Større monstre giver ikke større effekt

I 2010 debuterede Gareth Edwards med den fine "Monsters", hvor han også selv stod for både manuskript, fotografering og effekter. Det var en sci-fi-thriller på lavbudget om en rejse gennem en sydamerikansk jungle, som er inficeret af rumvæsener, med tydelige pointer, om at de fremmede ikke var onde, bare anderledes. Med det afsæt er det ikke mærkeligt, at han er blevet hentet ind til at lave denne nye udgave af historien om Godzilla, for den er jo også dybt forankret i temaer om forholdet mellem mennesker og natur.

I "Godzilla" anno 2014 er præmissen, at menneskehedens udforskning af miner og havdyb har skabt hul ned til kæmpemæssige forhistoriske monstre, der ellers lå i dvale. Både kæmpeøglen Godzilla og et par andre monstre kommer til live, og de bliver tiltrukket af byer og kraftværker, som de efterlader hærgede bag sig.

Der er en del fine detaljer i manuskriptforfatter Max Borensteins opdatering af konceptet - ikke mindst at myndighederne har kendt til de her monstre i flere årtier, men holdt dem hemmelige for offentligheden. Og at det er forklaringen på USAs mange atombombesprængninger i Stillehavet, som i virkeligheden var angreb på monstrene. Med et budget på 160 mio. dollars er der selvfølgelig også lavet flotte animationer af kæmpemonstrene - det er vist den suverænt største Godzilla hidtil - og katastrofescenerne med nedrivning af storbyer.

Men derudover er den nye "Godzilla" ikke andet end en monsterfilm som så mange andre, der lidet elegant banker løs på sine overfladiske pointer om udnyttelse af naturen, samtidig med at den glad hærger løs. Der er masser af bulder og brag, men det bliver aldrig rigtig spændende, fordi det er så forudsigeligt, og fordi filmens menneskelige medvirkende er nogle virkelige paproller, som man ikke rigtig føler med. Instruktør Edwards forsøger godt nok at lade os følge nogle få nøglepersoner og få dem placeret i livsfare, ganske som genrens dogmer byder det. Men det er så forceret, at det ikke virker særlig godt.

Det handler i den grad også om, at man har taget dygtige skuespillere og bedt dem om at udfylde de her virkelig pappede roller. Værst er det for Elizabeth Olsen, ét af amerikansk films store unge talenter, der er presset ned i en kliché af en sygeplejerske, som blot skal være bange for sin mand og sin søn og ellers komme lidt i fare. Men Aaron Taylor-Johnson har ikke meget mere at arbejde med som hendes mand, der ellers er filmens unge helt. Ken Watanabe spiller en videnskabsmand, hvis rolle mest består i at stå og måbe eller sige dommedagsagtige ting. Og Sally Hawkins er hans næstkommanderende, hvis primære funktion er at pege på de ting, Watanabe skal måbe ad ... Den eneste rolle med lidt pondus er David Strathairn som den admiral, der leder den amerikanske indsatsstyrke. Men det er jo også lidt nemmere, når man har en pæn uniform på og spiller én, der faktisk får lov til tage beslutninger.

Resultatet er en film, som både kedede og irriterede mig. Der mangler ordentlig opbygning af spænding og engagement, og det kan ikke reddes af larmende scener med gigastore monstre, lige meget hvor flotte animationerne så er. Det kan heller ikke reddes af en fortærsket gentagelse af temaet, om at menneskeheden kommer i problemer, hvis vi roder for meget med naturen.

Jeg havde virkelig ikke forventet, at jeg skulle skrive det her, men jeg kunne faktisk bedre lide Roland Emmerichs "Godzilla" fra 1998. Den foregav trods alt ikke at handle om andet end at smadre New York.