Det Gamle Testamente som action-fantasy er en virkelig underlig størrelse

Darren Aronofsky har udtalt, at han altid har været fascineret af historien om Noas ark, og at han har arbejdet med ideen om en filmatisering siden engang omkring årtusindskiftet. Efter succesen med "Black Swan" lykkedes det ham at få Paramount overtalt til at gøre projektet til en storfilm, og resultatet er en meget fri fortolkning af den gammeltestamentelige historie, som i Aronofskys version får tilsat et ordentligt skud moderne fantasy.

Vidste du eksempelvis, at Noas bedstefar, Metusalem, havde et magisk sværd, der kunne lave ildstorme? Eller at Metusalem kunne helbrede folk ved håndspålæggelse? Eller at Noa fik hjælp til at bygge og forsvare sin ark af en håndfuld faldne engle, som i jordisk skikkelse er blevet til en slags stenkæmper eller elementarvæsener?

Kernen i historien er selvfølgelig kendt fra Det Gamle Testamente: Skaberen bliver træt af menneskeheden og beslutter sig for at reboote verden ved at skylle alt det onde bort, mens Noa får instruks om at bygge en ark, hvor et par af hvert dyr kan overleve. Men i forfatter-instruktør Aronofskys version får historien også tilføjet en aggressiv stamme af Kains efterkommere, der forsøger at komme om bord. Og ikke mindst har Noa selv en lang fase med tvivl, hvor han er overbevist om, at han også skal udrydde sin egen familie, så verden kan få fred for de syndige mennesker.

Det er jo en klassisk god historie, Aronofsky her har hentet ud af Det Gamle Testamente, men det redder ikke "Noah" fra at være en virkelig underlig størrelse. På den ene side er der fuldt knald på computeranimationer, kampscener og overjordiske effekter. På den anden side er filmen samtidig 100% funderet i den gammeltestamentelige logik med den hårde, dømmende gud. Som i øvrigt ikke bliver identificeret som andet end The Creator - Aronofsky er jøde, så der er klart en pointe i, at historien skal forsøge at tale til både kristne og jøder. Og det gør den via en meget bogstavelig filmatisering af troen, hvor vi bl.a. får skabelsesberetningen præsenteret som fakta.

Resultatet er mildt sagt noget rod. Tungt og symbolsk og samtidig enormt klodset, fordi det store effektshow bare ikke fungerer særlig godt sammen med den moraliserende fortælling. Og fordi det ikke spiller, at Aronofsky fylder masser af detaljer på, men man alligevel sidder og tænker 'Gad vide, hvor de har fået deres tøj fra?'

Rent teknisk er filmen ellers ret fint skruet sammen, selv om effekterne måske er en anelse for bombastiske. Og det er også lykkedes at få en hel del store navne til at spille med. I titelrollen giver Russell Crowe godt med pondus til Noa, og filmens mest interessante sekvens er klart der, hvor han insisterer på, at han vil slå sin familie ihjel. Til gengæld er Anthony Hopkins småpinlig som en nisset Metusalem, og Jennifer Connelly er en tåkrummende hjemmegående husmor som Noas kone. Meget bedre går det ikke for Emma Watson i rollen som den unge moder, der får lov til at reboote hele menneskeheden. Mens Ray Winstone ser ud til at more sig fint som Kain-slægtens onde konge, men i sidste ende heller ikke kan redde rollen fra den totale skurkekliché, han har fået udstukket.

"Noah" er en sær bastard af en film. Til dens forsvar kan man sige, at den ikke et øjeblik lægger skjul på, at det er religiøs propaganda, og den er som nævnt teknisk vellavet - faktisk så vellavet, at det hiver den op på to små stjerner hos mig. Men for at tilpasse den til nutidens smag har Aronofsky tilført så mange spraglede fantasy-elementer, at slutresultatet hverken er fugl eller fisk. "Noah" holder hverken som filmatisering af Det Gamle Testamente eller som underholdning.