralen i Gent og Michelangelos Madonna-statue fra Brugge), men historien springer alligevel rundt mellem forskellige lokationer og problemstillinger, så der aldrig kommer noget flow i opklaringsarbejdet. Og dermed heller ikke nogen spænding.
Samtidig anslår filmen heller ikke nogen klar fortællertone. Den starter helt gung-ho med seks kunsteksperter, der bliver sendt på rekruttræning og så videre, og dermed slår den en kæk glimt-i-øjet-tone an, lidt a la en film som "Kelly's Heroes". Men senere i filmen bliver det mere alvorligt, når folk begynder at dø, og det skifte klarer filmen aldrig. Der er især én virkelig kikset scene, der starter med total hø-hø-humor og ender med, at folk inklusive én af hovedpersonerne bliver mejet ned med maskingevær. Tilsvarende er der en totalt påklistret pseudo-romantisk sidehistorie om en fransk modstandskvinde, der ved en masse om de stjålne kunstværker, men ikke stoler på de allieredes gode intentioner i forhold til dem. Hele det forløb virker aldeles utroværdigt.
At "The Monuments Men" har så store problemer med at fungere som fortælling, betyder så også, at Clooneys overordnede tema, om kunst er vigtigere end liv, kommer til at virke meget klodset og in-your-face. Spørgsmålet bliver simpelt hen stillet alt for direkte, til at man for alvor tager det til sig. Selv om jeg dog må sige, at det var overraskende hjerteskærende at se billederne af nazister, der brænder gamle mesterværker frem for at lade de allierede få dem.
Filmens problemer strækker sig også ind i persongalleriet, der både er for klichéfyldt og for spraglet. Det starter allerede med Clooney selv som lederen af gruppen - den mand kommer simpelt hen i utrolig høj grad til at ligne Hollywood-idealet af en militærofficer, når man stopper ham i en uniform, og det gør ham altså mindre troværdig som kunstekspert. Matt Damon er usædvanligt tandløs som Clooneys højre hånd, men han lider også virkelig under, at hans pseudo-romance med Cate Blanchetts modstandskvinde er så kikset. Bill Murray og John Goodman fjoller mest rundt i baggrunden som comic reliefs, mens forrige års Oscar-vinder Jean Dujardin er fuldkommen spildt som gruppens franske medlem. Endelig vil jeg dog give et lille plus til Hugh Bonneville, der rider videre på succesen fra "Downton Abbey" med en rigtig britisk stiff-upper-lip-rolle her.
Der er helt sikkert en rigtig interessant historie i oplægget til "The Monuments Men". En flok ikke-soldater på en virkelig særpræget mission midt i verdenskrigen. Tusindvis af kunstskatte gemt i saltminer og lignende. Skumle nazistiske planer i flere omgange. Hele pointen om at bevare sin kultur efter krigen, som endda stadig er aktuel - det er jo kun nogle måneder siden, at der i Tyskland dukkede en stor bunke kunst op, som de jødiske ejere aldrig havde fået tilbage. Men George Clooney får aldrig rigtig greb om historien, og derfor ender "The Monuments Men" som en forvirret, gumpetung og fladpandet film, der ikke kan reddes af dens mange forsøg på at være charmerende. Jeg synes faktisk, jeg er flink, når jeg giver den to små stjerner.
Det er den klart interessante historie bag George Clooneys seneste film som instruktør, som Clooney også selv har skrevet manuskript til sammen med Grant Heslov. De har kogt The Monuments Men sammen til en lille enhed på seks mand - i virkeligheden var der over 300 involveret - som dermed giver en slags os-mod-verden-effekt, når de seks helte rejser rundt i Europa og kæmper mod både nazister og deres egne allierede for at få deres specielle mission til at lykkes.
Problemet er bare, at det samtidig får historien til at blive enormt fragmenteret. Clooney forsøger godt nok at koncentrere filmen om jagten på nogle få genstande (især altertavlerne fra katedralen i Gent og Michelangelos Madonna-statue fra Brugge), men historien springer alligevel rundt mellem forskellige lokationer og problemstillinger, så der aldrig kommer noget flow i opklaringsarbejdet. Og dermed heller ikke nogen spænding.
Samtidig anslår filmen heller ikke nogen klar fortællertone. Den starter helt gung-ho med seks kunsteksperter, der bliver sendt på rekruttræning og så videre, og dermed slår den en kæk glimt-i-øjet-tone an, lidt a la en film som "Kelly's Heroes". Men senere i filmen bliver det mere alvorligt, når folk begynder at dø, og det skifte klarer filmen aldrig. Der er især én virkelig kikset scene, der starter med total hø-hø-humor og ender med, at folk inklusive én af hovedpersonerne bliver mejet ned med maskingevær. Tilsvarende er der en totalt påklistret pseudo-romantisk sidehistorie om en fransk modstandskvinde, der ved en masse om de stjålne kunstværker, men ikke stoler på de allieredes gode intentioner i forhold til dem. Hele det forløb virker aldeles utroværdigt.
At "The Monuments Men" har så store problemer med at fungere som fortælling, betyder så også, at Clooneys overordnede tema, om kunst er vigtigere end liv, kommer til at virke meget klodset og in-your-face. Spørgsmålet bliver simpelt hen stillet alt for direkte, til at man for alvor tager det til sig. Selv om jeg dog må sige, at det var overraskende hjerteskærende at se billederne af nazister, der brænder gamle mesterværker frem for at lade de allierede få dem.
Filmens problemer strækker sig også ind i persongalleriet, der både er for klichéfyldt og for spraglet. Det starter allerede med Clooney selv som lederen af gruppen - den mand kommer simpelt hen i utrolig høj grad til at ligne Hollywood-idealet af en militærofficer, når man stopper ham i en uniform, og det gør ham altså mindre troværdig som kunstekspert. Matt Damon er usædvanligt tandløs som Clooneys højre hånd, men han lider også virkelig under, at hans pseudo-romance med Cate Blanchetts modstandskvinde er så kikset. Bill Murray og John Goodman fjoller mest rundt i baggrunden som comic reliefs, mens forrige års Oscar-vinder Jean Dujardin er fuldkommen spildt som gruppens franske medlem. Endelig vil jeg dog give et lille plus til Hugh Bonneville, der rider videre på succesen fra "Downton Abbey" med en rigtig britisk stiff-upper-lip-rolle her.
Der er helt sikkert en rigtig interessant historie i oplægget til "The Monuments Men". En flok ikke-soldater på en virkelig særpræget mission midt i verdenskrigen. Tusindvis af kunstskatte gemt i saltminer og lignende. Skumle nazistiske planer i flere omgange. Hele pointen om at bevare sin kultur efter krigen, som endda stadig er aktuel - det er jo kun nogle måneder siden, at der i Tyskland dukkede en stor bunke kunst op, som de jødiske ejere aldrig havde fået tilbage. Men George Clooney får aldrig rigtig greb om historien, og derfor ender "The Monuments Men" som en forvirret, gumpetung og fladpandet film, der ikke kan reddes af dens mange forsøg på at være charmerende. Jeg synes faktisk, jeg er flink, når jeg giver den to små stjerner.
15/03-2014
