Glansbilleder fra 60'ernes jetset
2.0
Filmen åbner med et citat af Grace Kelly: "The idea of my life as a fairy tale is itself a fairy tale". Og det er da netop også et kig bag om den eventyrlige historie om Hollywood-stjernen, der blev fyrstinde, som denne fransk-amerikanske biopic forsøger at levere.
"Grace of Monaco" foregår i starten af 60'erne, hvor Kelly har fået etableret sig i Monaco med fyrstemand og børn, men også er ved at løbe sur i den uforståelige royale etikette. Derfor bliver hun seriøst fristet, da Alfred Hitchcock tilbyder hende en ny hovedrolle. Men samtidig er Monaco under pres fra Frankrig, hvor præsident de Gaulle er så irriteret over miniputstatens tilbud om skattefrihed, at han truer med at blokere og måske endda invadere landet.
Handlingen i "Grace of Monaco" er af den slags, hvor filmen selv oplyser, at den er "inspireret af virkelige begivenheder". Der er da også digtet noget til for at skabe drama - den historiske konflikt mellem Frankrig og Monaco var ikke så hårdt optrukket, som det vises her, og filmens subplot om et politisk attentat på fyrstetronen er belejligt flyttet ind i en kontekst, hvor det ikke hører hjemme. I virkeligheden udspillede den konflikt sig nogle år tidligere, og der er vist også skruet op for intrigerne i denne fiktive udgave.
De ovenstående tweaks af historien kunne såmænd godt gå, hvis ikke filmens hovedperson sejlede så hovedløst rundt, som tilfældet er. I forsøget på at skildre Grace Kelly som en person splittet af konflikter - mellem amerikansk frisind og europæiske overklassemanerer, mellem sine kreative ambitioner og sine forpligtelser som mor og hustru - kommer "Grace of Monaco" til at skabe et billede af Kelly som en fuldstændig rundforvirret person, der stort set ikke er i stand til at tænke en selvstændig tanke. Altså indtil hun med lidt faderlige råd fra en præst og en adelsmand tager sig sammen, lærer at opføre sig ordentligt og bliver i stand til at støtte sin mand ved at charmere udenlandske statsmænd og lancere en hvinende naiv PR-kampagne.
Dermed bliver filmens portræt af sin hovedperson også ganske rodet og utroværdigt, fordi der simpelt hen ikke er nogen konsekvens i skildringen af hende. Og det er endda med en Nicole Kidman i hovedrollen, som ellers forsøger at bruge sit betydelige skuespiltalent så godt som muligt. Men hun bliver altså helt forrådt af et usammenhængende og bagstræberisk manuskript. Tim Roth har det lidt nemmere som fyrst Rainier, som i det mindste får en personlighed, der hænger sammen fra scene til scene. I birollerne er det især Frank Langella, der har pondus som fyrstefamiliens præst, mens et andet eksempel på det rodede manuskript er Robert Lindsays rolle som Aristotelis Onassis. Han spiller sådan set o.k., men filmen glemmer bare at fortælle, at den berømte skibsreders stærke interesse i fyrstedømmets ve og vel hang sammen med store investeringer i dets kasinoer.
Det er altså en film, som i forhold til historiefortælling og flow ikke er bestået af instruktør Olivier Dahan, som gjorde det langt bedre i sin Édith Piaf-biopic, "Spurven". Til gengæld lykkes "Grace of Monaco" flot som teknisk produktion. Her er smukke billeder, flotte scenerier og ikke mindst et imponerende arbejde med tøj, hår og makeup, der bringer start-60'ernes europæiske jetset flot til live. Det er absolut i en glansbilledversion, men stadig superflot lavet.
Jeg kan ikke blive rigtig sur på "Grace of Monaco", fordi den netop er flot at se på og har nogle dygtige skuespillere, der kæmper for at holde en lækkende skude flydende. Men det er altså lidt absurd, at man laver en film, der påstår, at den vil se bag om eventyret om Grace Kelly ... og så ender med selv at være en banal eventyrfortælling om, hvordan dens heltinde på komplet utroværdig vis hjalp med at redde fyrsteriget og i øvrigt fandt sig til rette som en god, lille hustru.
"Grace of Monaco" foregår i starten af 60'erne, hvor Kelly har fået etableret sig i Monaco med fyrstemand og børn, men også er ved at løbe sur i den uforståelige royale etikette. Derfor bliver hun seriøst fristet, da Alfred Hitchcock tilbyder hende en ny hovedrolle. Men samtidig er Monaco under pres fra Frankrig, hvor præsident de Gaulle er så irriteret over miniputstatens tilbud om skattefrihed, at han truer med at blokere og måske endda invadere landet.
Handlingen i "Grace of Monaco" er af den slags, hvor filmen selv oplyser, at den er "inspireret af virkelige begivenheder". Der er da også digtet noget til for at skabe drama - den historiske konflikt mellem Frankrig og Monaco var ikke så hårdt optrukket, som det vises her, og filmens subplot om et politisk attentat på fyrstetronen er belejligt flyttet ind i en kontekst, hvor det ikke hører hjemme. I virkeligheden udspillede den konflikt sig nogle år tidligere, og der er vist også skruet op for intrigerne i denne fiktive udgave.
De ovenstående tweaks af historien kunne såmænd godt gå, hvis ikke filmens hovedperson sejlede så hovedløst rundt, som tilfældet er. I forsøget på at skildre Grace Kelly som en person splittet af konflikter - mellem amerikansk frisind og europæiske overklassemanerer, mellem sine kreative ambitioner og sine forpligtelser som mor og hustru - kommer "Grace of Monaco" til at skabe et billede af Kelly som en fuldstændig rundforvirret person, der stort set ikke er i stand til at tænke en selvstændig tanke. Altså indtil hun med lidt faderlige råd fra en præst og en adelsmand tager sig sammen, lærer at opføre sig ordentligt og bliver i stand til at støtte sin mand ved at charmere udenlandske statsmænd og lancere en hvinende naiv PR-kampagne.
Dermed bliver filmens portræt af sin hovedperson også ganske rodet og utroværdigt, fordi der simpelt hen ikke er nogen konsekvens i skildringen af hende. Og det er endda med en Nicole Kidman i hovedrollen, som ellers forsøger at bruge sit betydelige skuespiltalent så godt som muligt. Men hun bliver altså helt forrådt af et usammenhængende og bagstræberisk manuskript. Tim Roth har det lidt nemmere som fyrst Rainier, som i det mindste får en personlighed, der hænger sammen fra scene til scene. I birollerne er det især Frank Langella, der har pondus som fyrstefamiliens præst, mens et andet eksempel på det rodede manuskript er Robert Lindsays rolle som Aristotelis Onassis. Han spiller sådan set o.k., men filmen glemmer bare at fortælle, at den berømte skibsreders stærke interesse i fyrstedømmets ve og vel hang sammen med store investeringer i dets kasinoer.
Det er altså en film, som i forhold til historiefortælling og flow ikke er bestået af instruktør Olivier Dahan, som gjorde det langt bedre i sin Édith Piaf-biopic, "Spurven". Til gengæld lykkes "Grace of Monaco" flot som teknisk produktion. Her er smukke billeder, flotte scenerier og ikke mindst et imponerende arbejde med tøj, hår og makeup, der bringer start-60'ernes europæiske jetset flot til live. Det er absolut i en glansbilledversion, men stadig superflot lavet.
Jeg kan ikke blive rigtig sur på "Grace of Monaco", fordi den netop er flot at se på og har nogle dygtige skuespillere, der kæmper for at holde en lækkende skude flydende. Men det er altså lidt absurd, at man laver en film, der påstår, at den vil se bag om eventyret om Grace Kelly ... og så ender med selv at være en banal eventyrfortælling om, hvordan dens heltinde på komplet utroværdig vis hjalp med at redde fyrsteriget og i øvrigt fandt sig til rette som en god, lille hustru.
01/06-2014
