Fjantet escortkomedie uden substans

Ud over at være en kendt og elsket karakterskuespiller i amerikanske arthouse-film skriver og instruerer John Turturro også sine egne indiefilm. "Fading Gigolo" er hans fjerde film som instruktør, og den lægger sig tematisk i nærheden af hans forrige, den dejligt skæve musical "Romance & Cigarettes".

I "Fading Gigolo" spiller Turturro selv hovedrollen som en midaldrende newyorker, Fioravante, der lever af forskellige småjob, men ser problemer forude, da han mister ét af dem, fordi hans ven og mentor bliver nødt til at lukke sin boghandel. Men vennen kommer hurtigt på nye ideer: Han kender en kvinde, der har talt med sin veninde om at prøve en trekant, og det må Fioravante kunne klare. Det bliver afsættet for, at de to danner et umage makkerpar som alfons og escortmand. Men der går ikke længe, før forretningen bliver udfordret, fordi der kommer følelser med i spillet.

Alfonsen spilles af Woody Allen, og "Fading Gigolo" føles da også meget Woody Allensk. Den forsøger sig med finurlig, dialogbåren humor, og det er rigtig meget en New York-film på den der Allenske måde, der elsker byen med al dens særhed og mangfoldighed. Filmen er nemlig også fyldt med idiosynkratiske karakterer, der tumler med hver deres problemer og har vidt forskellig baggrund. Her er alt fra ekstremt varmblodige, dominerende latinaer til ultraortodokse Williamsburg-jøder.

Desværre har "Fading Gigolo" så også en historie, der skøjter rundt i endnu flere retninger end sit persongalleri. Og derfor er den hverken sammenhængende, vedkommende eller troværdig. Det starter med den grundlæggende præmis. At en småforvirret boghandler i Woody Allens skikkelse uden videre kan blive til en alfons, der leverer escortsex til overklassekvinder, er allerede mere, end min suspension of disbelief kan holde til. At samme alfons får rodet sig ud i at rekruttere en enke fra sit eget ortodokse trossamfund som kunde, er bare tåbeligt. Resten af filmens spraglede persongalleri hjælper heller ikke - faktisk føles den ret anstrengt i sin iver efter at vise mangfoldighed.

Og i sidste ende viser det sig tilmed, at "Fading Gigolo" ikke rigtig ved, hvad den vil med sin fortælling og sine temaer om sex og kærlighed. Det ender som en historie, der starter med at heppe på, at man skal udleve sin seksualitet og huske behovet for nærhed. Men til sidst modsiger filmen nærmest sig selv med et konservativt syn på parforholdet, og den virker næsten skræmt af sit eget emne.

Størstedelen af de medvirkende fjanter også lidt forvirret rundt med deres karakterer, som er mere typer end mennesker. Woody Allen spiller Woody Allen, og det gør han udmærket. John Turturro virker egentlig bare lidt bøvet i hovedrollen. Vanessa Paradis er stiv og utroværdig, men har også en decideret forfærdelig rolle som enken. Liev Schreiber er ligeledes lettere tåkrummende som fyren fra det chasidisk-jødiske vagtværn, der gerne vil passe på hende. Men Sharon Stone har dog en god bitchy birolle som Fioravantes første kunde.

Der er altså rigtig meget grimt at sige om "Fading Gigolo", men på den positive side har den trods alt en letbenet, charmerende stil, der giver filmen en jævnt hyggelig grundtone og også udløser nogle smil undervejs. Det hiver den lige præcis op på to små stjerner hos mig. Men på det overordnede plan svinger den bare mellem tåkrummende og ligegyldig, og jeg undrer mig faktisk over, hvorfor Turturro tager sig tid til at lave sådan en film, når han ikke rigtig har noget på hjerte.