Hunger Games light
3.0
Lige i hælene på "The Hunger Games" kommer "Divergent", som ligeledes er baseret på en romantrilogi rettet mod teen-publikummet.
I første kapitel af Veronica Roths Divergent-serie udspiller handlingen sig i et postapokalyptisk Chicago, der er hegnet ind bag høje mure, som beskytter mod en uspecificeret fare. Inde i byen har man forsøgt at skabe et perfekt samfund ved at dele beboerne op i fem fraktioner, baseret på deres personlighed. Heltinden, Tris, er vokset op i den selvudslettende, hjælpsomme Abnegation-fraktion, men da hun som 16-årig bliver testet, viser det sig, at hun er en afviger, der ikke hører 100% hjemme i en fraktion. Hun vælger at melde sig ind i den modige, krigeriske Dauntless-fraktion, hvor hun skal igennem en række hårde optagelsesprøver, samtidig med at hun forsøger at skjule sin afviger-status. Og i baggrunden lurer et større politisk spil om, hvilken fraktion der skal have magten.
"Divergent" minder altså i høj grad om "The Hunger Games". Et dystopisk fremtidssamfund, hvor magthaverne kontrollerer befolkningen via faste strukturer og et slags kastesystem. En ung heltinde, der bryder med normerne og ender med at være nødt til at gøre direkte oprør. En historie, hvor heltene er dem, der kæmper imod ensretning og tænker selv. På det tematiske plan er forskellen nok primært, at hvor "The Hunger Games" mere rendyrket handler om frihedskamp, har "Divergent" også et tydeligere etisk element i strukturen med de fem fraktioner - herunder at Abnegation-fraktionen ret tydeligt udtrykker traditionelt kristne værdier, mens deres primære modstandere er intellektuelle og orienteret mod videnskab.
Det sidstnævnte er dog ikke noget, der får lov til at dominere historien unødigt, og "Divergent" fungerer faktisk rigtig glimrende i filmens første halvdel, hvor dens verden og konflikter bliver etableret hurtigt og præcist af instruktør Neil Burger - som da også er en talentfuld mand med fine film som "The Illusionist" og "Limitless" på CV'et. Desværre kan Burger så ikke helt redde "Divergent" fra, at der går temmelig meget kliché i anden halvdel af filmen, hvor der kommer en særdeles forudsigelig kamp mod magthaverne og et endnu mere klichéagtigt oplæg til den næste film i serien. Der lykkedes "The Hunger Games" alligevel klart bedre med at bevare et højt spændingsniveau igennem hele filmen.
I hovedrollen har "Divergent" selvfølgelig heller ikke en Jennifer Lawrence, men alligevel et klart plus i Shailene Woodley, som allerede før denne film havde etableret sig som ét af de unge talenter i Hollywood. Woodley gør det da også rigtig godt her, hvor hun både er overbevisende som actionheltinde-in-spe og samtidig har en sødme, der gør det nemt at heppe på hende. Det er faktisk en meget sympatisk ting ved nutidens teenage-hits, at så mange af dem placerer handlekraftige, kompetente heltinder i hovedrollen. I "Divergent" får Woodley så jævnt o.k. modspil fra Theo James som eyecandy-helt, mens Kate Winslet er en fin isdronning som filmens overskurk.
"Divergent" er i det hele taget en jævnt o.k. film, men heller ikke mere end det. Det starter godt med en præcis verdensfortælling og en overbevisende ung heltinde, men desværre går dampen lidt af filmen, efterhånden som den forvilder sig ud i klicheer og plottwists, som man helt grundlæggende har set før, og som bliver telegraferet lidt for tydeligt. Men jeg vil da hænge på til fortsættelserne.
I første kapitel af Veronica Roths Divergent-serie udspiller handlingen sig i et postapokalyptisk Chicago, der er hegnet ind bag høje mure, som beskytter mod en uspecificeret fare. Inde i byen har man forsøgt at skabe et perfekt samfund ved at dele beboerne op i fem fraktioner, baseret på deres personlighed. Heltinden, Tris, er vokset op i den selvudslettende, hjælpsomme Abnegation-fraktion, men da hun som 16-årig bliver testet, viser det sig, at hun er en afviger, der ikke hører 100% hjemme i en fraktion. Hun vælger at melde sig ind i den modige, krigeriske Dauntless-fraktion, hvor hun skal igennem en række hårde optagelsesprøver, samtidig med at hun forsøger at skjule sin afviger-status. Og i baggrunden lurer et større politisk spil om, hvilken fraktion der skal have magten.
"Divergent" minder altså i høj grad om "The Hunger Games". Et dystopisk fremtidssamfund, hvor magthaverne kontrollerer befolkningen via faste strukturer og et slags kastesystem. En ung heltinde, der bryder med normerne og ender med at være nødt til at gøre direkte oprør. En historie, hvor heltene er dem, der kæmper imod ensretning og tænker selv. På det tematiske plan er forskellen nok primært, at hvor "The Hunger Games" mere rendyrket handler om frihedskamp, har "Divergent" også et tydeligere etisk element i strukturen med de fem fraktioner - herunder at Abnegation-fraktionen ret tydeligt udtrykker traditionelt kristne værdier, mens deres primære modstandere er intellektuelle og orienteret mod videnskab.
Det sidstnævnte er dog ikke noget, der får lov til at dominere historien unødigt, og "Divergent" fungerer faktisk rigtig glimrende i filmens første halvdel, hvor dens verden og konflikter bliver etableret hurtigt og præcist af instruktør Neil Burger - som da også er en talentfuld mand med fine film som "The Illusionist" og "Limitless" på CV'et. Desværre kan Burger så ikke helt redde "Divergent" fra, at der går temmelig meget kliché i anden halvdel af filmen, hvor der kommer en særdeles forudsigelig kamp mod magthaverne og et endnu mere klichéagtigt oplæg til den næste film i serien. Der lykkedes "The Hunger Games" alligevel klart bedre med at bevare et højt spændingsniveau igennem hele filmen.
I hovedrollen har "Divergent" selvfølgelig heller ikke en Jennifer Lawrence, men alligevel et klart plus i Shailene Woodley, som allerede før denne film havde etableret sig som ét af de unge talenter i Hollywood. Woodley gør det da også rigtig godt her, hvor hun både er overbevisende som actionheltinde-in-spe og samtidig har en sødme, der gør det nemt at heppe på hende. Det er faktisk en meget sympatisk ting ved nutidens teenage-hits, at så mange af dem placerer handlekraftige, kompetente heltinder i hovedrollen. I "Divergent" får Woodley så jævnt o.k. modspil fra Theo James som eyecandy-helt, mens Kate Winslet er en fin isdronning som filmens overskurk.
"Divergent" er i det hele taget en jævnt o.k. film, men heller ikke mere end det. Det starter godt med en præcis verdensfortælling og en overbevisende ung heltinde, men desværre går dampen lidt af filmen, efterhånden som den forvilder sig ud i klicheer og plottwists, som man helt grundlæggende har set før, og som bliver telegraferet lidt for tydeligt. Men jeg vil da hænge på til fortsættelserne.
05/05-2014
