Solid reboot-toer

Den seneste abefilm samler handlingen op fem år efter "Rise of the Planet of the Apes". Den kur mod Alzheimers, som der blev eksperimenteret med i første kapitel af forhistorien, udviklede sig til en pandemisk abeinfluenza, som har udryddet store dele af menneskeheden og skabt kaos overalt. En gruppe overlevende har samlet sig i resterne af San Francisco, og de håber på at kunne genstarte et nærliggende vandkraftværk for igen at få strøm. Men i skoven oppe ved kraftværket møder de chimpansen Caesar, som har bygget et samfund sammen med de andre intelligente aber, der slap væk fra forsøgslaboratoriet i etteren. I første omgang indgår mennesker og aber en forsigtig fredsaftale, hvor man forsøger at give hinanden plads - men på begge sider er der kræfter, som drevet af mistro og had hellere vil tage konflikten.

Jeg var skeptisk på forhånd, for hvor meget suppe kan man koge på de her aber? Ganske meget, viser det sig, for "Dawn of the Planet of the Apes" fortsætter i fin stil med at være intelligent science-fiction, der på ingen måde gør Pierre Boulles oprindelige roman til skamme. Denne gang er der så også oprustet på instruktørposten med Matt Reeves - kendt for "Cloverfield" - og hans sikre hånd, sans for spænding og erfaring med fantastiske genrer bliver brugt godt i en medrivende fortælling om, hvor svært det er at vælge freden.

Der er nemlig masser af gode tematiske pointer i "Dawn of the Planet of the Apes". Især omkring mistroen og frygten for det fremmede, og hvordan tidligere dårlige oplevelser alt for nemt bliver bredt ud til, at når nogle mennesker eller aber engang var onde, så er alle andre mennesker eller aber det nok også. Den kloge Caesar er stadig en næsten urealistisk klog og nobel leder, men selv han må sande, at man ikke altid kan stole på andre, blot fordi de også er aber. Og på den måde er det selvsagt nemt at perspektivere de mekanismer, der skildres i filmen, ud på den virkelige verdens konflikter. Måske skulle de vise den her film gratis i Israel og Palæstina.

Man kan ikke påstå, at filmen leverer sine pointer subtilt - tværtimod, de bliver banket ind med forhammeren igennem en serie scener, der egentlig er ret banal dramatik. Men det bliver til gengæld gjort fuldstændig konsekvent, og filmen er meget præcist skåret ind til de centrale temaer.

I hovedrollen som Caesar viser Andy Serkis endnu en gang sit talent for at spille gennem computeranimation, og Reeves får virkelig også sat ham op til nogle episke øjeblikke. Animationerne af aberne er generelt af meget høj kvalitet, ikke mindst nogle fine orangutanger - selv om det også er en lidt stereotyp fremstilling af dem som urfolk. Menneskerollerne blegner lidt til sammenligning, men Jason Clarke brænder flot igennem som den idealistiske ingeniør, der er helten på menneskesiden. Til gengæld er Gary Oldman overraskende ligegyldig som den mere militante mand, der er Clarkes makker i ledelsen af menneskekolonien. Og Clarkes kæreste er tilsvarende en temmelig stereotyp blød lægedame, som dog bliver ganske kompetent spillet af Keri Russell (som Reeves også instruerede, dengang hun havde titelrollen i tv-serien "Felicity").

Der er i det hele taget en eftersmag af stereotyper og klicheer ved mange ting i "Dawn of the Planet of the Apes", men den bruger netop de stereotyper som sikre byggeklodser i en sci-fi-historie, der overordnet er begavet og har noget på hjerte. Og fordi den bliver så medrivende og stilsikkert leveret af instruktør Reeves, bliver det en solid fortsættelse af den glimrende "Rise of the Planet of the Apes".