Transformers med nyt fjendebillede, men stadig lige trættende
2.0
Jeg var ellers klar til at droppe Transformers-serien efter den gennemført rædselsfulde treer, "Dark of the Moon". Men Michael Bay & co. har åbenbart en god kommerciel næse for, hvornår der skal ske noget nyt: Ud med Shia LaBeouf, ind med Mark Wahlberg, og det gjorde straks "Age of Extinction" lidt mere interessant, også fordi Bay og Wahlberg med succes arbejdede sammen på instruktørens forrige film, den overraskende gode "Pain & Gain".
Wahlbergs nye hovedrolle er en opfindertype fra Texas, der har laden fuld af mærkværdige dimser, uden at nogen af dem har givet ham succes. Men en dag køber han en gammel, støvet lastbil, og det viser sig at være Optimus Prime, lederen af de gode autobots, der er gået i skjul. Efter de voldsomme kampe i den foregående film har den amerikanske regering nemlig besluttet, at de ikke kan lide nogen former for transformers, og der går da heller ikke lang tid, før heltene har CIA's black ops-afdeling på nakken. De har nemlig lavet en hemmelig alliance med en intergalaktisk dusørjæger og hans håndlangere, som er ude efter Optimus Prime.
På den led sker der faktisk et interessant skift i film nr. fire: Hvor de første tre film handlede om at bekæmpe en udefrakommende fjende sammen med allierede af den rette moralske støbning, er fjenden her forrædere på de indre linjer, der indgår i skumle alliancer. Dermed flytter Transformers-serien sit udtryk fra en pro-amerikansk, xenofobisk tro på militæret og War on Terror til en indre paranoia, der afspejler de tømmermænd, man nu sidder med efter Edward Snowdens afsløringer og erkendelsen af, hvad bl.a. NSA har foretaget sig i det skjulte. Og det er som nævnt en interessant spejling af, at folkestemningen i USA nok har taget nye drejninger, også ude på landet i Texas.
"Age of Extinction" fungerer så i øvrigt ganske fint i den indledende fase, hvor selv bombastiske Michael Bay er bevidst om, at vi lige skal have etableret de nye karakterer. Det giver en behageligt afdæmpet, ganske munter indledning med fokus på Wahlbergs opfinder og den teenagedatter, han forsøger at pakke ind i vat. Sammen med hendes kæreste bliver de naturligvis menneskeheltene i historien, som dog bliver fuldstændig overtaget af larmende, fjollede tegneserierobotter, da historiens konflikt først bliver rullet ud.
For på det punkt adskiller "Age of Extinction" sig desværre ikke fra sine forgængere. Hele plottet omkring kæmperobotterne er rodet og fyldt med huller, og det bliver på ingen måde bedre af, at nogle robotter konstant stiller sig op og holder tåkrummende episke taler, mens resten af dem laver bøvede jokes og slapstick. Men det hele er selvfølgelig også blot en undskyldning for at lave actionscener. Og de er da også imponerende med flotte animationer, men de bliver bare ved og ved og ved og ved i alt for lange 165 minutters larm og eksplosioner.
Der er lyspunkter undervejs, bl.a. Stanley Tucci i en underholdende rolle som selvfed industrimagnat. Men som de fleste andre af Michael Bays film er "Age of Extinction" simpelt hen bare for meget og for tåbelig. Den er trods alt ikke så slem som den foregående Transformers-film, men god er den så afgjort ikke.
Wahlbergs nye hovedrolle er en opfindertype fra Texas, der har laden fuld af mærkværdige dimser, uden at nogen af dem har givet ham succes. Men en dag køber han en gammel, støvet lastbil, og det viser sig at være Optimus Prime, lederen af de gode autobots, der er gået i skjul. Efter de voldsomme kampe i den foregående film har den amerikanske regering nemlig besluttet, at de ikke kan lide nogen former for transformers, og der går da heller ikke lang tid, før heltene har CIA's black ops-afdeling på nakken. De har nemlig lavet en hemmelig alliance med en intergalaktisk dusørjæger og hans håndlangere, som er ude efter Optimus Prime.
På den led sker der faktisk et interessant skift i film nr. fire: Hvor de første tre film handlede om at bekæmpe en udefrakommende fjende sammen med allierede af den rette moralske støbning, er fjenden her forrædere på de indre linjer, der indgår i skumle alliancer. Dermed flytter Transformers-serien sit udtryk fra en pro-amerikansk, xenofobisk tro på militæret og War on Terror til en indre paranoia, der afspejler de tømmermænd, man nu sidder med efter Edward Snowdens afsløringer og erkendelsen af, hvad bl.a. NSA har foretaget sig i det skjulte. Og det er som nævnt en interessant spejling af, at folkestemningen i USA nok har taget nye drejninger, også ude på landet i Texas.
"Age of Extinction" fungerer så i øvrigt ganske fint i den indledende fase, hvor selv bombastiske Michael Bay er bevidst om, at vi lige skal have etableret de nye karakterer. Det giver en behageligt afdæmpet, ganske munter indledning med fokus på Wahlbergs opfinder og den teenagedatter, han forsøger at pakke ind i vat. Sammen med hendes kæreste bliver de naturligvis menneskeheltene i historien, som dog bliver fuldstændig overtaget af larmende, fjollede tegneserierobotter, da historiens konflikt først bliver rullet ud.
For på det punkt adskiller "Age of Extinction" sig desværre ikke fra sine forgængere. Hele plottet omkring kæmperobotterne er rodet og fyldt med huller, og det bliver på ingen måde bedre af, at nogle robotter konstant stiller sig op og holder tåkrummende episke taler, mens resten af dem laver bøvede jokes og slapstick. Men det hele er selvfølgelig også blot en undskyldning for at lave actionscener. Og de er da også imponerende med flotte animationer, men de bliver bare ved og ved og ved og ved i alt for lange 165 minutters larm og eksplosioner.
Der er lyspunkter undervejs, bl.a. Stanley Tucci i en underholdende rolle som selvfed industrimagnat. Men som de fleste andre af Michael Bays film er "Age of Extinction" simpelt hen bare for meget og for tåbelig. Den er trods alt ikke så slem som den foregående Transformers-film, men god er den så afgjort ikke.
19/07-2014
