Jon Snow vs. the Volcano
3.0
Milo bliver født ind i en keltisk rytterstamme, men som barn oplever han, at romerne kynisk massakrerer resten af stammen. Selv bliver Milo opdraget som gladiator, og hans dødsforagtende præstationer i arenaen gør ham så berømt, at ejeren af en gladiatortrup henter ham sydpå til legene i Pompeiis amfiteater. Ved ankomsten til Pompeii er det kærlighed ved første blik, da Milo møder Cassia, datter af én af byens spidser. Men Cassia bliver kurtiseret af en ubehagelig romersk senator, der sjovt nok også viser sig at være manden, der ledede massakren på Milos folk. Og så er der for alvor lagt op til konflikt og romantik, mens Vesuvio rumler i baggrunden.
"Pompeii" er dermed en historie om stor romantik midt i en stor katastrofe - helt efter samme skabelon som fx "Titanic" eller "Pearl Harbor". Denne historie er lagt i hænderne på den udprægede B-filminstruktør Paul W.S. Anderson - ham, der bl.a. har lavet tre film i Resident Evil-serien. Og han giver den da også gas med tommetykke klicheer fra start til slut. Den umulige kærlighed, helten og heltinden, der finder sammen i respekt for dyr, noble venskaber mellem gladiatorer, luskede og forræderiske romerske planer ... og så videre.
Der er også sørget for eye candy, primært i form af Kit Harington, der er kendt som Jon Snow i "Game of Thrones" og leverer nogenlunde samme register i ansigtsudtryk og sværdkamp som Milo. Emily Browning brænder ikke nær så meget igennem, men er dog sød som Cassia. Adewale Akinnuoye-Agbaje er stor og farlig som den noble nubiske gladiator. Og så er der ikke mindst en groft overspillende Kiefer Sutherland som den skumle senator - én af den slags skurke, som ikke blot er ond mod kvinder og massakrerer folks familie. Han taler også med slesk stemme, og så ved vi jo godt, at han er en virkelig ond skurk.
Der er ikke ét gram originalitet i hverken historie eller karakterer her. Men der er selvfølgelig en grund til, at de her klicheer er klicheer, og det er, at de fungerer på et meget fundamentalt plan. Og det lykkes faktisk Anderson at få de genkendelige elementer til at klikke så godt, at fortællingen bliver overraskende medrivende. Samtidig med at der er en imponerende konsekvens i handlingen i "Pompeii".
Derudover er det teknisk en virkelig flot film. Der er lagt enormt mange kræfter og meget computeranimation i at lave en troværdig gengivelse af Pompeii, som filmholdet omhyggeligt har bygget op efter den bevarede by. Da Vesuvio så går i udbrud, læner filmen sig meget op ad den samtidige forfatter Plinius den Yngres øjenvidneberetning, samt af optagelser af moderne vulkanudbrud (selv om Anderson godt nok har indrømmet, at han har tilsat nogle ekstra ildkugler for spændingens skyld). Det betyder, at hele den historiske baggrund bliver særdeles troværdig, især efter at "Pompeii" skifter til ren katastrofefilm.
Samlet set er "Pompeii" noget af en bastard. Det er den helt store klichéfest oven på en virkelig flot produktion, men det er også en film, der hæmningsløst omfavner sine klicheer og fører dem fuldstændig konsekvent igennem. Det er ikke stor kunst, men heller ikke dårlig underholdning, og efter min mening placerer "Pompeii" sig absolut i den bedre ende af Paul W.S. Andersons tvivlsomme CV.
"Pompeii" er dermed en historie om stor romantik midt i en stor katastrofe - helt efter samme skabelon som fx "Titanic" eller "Pearl Harbor". Denne historie er lagt i hænderne på den udprægede B-filminstruktør Paul W.S. Anderson - ham, der bl.a. har lavet tre film i Resident Evil-serien. Og han giver den da også gas med tommetykke klicheer fra start til slut. Den umulige kærlighed, helten og heltinden, der finder sammen i respekt for dyr, noble venskaber mellem gladiatorer, luskede og forræderiske romerske planer ... og så videre.
Der er også sørget for eye candy, primært i form af Kit Harington, der er kendt som Jon Snow i "Game of Thrones" og leverer nogenlunde samme register i ansigtsudtryk og sværdkamp som Milo. Emily Browning brænder ikke nær så meget igennem, men er dog sød som Cassia. Adewale Akinnuoye-Agbaje er stor og farlig som den noble nubiske gladiator. Og så er der ikke mindst en groft overspillende Kiefer Sutherland som den skumle senator - én af den slags skurke, som ikke blot er ond mod kvinder og massakrerer folks familie. Han taler også med slesk stemme, og så ved vi jo godt, at han er en virkelig ond skurk.
Der er ikke ét gram originalitet i hverken historie eller karakterer her. Men der er selvfølgelig en grund til, at de her klicheer er klicheer, og det er, at de fungerer på et meget fundamentalt plan. Og det lykkes faktisk Anderson at få de genkendelige elementer til at klikke så godt, at fortællingen bliver overraskende medrivende. Samtidig med at der er en imponerende konsekvens i handlingen i "Pompeii".
Derudover er det teknisk en virkelig flot film. Der er lagt enormt mange kræfter og meget computeranimation i at lave en troværdig gengivelse af Pompeii, som filmholdet omhyggeligt har bygget op efter den bevarede by. Da Vesuvio så går i udbrud, læner filmen sig meget op ad den samtidige forfatter Plinius den Yngres øjenvidneberetning, samt af optagelser af moderne vulkanudbrud (selv om Anderson godt nok har indrømmet, at han har tilsat nogle ekstra ildkugler for spændingens skyld). Det betyder, at hele den historiske baggrund bliver særdeles troværdig, især efter at "Pompeii" skifter til ren katastrofefilm.
Samlet set er "Pompeii" noget af en bastard. Det er den helt store klichéfest oven på en virkelig flot produktion, men det er også en film, der hæmningsløst omfavner sine klicheer og fører dem fuldstændig konsekvent igennem. Det er ikke stor kunst, men heller ikke dårlig underholdning, og efter min mening placerer "Pompeii" sig absolut i den bedre ende af Paul W.S. Andersons tvivlsomme CV.
03/06-2014
