En brutal historie, der mangler flow
3.0
Årets Oscar-vinder for Bedste Film er baseret på den virkelige historie om Solomon Northup, en sort violinist, der lever i staten New York, men i 1841 bliver kidnappet og solgt til slaveri i Louisiana. I første omgang bliver han solgt til en relativt flink ejer, men efter et sammenstød med en hvid formand ryger han videre til én af områdets værste plantageejere - en fordrukken, brutal mand, der terroriserer og torturerer sine slaver.
"12 Years a Slave" skildrer på den måde nogle aspekter af slaveriet i USA, som ikke så tit har været fremme i populærkultur. For det første er der det lettere forbløffende faktum, at det også efter etableringen af USA som forbundsstat kunne betale sig at kidnappe mennesker og sælge dem til slaveri andre steder i landet. For det andet - og endnu mere væsentligt - er "12 Years a Slave" den film, jeg har set, som mest gennemført beskæftiger sig med slavernes forhold og dagligdagen på Sydstaternes plantager.
Det er ikke overraskende barske sager, for filmen lægger ikke fingrene imellem i skildringen af, hvad der sker, når nogle betrager andre mennesker som deres ejendom. Især Northups lange ophold hos den smågale plantageejer er skræmmende, når man ser, hvordan han med påskud i sin forståelse af Bibelen påtager sig retten til at straffe sine slaver fuldstændig vilkårligt, afhængigt af hvilket humør han lige er i den dag. Samme plantageejer er også med i en giftig trekant, fordi han serievoldtager én af de unge slavepiger, hvilket får hans hustru til at søge hævn - over slavepigen, naturligvis.
"12 Years a Slave" kommer også godt rundt i de mange mærkelige konstellationer, som opstår på grund af slaveriet. Eksempelvis på naboplantagen, hvis ejer også er glad for en kvindelig slave, men behandler hende pænt, så hun i praksis lever som hans hustru. Men selv der er det tydeligvis et liv i tvang, og det er naturligvis én af de gennemgående pointer i filmen: At lige meget hvor pænt det ser ud, er slaveri stadig slaveri, og omstændighederne betyder, at slaverne bliver nødt til at lære sig at dukke nakken og bare overleve, når alternativet er pisk eller ligefrem drab.
Det er åbenlyst et vægtigt emne, filmen behandler, og den har selvsagt ekstra dimensioner set i amerikansk sammenhæng, hvor slaveriet og den efterfølgende langvarige borgerrettighedskamp stadig sætter dybe mentale spor i USA. Desto mere overraskende er det, at filmen i meget høj grad savner intensitet - hvilken kun bliver mere sært af, at den er instrueret af britiske Steve McQueen, som ellers har imponeret med nogle utroligt hårdtslående film (senest ”Shame”). Men det er, som om ”12 Years a Slave” aldrig finder det rette gear.
Måske har manuskriptforfatter John Ridley været for trofast over for Northups erindringer, men ud over at de formentlig historisk korrekte talemåder gør meget af skuespillet lidt stift i det, kommer handlingen til at virke temmelig fragmenteret, og det springer især i øjnene, at den er direkte svag, når det gælder karakterudvikling. På det punkt er den nærmest stillestående, og det bidrager til, at man ikke rigtig får fornemmelsen af, at der faktisk går 12 år i løbet af filmen. I stedet bliver det altså meget episodisk, hvor pointen med de enkelte episoder overordnet er ret ens, mens McQueen forsøger at fylde overgangene ud med stemningsbilleder af personer og landskaber, som virker pænt overflødige på mig.
Sean Bobbitts billeder er så i øvrigt rigtig nydelige - det er generelt en flot produktion. Og de medvirkende gør også, hvad de kan. Chiwetel Ejiofor er glimrende i hovedrollen, men bliver i nogen grad hæmmet af et manuskript, der ikke rigtig tillader ham at sætte nuancer på Northups mentale rejse gennem 12 års lidelser. Så er der langt mere gods i Michael Fassbenders rolle som den onde plantageejer, der uden sammenligning er filmens bedste - og som Fassbender spiller med indlevelse og nuancer, der gør rollen til mere end bare filmens overskurk. Lupita Nyongo’o har filmens tredje meget roste rolle som slavepigen, Fassbender kaster sig over, og Sarah Paulson er også skarp som hans kone. Derudover udfylder en række kendte ansigter - Paul Giamatti, Michael K. Williams, Benedict Cumberbatch, Paul Dano, Alfre Woodard, Brad Pitt - med svingende held de mange mindre roller, der går ind og ud af handlingen undervejs.
Der er ingen tvivl, om at ”12 Years a Slave” har noget væsentligt på hjerte, og det er da også en pæn og ordentlig film, som absolut er hårdtslående i enkelte scener. Men jeg synes, den mangler noget struktur og flow i historiefortællingen, der kunne gøre den mere dramaturgisk sammenhængende og dermed sørge for, at den samlede oplevelse blev mere fokuseret og mindre småkedelig, for nu at skrive det ligeud. Paradoksalt nok blev jeg i hvert fald langt mere grebet af Quentin Tarantinos bevidst kontrafaktiske behandling af nogle af de samme emner i ”Django Unchained”.
"12 Years a Slave" skildrer på den måde nogle aspekter af slaveriet i USA, som ikke så tit har været fremme i populærkultur. For det første er der det lettere forbløffende faktum, at det også efter etableringen af USA som forbundsstat kunne betale sig at kidnappe mennesker og sælge dem til slaveri andre steder i landet. For det andet - og endnu mere væsentligt - er "12 Years a Slave" den film, jeg har set, som mest gennemført beskæftiger sig med slavernes forhold og dagligdagen på Sydstaternes plantager.
Det er ikke overraskende barske sager, for filmen lægger ikke fingrene imellem i skildringen af, hvad der sker, når nogle betrager andre mennesker som deres ejendom. Især Northups lange ophold hos den smågale plantageejer er skræmmende, når man ser, hvordan han med påskud i sin forståelse af Bibelen påtager sig retten til at straffe sine slaver fuldstændig vilkårligt, afhængigt af hvilket humør han lige er i den dag. Samme plantageejer er også med i en giftig trekant, fordi han serievoldtager én af de unge slavepiger, hvilket får hans hustru til at søge hævn - over slavepigen, naturligvis.
"12 Years a Slave" kommer også godt rundt i de mange mærkelige konstellationer, som opstår på grund af slaveriet. Eksempelvis på naboplantagen, hvis ejer også er glad for en kvindelig slave, men behandler hende pænt, så hun i praksis lever som hans hustru. Men selv der er det tydeligvis et liv i tvang, og det er naturligvis én af de gennemgående pointer i filmen: At lige meget hvor pænt det ser ud, er slaveri stadig slaveri, og omstændighederne betyder, at slaverne bliver nødt til at lære sig at dukke nakken og bare overleve, når alternativet er pisk eller ligefrem drab.
Det er åbenlyst et vægtigt emne, filmen behandler, og den har selvsagt ekstra dimensioner set i amerikansk sammenhæng, hvor slaveriet og den efterfølgende langvarige borgerrettighedskamp stadig sætter dybe mentale spor i USA. Desto mere overraskende er det, at filmen i meget høj grad savner intensitet - hvilken kun bliver mere sært af, at den er instrueret af britiske Steve McQueen, som ellers har imponeret med nogle utroligt hårdtslående film (senest ”Shame”). Men det er, som om ”12 Years a Slave” aldrig finder det rette gear.
Måske har manuskriptforfatter John Ridley været for trofast over for Northups erindringer, men ud over at de formentlig historisk korrekte talemåder gør meget af skuespillet lidt stift i det, kommer handlingen til at virke temmelig fragmenteret, og det springer især i øjnene, at den er direkte svag, når det gælder karakterudvikling. På det punkt er den nærmest stillestående, og det bidrager til, at man ikke rigtig får fornemmelsen af, at der faktisk går 12 år i løbet af filmen. I stedet bliver det altså meget episodisk, hvor pointen med de enkelte episoder overordnet er ret ens, mens McQueen forsøger at fylde overgangene ud med stemningsbilleder af personer og landskaber, som virker pænt overflødige på mig.
Sean Bobbitts billeder er så i øvrigt rigtig nydelige - det er generelt en flot produktion. Og de medvirkende gør også, hvad de kan. Chiwetel Ejiofor er glimrende i hovedrollen, men bliver i nogen grad hæmmet af et manuskript, der ikke rigtig tillader ham at sætte nuancer på Northups mentale rejse gennem 12 års lidelser. Så er der langt mere gods i Michael Fassbenders rolle som den onde plantageejer, der uden sammenligning er filmens bedste - og som Fassbender spiller med indlevelse og nuancer, der gør rollen til mere end bare filmens overskurk. Lupita Nyongo’o har filmens tredje meget roste rolle som slavepigen, Fassbender kaster sig over, og Sarah Paulson er også skarp som hans kone. Derudover udfylder en række kendte ansigter - Paul Giamatti, Michael K. Williams, Benedict Cumberbatch, Paul Dano, Alfre Woodard, Brad Pitt - med svingende held de mange mindre roller, der går ind og ud af handlingen undervejs.
Der er ingen tvivl, om at ”12 Years a Slave” har noget væsentligt på hjerte, og det er da også en pæn og ordentlig film, som absolut er hårdtslående i enkelte scener. Men jeg synes, den mangler noget struktur og flow i historiefortællingen, der kunne gøre den mere dramaturgisk sammenhængende og dermed sørge for, at den samlede oplevelse blev mere fokuseret og mindre småkedelig, for nu at skrive det ligeud. Paradoksalt nok blev jeg i hvert fald langt mere grebet af Quentin Tarantinos bevidst kontrafaktiske behandling af nogle af de samme emner i ”Django Unchained”.
23/03-2014
