Halløj på bjerghotellet
3.0
Jeg har vist bare et on/off-forhold til Wes Andersons film. Hans forrige, "Moonrise Kingdom", var jeg virkelig begejstret for, men med "The Grand Budapest Hotel" er den meget idiosynkratiske texaner tilbage i den stil, hvor jeg tænker nja ... Det her er ikke helt så fedt, som forfatter-instruktøren selv tror.
"The Grand Budapest Hotel" har som rammehistorie, at en teenagepige læser en forfatters memoirer, hvor han beskriver et ophold på en slidt udgave af titlens hotel i 1968. Her møder han hotellets ejer, der genfortæller filmens virkelige historie, som foregår i hotellets storhedstid i 30'erne og handler om The Grand Budapests dedikerede concierge, der er så god mod gæsterne, at én af dem testamenterer et yderst værdifuldt maleri til ham. Det nægter den afdødes søn dog at acceptere, og der følger en serie intriger og farefulde eventyr, hvor conciergen må kæmpe for at beholde livet og sit gode rygte, hjulpet af en trofast piccolo.
Grundlæggende set er "The Grand Budapest Hotel" en længsel efter den mytiske mellemkrigstid og de sidste gisp af en sofistikeret centraleuropæisk overklasses storhedstid, som forsvandt med 2. Verdenskrig. Handlingen er en spøg og en undskyldning for at følge et par helte, som tror på stil, elegance og god opdragelse, mens skurkene er primitive, griske og voldelige. Og i baggrunden viser filmen udviklingen i det fiktive land Zubrowka, som bliver overtaget af en diktatorisk, humorforladt bevægelse, der selvsagt refererer til datidens nazister og kommunister.
Jeg vil give Anderson, at "The Grand Budapest Hotel" er ekstremt gennemført rent filmisk. Filmsproget er konsekvent fra start til slut, og den er virkelig en nydelse at se på, smukt fotograferet i en nostalgisk stil, der starter og slutter med hotellets lyserøde facade. Men jeg synes bare ikke, der er så meget at komme efter bag den pæne indpakning. Filmen bliver afviklet i et overgearet tempo, som stræber efter at ramme en screwball-stil med lidt ekstra slapstick og absurditet. Men det virkede slet ikke på mig - jeg lo simpelt hen ikke ret meget, men syntes i stedet, det var fjollet og i længden ret anstrengende.
Faktisk synes jeg, at den her ekstremt stilfulde film mangler noget stil. For i bund og grund er den under al selvironien en nostalgisk længsel efter en svunden tid og et fremmed sted, som Anderson efter min mening ikke har nok føling med. Det bliver noget påtaget og forceret, det hele.
Derudover har Anderson som vanligt formået at samle et imponerende skuespiller-ensemble, som dog løber ind og ud af lærredet så hurtigt, at kun få af dem gør indtryk. Først og fremmest er Ralph Fiennes fin som den stædige concierge, men Adrien Brody og Willem Dafoe er også et par udmærkede tegneserieskurke, og F. Murray Abraham er overbevisende som hotellets aldrende ejer, der genfortæller historien.
"The Grand Budapest Hotel" har bestemt en del kvaliteter. Dygtige skuespillere, som generelt leverer deres småroller fint. Et utrolig gennemført, flot visuelt udtryk. Men i sidste ende er den både for fortænkt og mangler sjæl, og Andersons store svaghed er, at hans ironisk distancerede humor ikke er sjov nok til at dække over hans historiers banale nostalgi.
"The Grand Budapest Hotel" har som rammehistorie, at en teenagepige læser en forfatters memoirer, hvor han beskriver et ophold på en slidt udgave af titlens hotel i 1968. Her møder han hotellets ejer, der genfortæller filmens virkelige historie, som foregår i hotellets storhedstid i 30'erne og handler om The Grand Budapests dedikerede concierge, der er så god mod gæsterne, at én af dem testamenterer et yderst værdifuldt maleri til ham. Det nægter den afdødes søn dog at acceptere, og der følger en serie intriger og farefulde eventyr, hvor conciergen må kæmpe for at beholde livet og sit gode rygte, hjulpet af en trofast piccolo.
Grundlæggende set er "The Grand Budapest Hotel" en længsel efter den mytiske mellemkrigstid og de sidste gisp af en sofistikeret centraleuropæisk overklasses storhedstid, som forsvandt med 2. Verdenskrig. Handlingen er en spøg og en undskyldning for at følge et par helte, som tror på stil, elegance og god opdragelse, mens skurkene er primitive, griske og voldelige. Og i baggrunden viser filmen udviklingen i det fiktive land Zubrowka, som bliver overtaget af en diktatorisk, humorforladt bevægelse, der selvsagt refererer til datidens nazister og kommunister.
Jeg vil give Anderson, at "The Grand Budapest Hotel" er ekstremt gennemført rent filmisk. Filmsproget er konsekvent fra start til slut, og den er virkelig en nydelse at se på, smukt fotograferet i en nostalgisk stil, der starter og slutter med hotellets lyserøde facade. Men jeg synes bare ikke, der er så meget at komme efter bag den pæne indpakning. Filmen bliver afviklet i et overgearet tempo, som stræber efter at ramme en screwball-stil med lidt ekstra slapstick og absurditet. Men det virkede slet ikke på mig - jeg lo simpelt hen ikke ret meget, men syntes i stedet, det var fjollet og i længden ret anstrengende.
Faktisk synes jeg, at den her ekstremt stilfulde film mangler noget stil. For i bund og grund er den under al selvironien en nostalgisk længsel efter en svunden tid og et fremmed sted, som Anderson efter min mening ikke har nok føling med. Det bliver noget påtaget og forceret, det hele.
Derudover har Anderson som vanligt formået at samle et imponerende skuespiller-ensemble, som dog løber ind og ud af lærredet så hurtigt, at kun få af dem gør indtryk. Først og fremmest er Ralph Fiennes fin som den stædige concierge, men Adrien Brody og Willem Dafoe er også et par udmærkede tegneserieskurke, og F. Murray Abraham er overbevisende som hotellets aldrende ejer, der genfortæller historien.
"The Grand Budapest Hotel" har bestemt en del kvaliteter. Dygtige skuespillere, som generelt leverer deres småroller fint. Et utrolig gennemført, flot visuelt udtryk. Men i sidste ende er den både for fortænkt og mangler sjæl, og Andersons store svaghed er, at hans ironisk distancerede humor ikke er sjov nok til at dække over hans historiers banale nostalgi.
22/05-2014
