Unge strissere i uinspireret genreparodi
2.0
Channing Tatum og Jonah Hill er tilbage som det umage makkerpar af kiksede strissere, der sidst endte med at knække en narkoring på en high school. Denne gang bliver de sendt undercover på universitetet for at finde bagmændene bag et nyt stof, og det giver dem en tiltrækkende smagsprøve på det sorgløse college-liv, hvor Tatums jock bliver football-stjerne, og Hills geek finder en intellektuel kæreste.
Som på "21 Jump Street" har Hill været med til at skrive filmen, og denne gang er konceptet en rendyrket genreparodi, hvor etteren havde mere ungdomsfilmstil og tydeligere referencer til den gamle tv-serie, det hele er baseret på. "22 Jump Street" er derimod en kombineret parodi på fortsættelser og buddy movies, der i rigtig mange jokes refererer til, at hele filmen bare er et nyt opkog af etteren, samtidig med at de hovedpersoners venskab igen bliver udfordret.
Det er såmænd også ganske sjovt, første gang filmens præmisser bliver synlige, men især den løbende joke om filmbranchens manglende opfindsomhed i toere bliver hurtigt slidt, og sideplottet om heltenes indbyrdes forhold er - selv for en parodi - temmelig postuleret. Det klæder egentlig heller ikke filmen, at Tatums rolle er blevet gjort endnu dummere end i etteren. Hill har trods alt et lidt bredere spektrum at spille på, men hans karakter er faktisk ret ligegyldig.
"22 Jump Street" har dog øjeblikke med så god komisk timing, at selv det tåbelige manuskript ikke kan gøre det usjovt, og den rammer i det mindste også bedre plet i sidste akt, hvor heltene er taget på Spring Break i Mexico for at finde den rigtige skurk. Men generelt er det her en rigtig sløj omgang, hvor instruktørparret Phil Lord og Christopher Miller slet ikke rammer samme niveau som i etteren. Den var i det mindste jævnt god underholdning, men toeren er tyndbenet og alt for meget dum spoof.
Når man tænker på, at "22 Jump Street" bruger meget energi på at gøre grin med Hollywoods tendens til at koge suppe på de samme ideer, så er det altså lidt af et selvmål, at filmen bare bliver ved og ved med at køre løs på de samme punchlines - og endda gør det i en temmelig selvfed stil. Den får to af de meget små stjerner.
Som på "21 Jump Street" har Hill været med til at skrive filmen, og denne gang er konceptet en rendyrket genreparodi, hvor etteren havde mere ungdomsfilmstil og tydeligere referencer til den gamle tv-serie, det hele er baseret på. "22 Jump Street" er derimod en kombineret parodi på fortsættelser og buddy movies, der i rigtig mange jokes refererer til, at hele filmen bare er et nyt opkog af etteren, samtidig med at de hovedpersoners venskab igen bliver udfordret.
Det er såmænd også ganske sjovt, første gang filmens præmisser bliver synlige, men især den løbende joke om filmbranchens manglende opfindsomhed i toere bliver hurtigt slidt, og sideplottet om heltenes indbyrdes forhold er - selv for en parodi - temmelig postuleret. Det klæder egentlig heller ikke filmen, at Tatums rolle er blevet gjort endnu dummere end i etteren. Hill har trods alt et lidt bredere spektrum at spille på, men hans karakter er faktisk ret ligegyldig.
"22 Jump Street" har dog øjeblikke med så god komisk timing, at selv det tåbelige manuskript ikke kan gøre det usjovt, og den rammer i det mindste også bedre plet i sidste akt, hvor heltene er taget på Spring Break i Mexico for at finde den rigtige skurk. Men generelt er det her en rigtig sløj omgang, hvor instruktørparret Phil Lord og Christopher Miller slet ikke rammer samme niveau som i etteren. Den var i det mindste jævnt god underholdning, men toeren er tyndbenet og alt for meget dum spoof.
Når man tænker på, at "22 Jump Street" bruger meget energi på at gøre grin med Hollywoods tendens til at koge suppe på de samme ideer, så er det altså lidt af et selvmål, at filmen bare bliver ved og ved med at køre løs på de samme punchlines - og endda gør det i en temmelig selvfed stil. Den får to af de meget små stjerner.
19/07-2014
