Persbrandt stjæler fuldstændig billedet i en halvtynd film
3.0
Pernille Fischer Christensen fortsætter sin udforskning af nære og svære relationer mellem mennesker med denne historie om en succesfuld, men også stridbar midaldrende svensk sanger, der vender tilbage til Danmark for at indspille en ny plade. I Danmark har han dog også en fremmedgjort datter, som viser sig at have svære problemer med kokain. Så hun efterlader sin søn hos faderen, da hun tjekker ind på et behandlingscenter. Og dermed må en mand, som ellers forsøger at holde hele verden på afstand, til at begynde at forholde sig til sit barnebarn.
Med "En du elsker" fortsætter Fischer Christensen sit faste samarbejde med Kim Fupz Aakeson som medforfatter, og resultatet er da også en film, der har meget til fælles med hendes tidligere. Det er en historie, hvor udviklingen i personernes indbyrdes forhold er klart vigtigere end selve plottet, og det giver skuespillerne plads til at stråle.
Det gælder ikke mindst Mikael Persbrandt, der er aldeles fremragende i hovedrollen. Han spiller fuldstændig tilbagelænet med den der imponerende pondus, og med et konstant køligt-hånligt blik på omgivelserne formår han at få hovedpersonen til at være et arrogant dumt svin, selv når han ikke siger noget. Men samtidig er der selvfølgelig en underliggende charme og menneskelighed, som også spiller på, at hovedpersonen selv har haft sine problemer med alkohol og stoffer. Jeg spekulerede på, om rollen kunne tænkes at ligge ganske tæt på Persbrandts private virkelighed - han har for nylig fået en fængselsdom for kokainbesiddelse - men han gør det i hvert fald fantastisk og bærer nærmest hele filmen.
Persbrandt får dog også fin støtte af Trine Dyrholm i en præcist leveret birolle som hans menneskekloge producer, og ikke mindst også af den engelske tv-skuespiller Eve Best, der er rigtig skarp som hans manager. Birgitte Hjort Sørensen er derimod lidt bleg som datteren - en rolle, hun ikke helt formår at løfte ud af klicheen.
På positivsiden er filmen også nydeligt fotograferet af Laust Trier-Mørk, og dens musiknumre er fine. Det er skuespillerne selv, der har lagt vokaler til, og det går overraskende godt for Persbrandt. Selv om man selvfølgelig godt kan høre, at det er Dyrholm, som har en gammel spidskompetence på det område.
Men trods filmens positive sider synes jeg også, at "En du elsker" er en lidt tam omgang. Dens grundhistorie om en mand, der finder frem til noget menneskelighed gennem mødet med et barn, er lidt af en kliché. Og den bliver tilmed ret enerverende foldet ud gennem skænderi på skænderi, før den så lander på en feelgood-slutning, der virkelig fik mig til at tænke "nå, var det bare det?"
Jeg savner det følelsmæssige punch, Fischer Christensen tidligere har demonstreret, og en historie, der vil lidt mere end bare det åbenlyse. Fjern Persbrandt fra den her, og så er der virkelig kun en sjasket metervare tilbage. Men nu har "En du elsker" så absolut dygtigt skuespil og god instruktion af Fischer Christensen på den front. Så helt skidt er det ikke ... en jævnt seværdig film, hvor man bare kunne ønske sig, at skuespillerne havde fået et lidt skarpere oplæg at arbejde med.
Med "En du elsker" fortsætter Fischer Christensen sit faste samarbejde med Kim Fupz Aakeson som medforfatter, og resultatet er da også en film, der har meget til fælles med hendes tidligere. Det er en historie, hvor udviklingen i personernes indbyrdes forhold er klart vigtigere end selve plottet, og det giver skuespillerne plads til at stråle.
Det gælder ikke mindst Mikael Persbrandt, der er aldeles fremragende i hovedrollen. Han spiller fuldstændig tilbagelænet med den der imponerende pondus, og med et konstant køligt-hånligt blik på omgivelserne formår han at få hovedpersonen til at være et arrogant dumt svin, selv når han ikke siger noget. Men samtidig er der selvfølgelig en underliggende charme og menneskelighed, som også spiller på, at hovedpersonen selv har haft sine problemer med alkohol og stoffer. Jeg spekulerede på, om rollen kunne tænkes at ligge ganske tæt på Persbrandts private virkelighed - han har for nylig fået en fængselsdom for kokainbesiddelse - men han gør det i hvert fald fantastisk og bærer nærmest hele filmen.
Persbrandt får dog også fin støtte af Trine Dyrholm i en præcist leveret birolle som hans menneskekloge producer, og ikke mindst også af den engelske tv-skuespiller Eve Best, der er rigtig skarp som hans manager. Birgitte Hjort Sørensen er derimod lidt bleg som datteren - en rolle, hun ikke helt formår at løfte ud af klicheen.
På positivsiden er filmen også nydeligt fotograferet af Laust Trier-Mørk, og dens musiknumre er fine. Det er skuespillerne selv, der har lagt vokaler til, og det går overraskende godt for Persbrandt. Selv om man selvfølgelig godt kan høre, at det er Dyrholm, som har en gammel spidskompetence på det område.
Men trods filmens positive sider synes jeg også, at "En du elsker" er en lidt tam omgang. Dens grundhistorie om en mand, der finder frem til noget menneskelighed gennem mødet med et barn, er lidt af en kliché. Og den bliver tilmed ret enerverende foldet ud gennem skænderi på skænderi, før den så lander på en feelgood-slutning, der virkelig fik mig til at tænke "nå, var det bare det?"
Jeg savner det følelsmæssige punch, Fischer Christensen tidligere har demonstreret, og en historie, der vil lidt mere end bare det åbenlyse. Fjern Persbrandt fra den her, og så er der virkelig kun en sjasket metervare tilbage. Men nu har "En du elsker" så absolut dygtigt skuespil og god instruktion af Fischer Christensen på den front. Så helt skidt er det ikke ... en jævnt seværdig film, hvor man bare kunne ønske sig, at skuespillerne havde fået et lidt skarpere oplæg at arbejde med.
02/07-2014
