En stor mester slutter af med en film om en stor flymager
4.0
Den store mester i japansk tegnefilm, Hayao Miyazaki, har erklæret, at det her er hans sidste film som instruktør. Og meget passende handler "Når vinden rejser sig" så om ét af Miyazakis gennemgående temaer, nemlig flyvning. Filmen er nemlig en biopic om den berømte luftfartsingeniør Jiro Horikoshi, som ikke mindst er kendt for, at han op til 2. Verdenskrig konstruerede Zero-jagerflyet, der i starten dominerede luftrummet i Stillehavskrigen.
"Når vinden rejser sig" er dog ikke nogen almindelig biopic, for dens historie er i usædvanlig grad både dokumentarisk og fiktiv. På den ene side har den et spor omkring Horikoshis arbejde som ingeniør, som er meget virkelighedsnært med stor opmærksomhed på detaljerne omkring de tekniske finesser, Mitsubishi-fabrikkerne fejrede triumfer med. På den anden side har den et spor omkring hovedpersonens kærlighedsliv, som skildrer, hvordan han møder en tuberkuløs pige under et jordskælv, og hvordan deres kærlighed udvikler sig. Og den del af filmen er fuldstændig fiktiv og har intet med virkelighedens Horikoshi at gøre, men er i stedet baseret på en roman fra slutningen af 30'erne.
Ved at flette de to historier sammen på den måde får Miyazaki mulighed for at fokusere 100% på den historie om idealisme, som han først og fremmest ønsker at fortælle her. For den bebrillede Horikoshi endte godt nok med at skabe én af 2. Verdenskrigs mest ikoniske krigsmaskiner, men i filmens fortolkning er han en idealist, der bare vil bygge fantastiske fly og vier hele sit liv til det. Og den opofrelse for en sag spejles i filmens tragiske kærlighedshistorie om to mennesker, der giver sig fuldstændig hen til hinanden. Ligesom Miyazakis karakteristiske fabulerende billedsprog bliver brugt i drømmesekvenser, der skildrer hovedpersonens drømme om at lave vidunderlige maskiner, men også hans frygt for, hvad de kan bruges til.
På den måde er det egentlig sjovt at se en film, der har ét af aksemagternes kloge hoveder som helt. Det ville nok ikke være gået i USA, men Miyazaki fremhæver altså Horikoshis skabertrang som større og vigtigere end de militære resultater. Det sker dog også med en så nørdet tilgang til fly, at jeg synes, filmen farer lidt vild i nørderiet. Den bliver en smule langtrukken, fordi den hopper så hurtigt fremad, at man aldrig helt får historien om de enkelte projekter, før den slutter med konstruktionen af Zero'ens forgænger, den såkaldte 'Claude'. Og det hjælper så heller ikke, at tuberkulose-historien føles en anelse påklistret.
Til gengæld er "Når vinden rejser sig" ubetinget én af Miyazakis flottest animerede film. Der er virkelig kælet for detaljerne, også i baggrundene, og som altid leverer Miyazaki imponerende totalbilleder og flyvesekvenser, her tilsat et let strejf fantastiske elementer i drømmene.
For mig lander "Når vinden rejser sig" dog samlet set i den tunge ende af Miyazakis produktion, uden at det på nogen måde er en dårlig film. Den føles bare lidt lukket - som et projekt, instruktøren først og fremmest har lavet for sin egen fornøjelses skyld. Men det er jo også fair nok, når man er 73 år og skal lave karrierens sidste værk. Hvis han da ikke kommer på andre tanker og udsætter pensioneringen én gang til.
"Når vinden rejser sig" er dog ikke nogen almindelig biopic, for dens historie er i usædvanlig grad både dokumentarisk og fiktiv. På den ene side har den et spor omkring Horikoshis arbejde som ingeniør, som er meget virkelighedsnært med stor opmærksomhed på detaljerne omkring de tekniske finesser, Mitsubishi-fabrikkerne fejrede triumfer med. På den anden side har den et spor omkring hovedpersonens kærlighedsliv, som skildrer, hvordan han møder en tuberkuløs pige under et jordskælv, og hvordan deres kærlighed udvikler sig. Og den del af filmen er fuldstændig fiktiv og har intet med virkelighedens Horikoshi at gøre, men er i stedet baseret på en roman fra slutningen af 30'erne.
Ved at flette de to historier sammen på den måde får Miyazaki mulighed for at fokusere 100% på den historie om idealisme, som han først og fremmest ønsker at fortælle her. For den bebrillede Horikoshi endte godt nok med at skabe én af 2. Verdenskrigs mest ikoniske krigsmaskiner, men i filmens fortolkning er han en idealist, der bare vil bygge fantastiske fly og vier hele sit liv til det. Og den opofrelse for en sag spejles i filmens tragiske kærlighedshistorie om to mennesker, der giver sig fuldstændig hen til hinanden. Ligesom Miyazakis karakteristiske fabulerende billedsprog bliver brugt i drømmesekvenser, der skildrer hovedpersonens drømme om at lave vidunderlige maskiner, men også hans frygt for, hvad de kan bruges til.
På den måde er det egentlig sjovt at se en film, der har ét af aksemagternes kloge hoveder som helt. Det ville nok ikke være gået i USA, men Miyazaki fremhæver altså Horikoshis skabertrang som større og vigtigere end de militære resultater. Det sker dog også med en så nørdet tilgang til fly, at jeg synes, filmen farer lidt vild i nørderiet. Den bliver en smule langtrukken, fordi den hopper så hurtigt fremad, at man aldrig helt får historien om de enkelte projekter, før den slutter med konstruktionen af Zero'ens forgænger, den såkaldte 'Claude'. Og det hjælper så heller ikke, at tuberkulose-historien føles en anelse påklistret.
Til gengæld er "Når vinden rejser sig" ubetinget én af Miyazakis flottest animerede film. Der er virkelig kælet for detaljerne, også i baggrundene, og som altid leverer Miyazaki imponerende totalbilleder og flyvesekvenser, her tilsat et let strejf fantastiske elementer i drømmene.
For mig lander "Når vinden rejser sig" dog samlet set i den tunge ende af Miyazakis produktion, uden at det på nogen måde er en dårlig film. Den føles bare lidt lukket - som et projekt, instruktøren først og fremmest har lavet for sin egen fornøjelses skyld. Men det er jo også fair nok, når man er 73 år og skal lave karrierens sidste værk. Hvis han da ikke kommer på andre tanker og udsætter pensioneringen én gang til.
02/07-2014
