Et orgie af klicheer og platheder
1.0
Well, med "Game of Thrones" er Nikolaj Coster-Waldau nu kommet op i en klasse, hvor han kan blive udsat for had af Cameron Diaz ... Coster-Waldau har nemlig den mandlige hovedrolle i denne anti-romantiske komedie, hvor han starter med at date Diaz. Men den lækre fyr viser sig at være et dumt svin, for han har allerede en kone i forstæderne. Da konen og elskerinden har opdaget, hvad der foregår, finder de ydermere ud af, at han også har en endnu yngre elskerinde. Og så må de tre kvinder jo rotte sig sammen og tage hævn.
Ideen minder ganske meget om den knap 20 år gamle "The First Wives Club", hvor det også handlede om at tage hævn over mænd, der havde udskiftet heltinderne med yngre modeller. Her er hævnen så koncentreret om en enkelt mand, men det bagvedliggende tema er stadig søsterskab og kvinder, der finder sammen om at straffe mænd, som ikke er til at stole på.
Det går sådan nogenlunde, indtil de to første kvinder har opdaget hinanden. Men derfra kører "The Other Woman" helt galt i et orgie af klicheer og platheder, hvor eskalerende idioti og pruttehumor skal dække over, at dens tre heltinder egentlig er langt ude i hampen, og at historiens præmis om deres instinktive søsterskab og fællesskab om hævn er dybt utroværdig. For slet ikke at tale om de ekstremt klistrede romantiske subplots, der også lige kommer på et par af dem.
Her kommer lige et tip til manuskriptforfattere: Når dit manus indeholder hele to større jokes om lort, burde du måske bare bruge det til at tørre røv i ...
Det hjælper så heller ikke, at instruktør Nick Cassavetes tydeligvis har betragtet filmen som en venstrehåndsopgave, for magen til slatten instruktion skal man lede længe efter. Der er ingen nerve, ingen konsekvens i fortællestil eller -tempo, ingenting. Hvis man tror på den der med at rotere i sin grav, så bør man nu forestille sig, at John Cassavetes kører rundt for fulde omdrejninger. For faderen til den moderne amerikanske indiefilm ville da have taget sig til hovedet, hvis han havde set, hvilket niveau hans ellers talentfulde søn er sunket ned til.
Når det er sagt, så er der faktisk et antal sjove scener i "The Other Woman". Langt de fleste af dem skyldes Cameron Diaz, som hæver sig over resten af filmen på ren klasse. Leslie Mann starter med at være o.k. sjov som den forsmåede hustru, men når hun tredje gang får et hysterisk, hyperventilerende anfald, er det altså bare irriterende. Og swimsuit-modellen Kate Upton virker sød og sympatisk, men viser ikke rigtig noget skuespiltalent som den yngste elskerinde. Endelig har Coster-Waldau virkelig en utaknemmelig opgave her, for han skal bare være et dumt svin, der kan blive straffet på grænseoverskridende vis. Det løser han så vist ved at køre lidt på autopilot.
Ja, jeg grinede nogle gange undervejs. Men "The Other Woman" er en rædselsfuld film som helhed. Eller rettere: ikke som helhed. For skidtet hænger jo ikke sammen!
Ideen minder ganske meget om den knap 20 år gamle "The First Wives Club", hvor det også handlede om at tage hævn over mænd, der havde udskiftet heltinderne med yngre modeller. Her er hævnen så koncentreret om en enkelt mand, men det bagvedliggende tema er stadig søsterskab og kvinder, der finder sammen om at straffe mænd, som ikke er til at stole på.
Det går sådan nogenlunde, indtil de to første kvinder har opdaget hinanden. Men derfra kører "The Other Woman" helt galt i et orgie af klicheer og platheder, hvor eskalerende idioti og pruttehumor skal dække over, at dens tre heltinder egentlig er langt ude i hampen, og at historiens præmis om deres instinktive søsterskab og fællesskab om hævn er dybt utroværdig. For slet ikke at tale om de ekstremt klistrede romantiske subplots, der også lige kommer på et par af dem.
Her kommer lige et tip til manuskriptforfattere: Når dit manus indeholder hele to større jokes om lort, burde du måske bare bruge det til at tørre røv i ...
Det hjælper så heller ikke, at instruktør Nick Cassavetes tydeligvis har betragtet filmen som en venstrehåndsopgave, for magen til slatten instruktion skal man lede længe efter. Der er ingen nerve, ingen konsekvens i fortællestil eller -tempo, ingenting. Hvis man tror på den der med at rotere i sin grav, så bør man nu forestille sig, at John Cassavetes kører rundt for fulde omdrejninger. For faderen til den moderne amerikanske indiefilm ville da have taget sig til hovedet, hvis han havde set, hvilket niveau hans ellers talentfulde søn er sunket ned til.
Når det er sagt, så er der faktisk et antal sjove scener i "The Other Woman". Langt de fleste af dem skyldes Cameron Diaz, som hæver sig over resten af filmen på ren klasse. Leslie Mann starter med at være o.k. sjov som den forsmåede hustru, men når hun tredje gang får et hysterisk, hyperventilerende anfald, er det altså bare irriterende. Og swimsuit-modellen Kate Upton virker sød og sympatisk, men viser ikke rigtig noget skuespiltalent som den yngste elskerinde. Endelig har Coster-Waldau virkelig en utaknemmelig opgave her, for han skal bare være et dumt svin, der kan blive straffet på grænseoverskridende vis. Det løser han så vist ved at køre lidt på autopilot.
Ja, jeg grinede nogle gange undervejs. Men "The Other Woman" er en rædselsfuld film som helhed. Eller rettere: ikke som helhed. For skidtet hænger jo ikke sammen!
22/05-2014
