Tour de force med hoved på

Jon er en ung englænder, der lever af et kontorjob, men drømmer om at blive musiker. Det får han chancen for, da et band med et uudtaleligt navn pludselig mangler en keyboardspiller til deres gig på den lokale pub. Og snart er Jon ved tilfældighedernes spil på vej til en bræddehytte i Irland, hvor bandet skal indspille deres album. Det bliver en meget speciel oplevelse, bl.a. fordi den karismatiske forsanger aldrig tager sit kunstige hoved af. Men Jon jagter ufortrødent sin drøm og begynder at dokumentere sessionerne på sociale medier i håb om, at de kan blive opdaget.

"Frank" er i høj grad inspireret af den britiske komiker og musiker Chris Sievey, der fik en besynderlig karriere under navnet Frank Sidebottom, hvor han optrådte iført et kunstigt hoved. Et tidligere medlem af Sidebottoms band, Jon Ronson, har været medforfatter på "Frank", men filmen er ikke nogen biografi. I stedet bruger den inspirationen fra Sidebottom i en endnu mere vanvittig historie om kreativitet og kunst, og ikke mindst grænsen mellem genialitet og galskab.

For titelpersonen Frank er, viser det sig, åbenlyst vanvittig. Han er dynamisk og inspirerende, sød og charmerende, når han med positiv motivation og altid glad attitude pisker bandmedlemmerne til at presse egne grænser i jagten på spacy art rock-numre, som lige skal klikke på den rigtige måde. Men Frank har også en sort side, og Jon er som en elefant i en glasbutik, når han kommer ind med sine drømme om at skrive populære popsange, der er så banale, at andre i bandet får lyst til at tæve ham.

For "Frank" er nemlig en hyldest til den ubetingede kreativitet; til kunstneren, der kun lever for at skabe sin helt egen kunst og ikke bekymrer sig om hverken popularitet eller penge. Den er helt klart også en kærlighedserklæring til dem, der zigzagger langs grænsen mellem genial og vanvittig - ikke mindst understreget af, at bandets forfærdeligt artsy musik faktisk bliver enormt fængende i de bedste passager. Og omvendt er "Frank" naturligvis også et angreb på den ekstremt kommercialiserede moderne popmusik og den hurtige, forglemmelige hypebuilding via sociale medier.

De temaer folder den talentfulde irske instruktør Lenny Abrahamson dygtigt ud i en velkomponeret, godt pacet film, der indeholder mange øjeblikke med fantastisk weirdness, og som er både meget morsom og meget tragisk.

Fordi filmen i så høj grad handler om den kreative dynamik, giver den også stor plads til, at skuespillerne kan boltre sig. Det gælder naturligvis især Michael Fassbender, der er fantastisk som Frank og bygger enormt meget karakter i rollen, selv om han altså konstant render rundt med et kunstigt hoved. Domhnall Gleeson er ligeledes et fint valg som den naive, ukomplicerede Jon, der på sin vis er meget sympatisk med sin drøm om at skrive sange fra hjertet, men bare ikke rigtig fatter, hvad der foregår. Og så er der især også skarpe biroller til Maggie Gyllenhaal som bandets bidske, evigt vrede theremin-spiller, og til Scoot McNairy som manageren, der inviterer Jon indenfor (og som har mødt Frank på et psykiatrisk hospital).

"Frank" er en fascinerende hyldest til kreativitet, der smukt leger med alverdens kunstnerklicheer, uden at den sætter hverken kunst eller kunstnere op på en piedestal. Der er hele tiden et spil, hvor den skifter mellem "det der er fantastisk" og "det der er vanvittigt" i en herligt uforudsigelig handling. Det er absolut en film, der skiller sig ud fra mængden, og særligt hvis man har arbejdet med kreative fag, er det umuligt ikke at føle et stik i hjertet over den her. På den gode måde, altså.