Sergios spaghetti al dente
6.0
Min yndlings western er uden tvivl The Good, the Bad and the Ugly. Den store pompøse finale i Sergio Leones fremragende Dollars-trilogi. Det var med denne film, at jeg for alvor fik øjnene op for, hvad filmmediet er i stand til og hvor min eviggyldige fascination for westerns begyndte – og specielt de italienske spaghetti-westerns.
Noget af det jeg især forelskede mig i ved dette mesterværk, er hvordan den til en vis grad blander realisme med surrealistisk virkelighed. Noget som de ærkeamerikanske westerns fra 50'erne og 60'erne mangler. Man skal just heller ikke underminere det faktum, at Sergio Leone med sin Dollars-trilogi skabte en af de største filmikoner nogensinde i skikkelse af Clint Eastwood som 'The Man with No Name'. En karakter der er blevet efterlignet utallige gange siden. Og ja, filmen ER lang, men alligevel helt foruden et overflødigt øjeblik i de 161 minutter som filmen varer. Sergio Leone formår nemlig at opbygge en uhyre ubehagelig spænding, der er med til at holde filmen i live og undvige fra nogensinde at forfalde til det forudsigelige og søvndyssende kedelige.
Måden hvorpå filmen med Ennio Morricones stemningsmættede musik langsomt udfolder filmen med konsistent stilistisk sikkerhed og ynde er helt unikt, og ingenlunde plagiat af John Fords western-æstetik som nogen ellers påstår. Sergio Leone var en enestående billedkunstner og det ses ikke mindst i The Good, the Bad and the Ugly hvor hans innovative brug af intense ultranærbilleder, hurtigzoom, klipning, skæve kameravinkler, majestætiske totalbilleder af tørre og støvede prærielandskaber har haft en enorm betydning.
Noget af det jeg især forelskede mig i ved dette mesterværk, er hvordan den til en vis grad blander realisme med surrealistisk virkelighed. Noget som de ærkeamerikanske westerns fra 50'erne og 60'erne mangler. Man skal just heller ikke underminere det faktum, at Sergio Leone med sin Dollars-trilogi skabte en af de største filmikoner nogensinde i skikkelse af Clint Eastwood som 'The Man with No Name'. En karakter der er blevet efterlignet utallige gange siden. Og ja, filmen ER lang, men alligevel helt foruden et overflødigt øjeblik i de 161 minutter som filmen varer. Sergio Leone formår nemlig at opbygge en uhyre ubehagelig spænding, der er med til at holde filmen i live og undvige fra nogensinde at forfalde til det forudsigelige og søvndyssende kedelige.
Måden hvorpå filmen med Ennio Morricones stemningsmættede musik langsomt udfolder filmen med konsistent stilistisk sikkerhed og ynde er helt unikt, og ingenlunde plagiat af John Fords western-æstetik som nogen ellers påstår. Sergio Leone var en enestående billedkunstner og det ses ikke mindst i The Good, the Bad and the Ugly hvor hans innovative brug af intense ultranærbilleder, hurtigzoom, klipning, skæve kameravinkler, majestætiske totalbilleder af tørre og støvede prærielandskaber har haft en enorm betydning.
31/05-2014
