DVD-anmeldelse:
-1.0
The Bond Collection 3
Never Say Never Again
Aldrig sige aldrig
Med tre gange Sean Connery, to gange Roger Moore og et enkelt glimt af Timothy Dalton afslutter MGM sin imponerende udgivelse af samtlige James Bond-film. Samtidig udsendes piratproduktionen "Never Say Never Again", som Connery i 1983 lod sig bestikke til at indspille, selv om han havde bebudet, at han aldrig ville røre ved 007-figuren igen.
Juveler
Boxsættets indhold giver sig selv. Her finder man simpelt hen de seks titler, som ikke var med i de første to boxsæt. Især for Connery-periodens vedkommende er der tale om juveler. Terence Youngs "From Russia With Love" (1963) red højt på succesen fra "Dr. No". Filmen er sprængfuld af selvtillid, og serien har endnu ikke udviklet alle de traditioner, som ender med at tynge den.
Lewis Gilberts "You Only Live Twice" (1967) bruger Japan som location og viser, hvordan det ville se ud, hvis James Bond blev begravet. Ærkefjenden Blofeld spilles af Donald Pleasance. I Guy Hamiltons sexede "Diamonds are Forever" (1971) gives stafetten videre til Charles Gray. Her møder Connery den smukke smuglerske Tiffany Case, som Jill St. John i dén grad giver væsen og krop.
80'ernes Bond
John Glen har instrueret både "Octopussy" (1983) og "A View to a Kill" (1985). Det er svært at elske 80'erne nu, alting virker hårdt, billigt og skingert som lyden på de første cd'er, der var årtiets væsentligste frembringelse. Men Roger Moore spiller Bond med en ironisk uforstyrrelighed, der faktisk står sig i længden. Han skærer en ægte figur. Det samme gør Grace Jones som rovdyret May Day i "A View to a Kill".
Moore sagde farvel efter "A View to a Kill". Han var trods alt fyldt 58, da han indspillede den. I stedet rykkede Timothy Dalton ind i "The Living Daylights" (1987), der ligeledes har John Glen i instruktørstolen. Denne film har en tyngde og alvor i plottet, som fantasy-fasen med Moore havde forladt. Det er atter Rusland som leverer fjendebilledet, ganske som det var i begyndelsen.
Tilbehøret
Mindst lige så underholdende som filmene er de timelange dokumentarer, som MGM har fremstillet til DVD-udgaverne. På titlerne i det første boxsæt var man rundt i forskellige arkiver efter stof, men nu er produktionen sat i system. På hver DVD belyses et bestemt aspekt, Maurice Binders titelsekvenser, de stærke temasange eller filmenes produktionsdesign.
Der er også solide portrætter af producerne Cubby Broccoli og Harry Saltzman. En særlig plads i hjertet har filmen om Ian Fleming, der ligger som ekstramateriale på "The Living Daylights". Filmene kan købes separat. De har alle kommentarspor og regulære Making Of-dokumentarer. Kun Universals serier med Hitchcock og horror kan måle sig med "The James Bond Collection".
Skuffelsen
Jeg havde glædet mig til at gense Irvin Kershners "Never Say Never Again", der i sin tid virkede skæg, respektløs og rimelig elegant. Filmen genbruger plottet fra "Thunderball" og kredser om en ny "M" (Edward Fox), der vil inddrage 00-agenternes licens til at dræbe. Kvinderne (Kim Basinger og Barbara Carrera) er smukke, Max von Sydow misser ikke et anslag som Blofeld, og som Largo er Klaus Maria Brandauer en værdig modstander.
Problemet er Connery, kort og godt. Han er tyk, forpustet, irriterende selvglad og har endnu ikke fået den distingverede grå fremtoning, som fulgte med, da han accepterede sin alder. Problemet er også, at filmen i alle henseender vil købe sig til stil og kvalitet, men får venstrehåndsværker for pengene. Michel Legrands titelsang har tekst af Alan og Marilyn Bergman, men er et gennemført middelmådigt produkt.
Aldrig igen
Filmen er i bredformat med surroundlyd, men kopien er gnidret og flere steder så upræcist overført, at konturerne kaster skygge. Coverlayoutet kopierer MGM-skabelonen i alle henseender, men indholdet lever slet ikke op til sit forbillede. Så man kan roligt sige aldrig igen.
December, 2000
Never Say Never Again
Aldrig sige aldrig
Med tre gange Sean Connery, to gange Roger Moore og et enkelt glimt af Timothy Dalton afslutter MGM sin imponerende udgivelse af samtlige James Bond-film. Samtidig udsendes piratproduktionen "Never Say Never Again", som Connery i 1983 lod sig bestikke til at indspille, selv om han havde bebudet, at han aldrig ville røre ved 007-figuren igen.
Juveler
Boxsættets indhold giver sig selv. Her finder man simpelt hen de seks titler, som ikke var med i de første to boxsæt. Især for Connery-periodens vedkommende er der tale om juveler. Terence Youngs "From Russia With Love" (1963) red højt på succesen fra "Dr. No". Filmen er sprængfuld af selvtillid, og serien har endnu ikke udviklet alle de traditioner, som ender med at tynge den.
Lewis Gilberts "You Only Live Twice" (1967) bruger Japan som location og viser, hvordan det ville se ud, hvis James Bond blev begravet. Ærkefjenden Blofeld spilles af Donald Pleasance. I Guy Hamiltons sexede "Diamonds are Forever" (1971) gives stafetten videre til Charles Gray. Her møder Connery den smukke smuglerske Tiffany Case, som Jill St. John i dén grad giver væsen og krop.
80'ernes Bond
John Glen har instrueret både "Octopussy" (1983) og "A View to a Kill" (1985). Det er svært at elske 80'erne nu, alting virker hårdt, billigt og skingert som lyden på de første cd'er, der var årtiets væsentligste frembringelse. Men Roger Moore spiller Bond med en ironisk uforstyrrelighed, der faktisk står sig i længden. Han skærer en ægte figur. Det samme gør Grace Jones som rovdyret May Day i "A View to a Kill".
Moore sagde farvel efter "A View to a Kill". Han var trods alt fyldt 58, da han indspillede den. I stedet rykkede Timothy Dalton ind i "The Living Daylights" (1987), der ligeledes har John Glen i instruktørstolen. Denne film har en tyngde og alvor i plottet, som fantasy-fasen med Moore havde forladt. Det er atter Rusland som leverer fjendebilledet, ganske som det var i begyndelsen.
Tilbehøret
Mindst lige så underholdende som filmene er de timelange dokumentarer, som MGM har fremstillet til DVD-udgaverne. På titlerne i det første boxsæt var man rundt i forskellige arkiver efter stof, men nu er produktionen sat i system. På hver DVD belyses et bestemt aspekt, Maurice Binders titelsekvenser, de stærke temasange eller filmenes produktionsdesign.
Der er også solide portrætter af producerne Cubby Broccoli og Harry Saltzman. En særlig plads i hjertet har filmen om Ian Fleming, der ligger som ekstramateriale på "The Living Daylights". Filmene kan købes separat. De har alle kommentarspor og regulære Making Of-dokumentarer. Kun Universals serier med Hitchcock og horror kan måle sig med "The James Bond Collection".
Skuffelsen
Jeg havde glædet mig til at gense Irvin Kershners "Never Say Never Again", der i sin tid virkede skæg, respektløs og rimelig elegant. Filmen genbruger plottet fra "Thunderball" og kredser om en ny "M" (Edward Fox), der vil inddrage 00-agenternes licens til at dræbe. Kvinderne (Kim Basinger og Barbara Carrera) er smukke, Max von Sydow misser ikke et anslag som Blofeld, og som Largo er Klaus Maria Brandauer en værdig modstander.
Problemet er Connery, kort og godt. Han er tyk, forpustet, irriterende selvglad og har endnu ikke fået den distingverede grå fremtoning, som fulgte med, da han accepterede sin alder. Problemet er også, at filmen i alle henseender vil købe sig til stil og kvalitet, men får venstrehåndsværker for pengene. Michel Legrands titelsang har tekst af Alan og Marilyn Bergman, men er et gennemført middelmådigt produkt.
Aldrig igen
Filmen er i bredformat med surroundlyd, men kopien er gnidret og flere steder så upræcist overført, at konturerne kaster skygge. Coverlayoutet kopierer MGM-skabelonen i alle henseender, men indholdet lever slet ikke op til sit forbillede. Så man kan roligt sige aldrig igen.
December, 2000
19/11-2018
