Charmerende og behagelig som en fængende blød jazzsang
4.0
Jeg synes, det er lidt besynderligt, at Per Fly er blevet hentet til Sverige for at lave filmen om én af landets store musikalske darlings. Men det er han altså, og resultatet er en solid biopic om Monica Zetterlund, der primært huskes som jazzsanger, men også markerede sig som revystjerne og skuespiller.
"Monica Z" fokuserer på de år i 60'erne, hvor Zetterlund for alvor etablerer sig som en stor svensk stjerne. Den handler ikke mindst om hendes kamp for at forlade lillebyen Hagfors og jobbet som telefonist for at skabe sig en karriere, selv om hun er enlig mor, og hendes omgivelser i nogen grad forsøger at holde hende nede.
Filmens primære konflikt står mellem Zetterlund og hendes far, der i bedste jantelovsstil forsøger at få hende til at droppe sangkarrieren. Men den konflikt er ikke helt sort-hvid, fordi faderen tydeligvis henter noget af sin motivation i bekymringen for sit barnebarn. Filmen skildrer nemlig også, at det ikke altid er sjovt og slet ikke trygt at være datter af Monica Zetterlund, der lever et vildt liv inklusive alkoholproblemer og konstant fest.
På det punkt tager filmen sig også en kunstnerisk frihed og presser Zetterlunds forhold til flere forskellige mænd sammen til et meget kortere forløb end virkelighedens, og det er lidt klichéagtigt, at én af mændene skildres som den sande kærlighed, der skaber stabilitet i hovedpersonens liv. Men det virker trods alt ganske okay som fortælling. Så undrer jeg mig mere over, at Fly og manuskriptforfatter Peter Birro har valgt helt at udelade Zetterlunds svære ryglidelse, som nok var medvirkende til hendes forbrug af piller og alkohol, og som i sidste ende indirekte medvirkede til hendes død.
Som nævnt er "Monica Z" dog en solid biopic, selv om den ikke går dybt ned i alle sin hovedpersons konflikter. Det skyldes i meget høj grad Edda Magnason, der er fremragende i hovedrollen, som hun spiller som skiftevis selvsikker og usikker, altid opmærksomhedskrævende, men også møgcharmerende. Magnason er selv sanger, med et par roste plader bag sig, og imponerende nok havde hun aldrig spillet skuespil, før hun kom med i "Monica Z", hvor hun også har indsunget flere af Zetterlunds signatursange. Blandt filmens andre roller lagde jeg især mærke til Sverrir Gudnason som den solide af Zetterlunds mænd og Johannes Wanselow som digteren Beppe Wolgers, der var en vigtig sangskriver for hovedpersonen.
Derudover er "Monica Z" en virkelig nydelig produktion, hvor der er kælet for detaljerne i genskabelsen af 60'erne med tøj, hår og kulisser, som er særdeles overbevisende - og flot fotograferet af Eric Kress. Filmen er sikkert instrueret af Fly; en lækker og rar oplevelse, som på sin vis minder meget om sin hovedpersons musik, for hun var jo til blød, behagelig jazz uden de krasse sider fra fx bebop. Og på samme måde har "Monica Z" en vis alvor, uden at den kradser for langt ned i overfladen, men alligevel kommer den fint i mål som et medrivende portræt af en kvinde, der turde kæmpe for sin drøm, selv om det havde hårde omkostninger.
"Monica Z" fokuserer på de år i 60'erne, hvor Zetterlund for alvor etablerer sig som en stor svensk stjerne. Den handler ikke mindst om hendes kamp for at forlade lillebyen Hagfors og jobbet som telefonist for at skabe sig en karriere, selv om hun er enlig mor, og hendes omgivelser i nogen grad forsøger at holde hende nede.
Filmens primære konflikt står mellem Zetterlund og hendes far, der i bedste jantelovsstil forsøger at få hende til at droppe sangkarrieren. Men den konflikt er ikke helt sort-hvid, fordi faderen tydeligvis henter noget af sin motivation i bekymringen for sit barnebarn. Filmen skildrer nemlig også, at det ikke altid er sjovt og slet ikke trygt at være datter af Monica Zetterlund, der lever et vildt liv inklusive alkoholproblemer og konstant fest.
På det punkt tager filmen sig også en kunstnerisk frihed og presser Zetterlunds forhold til flere forskellige mænd sammen til et meget kortere forløb end virkelighedens, og det er lidt klichéagtigt, at én af mændene skildres som den sande kærlighed, der skaber stabilitet i hovedpersonens liv. Men det virker trods alt ganske okay som fortælling. Så undrer jeg mig mere over, at Fly og manuskriptforfatter Peter Birro har valgt helt at udelade Zetterlunds svære ryglidelse, som nok var medvirkende til hendes forbrug af piller og alkohol, og som i sidste ende indirekte medvirkede til hendes død.
Som nævnt er "Monica Z" dog en solid biopic, selv om den ikke går dybt ned i alle sin hovedpersons konflikter. Det skyldes i meget høj grad Edda Magnason, der er fremragende i hovedrollen, som hun spiller som skiftevis selvsikker og usikker, altid opmærksomhedskrævende, men også møgcharmerende. Magnason er selv sanger, med et par roste plader bag sig, og imponerende nok havde hun aldrig spillet skuespil, før hun kom med i "Monica Z", hvor hun også har indsunget flere af Zetterlunds signatursange. Blandt filmens andre roller lagde jeg især mærke til Sverrir Gudnason som den solide af Zetterlunds mænd og Johannes Wanselow som digteren Beppe Wolgers, der var en vigtig sangskriver for hovedpersonen.
Derudover er "Monica Z" en virkelig nydelig produktion, hvor der er kælet for detaljerne i genskabelsen af 60'erne med tøj, hår og kulisser, som er særdeles overbevisende - og flot fotograferet af Eric Kress. Filmen er sikkert instrueret af Fly; en lækker og rar oplevelse, som på sin vis minder meget om sin hovedpersons musik, for hun var jo til blød, behagelig jazz uden de krasse sider fra fx bebop. Og på samme måde har "Monica Z" en vis alvor, uden at den kradser for langt ned i overfladen, men alligevel kommer den fint i mål som et medrivende portræt af en kvinde, der turde kæmpe for sin drøm, selv om det havde hårde omkostninger.
05/05-2014
