Sofistikeret film om et kontroversielt emne
4.0
François Ozon har i det sidste årti etableret sig som én af Frankrigs mest markante filmskabere, og lige nu kan man da også se begge hans to seneste film i danske biografer. "Ung & smuk" er den nyeste af dem og handler om en 17-årig pige, Isabelle, som vælger at prostituere sig.
Handlingen kan altså summeres op til én sætning, men den ene sætning rummer også filmens mysterium, for den kredser hele tiden om spørgsmålet om hvorfor, som også bliver desperat udtalt af Isabelles mor, efter at datterens dobbeltliv er blevet opdaget. Og det er filmens helt store styrke, at forfatter-instruktør Ozon ikke serverer noget svar på et sølvfad.
"Ung & smuk" er en interessant kombination af ny og gammel filmstil. Ozons billedsprog og måde at karakterisere personerne på er meget Hitchcocksk, helt klassisk. Men i fortællestruktur er den til gengæld meget moderne, opdelt i fire akter opkaldt efter årstiderne, og altså udført i den her moderne europæiske stil, hvor filmen fordrer, at tilskuerne selv tolker, hvad der foregår. Samtidig med at handlingen byder på et par effektive twists.
Den første akt, sommer, foregår under familiens ferie i Sydfrankrig, hvor Isabelle har sit første samleje med en jævnaldrende fyr, og det er ikke nogen stor succes. Men derfra klippes der direkte til Paris og de følgende årstider, hvor Isabelle er i gang som escortpige, så snart det bliver efterår. Og gennem en stramt komponeret række af scener giver Ozon antydninger og vinkler i fortællingen, som sætter masser af tanker i gang om, hvad der får hovedpersonen til at gøre det, hun gør.
Eksperimenterer hun for at finde sin seksualitet og lære mere om sex? Er det pengene? Er det, fordi hun nyder at kunne forføre folk? Er det bekræftelsen, i at mænd gerne vil i seng med hende? Ved Isabelle i det hele taget, hvad hun foretager sig? Får hun nogen seksuel tilfredsstillelse af det? Er det spændingen? Er hun i virkeligheden et offer for et samfund, der dyrker ungdommen og unge kvinder som sexobjekter? Hun er skilsmissebarn, så savner hun måske sin far? Mangler han som den rollemodel, stedfaderen ikke formår at være? Var der en antydning af incest i baggrunden? Eller trænger hun bare til, at der er nogen, der udviser omsorg og ømhed?
Jeg tror nok mest på det første og det sidste, men filmen formår altså på imponerende vis at overbevise om, at svaret nok ikke er så enkelt igen. Det er dygtigt skruet sammen af Ozon, som også lykkes med at få sin hovedperson til at virke handlekraftig, samtidig med at hun er totalt uudgrundelig. Og samtidig med at filmen ikke glorificerer prostitution. Faktisk er et par af Isabelles kunder nogle dumme svin, og man forstår absolut godt, at hendes familie bliver voldsomt bekymrede, da de får at vide, hvad der foregår.
Når filmen overhovedet kan lykkes på de præmisser, kræver det selvsagt en stærk præstation i hovedrollen. Den kommer fra topmodellen Marine Vacth, der er smuk på den der tynde modelmåde, hvilket der vel er en ekstra pointe i. Men Vacth overbeviser også som skuespiller i en rolle med meget indre liv, nærmest aldrig smilende, men altid med et spil i øjne og mimik, som gør Isabelle til et levende væsen. Omkring hende er der masser af solide skuespillere, hvoraf én virkelig skiller sig ud: Charlotte Rampling har én af den slags biroller, som kun er med i én enkelt scene, men til gengæld fuldstændig stjæler opmærksomheden, mens hun er der.
"Ung & smuk" er en virkelig vellavet film, der effektivt pirker til nysgerrigheden og sætter mange tanker i gang om et kontroversielt emne. Uden at den bliver så prædikende som fx "Elles", en anden nyere fransk film om prostitution. Der er Ozon noget mere sofistikeret i sit udtryk, og det giver fire store stjerner herfra.

21/07-2014