The Evil Dead

ADVARSEL: Dette indlæg er meget vel af høj subjektiv karakter.

Lad mig starte med at indrømme, at jeg er kæmpe fan af Sam Raimis Evil Dead trilogi, herunder især seriens første film, den originale The Evil Dead fra 1981. Det var en af de film jeg dyrkede meget i mine yngre dage, hvor jeg så den om og om igen på dvd, og i dag ser jeg den stadig med vis velbehag. Filmen og dens historie med kult-b-filmskuespilleren Bruce Campbell i sin rolle som Ash, der må stille kampen op mod sin besatte kæreste og venner, der prøver at dræbe ham i en afsidesliggende hytte, har fra første gang jeg så den været en elsket favorit. Derfor kan dette indlæg meget vel snarre vise sig at være en kærlighedserklæring fra en filmnørd til den originale film end en anmeldelse af genindspilningen af samme navn.

Der er bare noget over lowbudget-horror film fra gamle dage, hvor filmene i kraft af deres uafhængighed af Hollywood-studierne heller ikke var bundet af studiernes regulering og censur, men dette kan også ses på den originale Evil Dead, som mere eller mindre, bortset fra nogle få snydeskud, var optaget on-location i en gammel faldefærdig hytte med tilhørende skov i Tennessees afsidesliggende bjerge. Dette er med til at give en vis følelse af autencitet og skabe en særlig fed stemning, som desværre kan føles tabt i de måske mere eller mindre renskurede og mekaniske film, der kommer fra Hollywood.

Men hvis vi skal kigge på Fede Alvarezs remake fra 2013 ligner den af gode grunde meget sit originale filmiske forlæg. Det er stadig fem unge mennesker, her i blandt en bror og en søster, der tager af sted til en afsidesliggende hytte. Her finder de noget, Naturon Demonto, også kaldet the Necronomicon, en bog indbundet i menneskehud og skrevet med menneskeblod, der kan fremmane onde og særdeles skadelige dæmoner, der uden besvær besætter mennesker og derigennem forsøger at dræbe dem.
Hvad der dog i høj grad irriterede mig, da jeg så den nye film var at nu skal karakterne have en forhistorie, en problemfyldt vel at mærke, af næsten socialrealistik karakter. Filmens hovedperson Mia er en narkoman på afvænning men lige på kanten af et tilbagefald. Her skal hun sammen med sin bror og venner væk fra byen og samfundets fristelser og dårligdomme, for at komme til hyttens idylliske landlige ro og idyl, åbenbart ejet af søskendeparrets forældre. BIG MISTAKE... ;O. Men den forhistorie, der nok skulle give historien mere dybde og mere kød på karakterne giver bare tilbageslag i min bog. Personligt gider jeg ikke høre karaktererne bruge flere minutter på at snakke om, hvor hårdt det har været for stakkels Mia. Jeg har ikke noget imod karakterer med kød på, men det er trods alt en horror/splatter film vi snakker om.. Det er muligvis meningsløst at sammenligne med origanialen, men i stedet for at bruge flere af filmens første dyrebare minutter på uninteressant dialog, kunne de som i den originale bruges på den glimrende brug af P.O.V. optagelser fra åndernes perspektiv, der forvarsler, hvad der venter forude. Dette skaber også den rette stemning og ikke mindst opbygning, som er nøgleordet i en vellykket gyserfilm. Som et eksempel på dette, gjorde den originale film fremragende brugt af, hvad der kan minde om lost-footage grebet, i form af professorens indtalte bånd på den gamle båndoptager til at fortælle om The Necronomicon og oversætte bogens indhold, der fungerer som dokumentation, som både advarer og forvarsler om de rædsler der venter de unge mennesker, men også er det, som fremmaner ånderne. Dette er et arketypisk og klassisk scenarie i gyserfortællingens tradition, hvor der bliver fortalt 'spøgelseshistorier' rundt om bålet om aftenens, hvor de unge i The Evil Dead sidder samlet om båndoptageren. Da professoren på senere optagelser fortæller om hans kone, som han frygter er blevet besat af en dæmon, løber det én koldt ned af ryggen og er med til at opbygge stemningen og det pirrer éns fantiasi, at man i den første film netop ikke får at vide, hvad der nogensinde skete med professoren selv. Dette er et eksempel på less-is-more indenfor histoirefortælling. Men for at vende tilbage til den nye film, er dette element med professor og dokumentation i form af bånd helt væk. Filmen starter i stedet med et typisk moderne gyserfilms anslag, hvor vi får at se, at der var andre i hytten ikke så længe før de unge mennesker, og ser hvordan de håndterede et besat medmenneske. Det virker for mig ikke lige så godt at bruge billeder til at skildre en forvirrende forhistorie, som det at beskrive, hvad der er sket forud gennem en dokumenteret fortællerstemme, der tilhører en off-screen karakter. Dette kan sammen med persongalleri- og skildring irritere mig.

Dog skal den nye film have ros for, at det nok var en god idé ikke at prøve at recaste Campbells ikoniske Ash karakter. Skuespilspræstationerne i remaken bærer også præg af større professionalisme, replikkerne sidder bedre og virker ikke helt så ufrivilligt komiske og er muligvis kombineret med et mere velskrevet manuskript og bedre personinstruktion. Som nok i bund og grund skyldes det større budget fra et af Hollywoods studier.

En ting, som remaken ikke laser sig stå tilbage for i forhold til originalen er mængen af gore, blod og andre klamme splattereffekter. Det vælter med lemlæstelse og blod og andre væsker ud af flere kropsåbninger. Men hvor jeg synes den første film havde en god opbygning til rædslerne, hvor Joseph LoDucas musik også bør nævnes, synes jeg her at opbygning netop mangler og det bliver udelukkende klamt og også lidt kedeligt at se på en kvinde, der stille sidder ovenpå en anden og brækker blod ud i munden på denne, eller sidder på gulvet og stirrer tomt på en rædselsslagen ung mand, mens hun skærer kinden af sig selv med en skalpel. Det kunne ærligt talt også blive for meget og en smule kedligt at se på i den originale, men jeg savner nogle ikoniske og mindeværdige scener i den nye film, som scenen, hvor Ash hugger hovedet af sin besatte kæreste med en skovl efter han har banket hende utallige gange i hovedet med bjælker. Disse scener er selvfølgelig overdrevne og tegneserieagtige, men man må tage filmen på dens genrepræmisser, hvor fantasy-elementerne bestemt spiller ind. Der er dog også scenen, hvor han umiddelbart forinden halshugningen af sin kæreste har bragt hende ud i det ikoniske redskabsskur med den endnu mere ikoniske motorsav for at save hendes lig op, men kan ikke få sig selv til det, og viser et følelsesladet øjeblik.

Trods den originale Evil Deads skønhedsfejl, herunder ikke just fremragende skuespilspræstationer og til tider latterlige og håbløst billigt udseende effekter (havregrød med frugtfarve og modellervoks), så står den stadig stækere og som en bedre filmisk oplevelse end remaken med sin fremragende atmosfære og stemingsopbygning og et persongalleri, der er knap så irriterende. Dertl er jeg også bare en sucker for det grynede indy low-budget look frem for det mere moderne, som sammen med det berygtede persongalleri og historie også får filmen også til at virke som noget typisk Hollywood-bras. Dog skal filmen også have ros for at prøve at lave nyfortolkninger på historien, selvom jeg nok ikke synes godt om de fleste af dem.