Bond, babes og bovlamme skurke
3.0
Der er fuld fart på det nyeste afsnit i James Bond-serien, selvom det tydeligere end nogensinde står klart, at man ingen ambitioner har om at skabe det, der bare ligner en ordentlig historie. I stedet får vi den sædvanlige rundvisning i 007's vokskabinet, men det er vel heller ikke det værste at bruge en fredag aften i biffen på.
I den 19. film i den officielle serie vender James Bond tilbage for at bekæmpe ondskab, hvor end den befinder sig, og redde verden, når han nu ligesom er i gang. Denne gang har ondskaben slået til i selve MI-6's hovedkvarter, hvor der dels er blevet slået en nær ven af M ihjel, dels blevet blæst et meget stort hul i muren. Dette er naturligvis uholdbart, og ved hjælp af gætteri, held, et hologram i økonomistørrelse samt en del dimser fra Q og hans unge medhjælper R, lykkes det at identificere den, man antager er fjenden: den skumle Renard. Bond og resten af MI-6 antager, at M's vens datter, Elektra, er Renards næste offer, og følgelig må Bond tage den sure tjans at agere bodyguard for en af denne verdens smukkeste kvinder.
Højt videnskabeligt niveau
Som det så tit går, er intet, som det ser ud, og Bond trækkes ind i et spind af bedrag, død og alt, alt for meget sex. Et sted i dette spind befinder sig en atomladning, som er ved at falde i terroristhænder. I sin jagt på atomladningen render han på den fantastiske atomvåbenekspert Dr. Christmas Jones, som er den yngste akademiker i videnskabens historie, trods det, at hun under studierne sandsynligvis har ernæret sig som livredder hos Baywatch. Stor videnskabsmand, store nødder, stor kunst.
Sammen forsøger de to at redde M, Istanbul og vor civilisation, som vi kender den, fra den visse undergang, og trods svære odds som f.eks. urimeligt store huller i plottet, lykkes det i fin stil.
Så alt er, som det plejer i James Bond. Dimser, eksplosioner, transportmiddeljagter, product placement, ordspil og kørvel. Vi får set nogle sightes som Guggenheimmuseet i Bilbao og The Millennium Dome i London. Vi får præsenteret det nyeste inden for pyroteknik, ure og biler. Vi får én på genkendelsens glæde ved gennemgangen af hele det tvangsritual, som en Bondfilm er. Shaken, not stirred - wæjhæj.
Thomsens tynde terrorist
Alligevel er det, som der denne gang er en del metaltræthed i hele systemet. Hvorfor må vi ikke få en rigtig superskurk, sådan én, der spiser små børn til morgenmad? Hvor er de bizarre håndlangere? Det tætteste vi kommer herpå er danske Ulrich Thomsen i sin karrieres tyndeste (hvilket næppe kan lægges ham til last) rolle som Davidov, verdens mest bovlamme skurk, der ikke magter selv de enkleste skurkeopgaver.
Plottet er fuldstændigt uforståeligt, og man står sig bedst ved at undlade at forsøge at skabe sig sammenhæng mellem punkt A og B. Pyt med plot, det er alligevel ikke relevant i det store perspektiv. Så behøver man heller ikke græmme sig over de himmelråbende ubegribeligheder, som instruktøren og manuskriptforfatteren forsøger at slippe ubemærket afsted med.
Aktionsekvenserne mangler det ekstra, der gør dette til en uforglemmelig Bondfilm, selvom scenerne i sig selv fungerer fint som hæsblæsende action. Det hele er set før, men det er jo selvfølgelig også begrænset, hvor mange transportmidler, der findes i denne verden. Mest imponerende er en helikopter med en avanceret løvsav.
Der er fuld skrue på hele vejen igennem, og holder man bare lidt af James Bond, holder det som sædvanlig 100%. I en verden med alt for mange gråtoner er det bare skønt med 007's sort-hvide agentverden, hvor skurke er skurke og skal dø skurkedøden, og kvinder først er rigtigt voksne, når de runder en D-skål. Og Pierce Brosnan er fortsat et fortræffeligt bud på 90'ernes Bond.
I den 19. film i den officielle serie vender James Bond tilbage for at bekæmpe ondskab, hvor end den befinder sig, og redde verden, når han nu ligesom er i gang. Denne gang har ondskaben slået til i selve MI-6's hovedkvarter, hvor der dels er blevet slået en nær ven af M ihjel, dels blevet blæst et meget stort hul i muren. Dette er naturligvis uholdbart, og ved hjælp af gætteri, held, et hologram i økonomistørrelse samt en del dimser fra Q og hans unge medhjælper R, lykkes det at identificere den, man antager er fjenden: den skumle Renard. Bond og resten af MI-6 antager, at M's vens datter, Elektra, er Renards næste offer, og følgelig må Bond tage den sure tjans at agere bodyguard for en af denne verdens smukkeste kvinder.
Højt videnskabeligt niveau
Som det så tit går, er intet, som det ser ud, og Bond trækkes ind i et spind af bedrag, død og alt, alt for meget sex. Et sted i dette spind befinder sig en atomladning, som er ved at falde i terroristhænder. I sin jagt på atomladningen render han på den fantastiske atomvåbenekspert Dr. Christmas Jones, som er den yngste akademiker i videnskabens historie, trods det, at hun under studierne sandsynligvis har ernæret sig som livredder hos Baywatch. Stor videnskabsmand, store nødder, stor kunst.
Sammen forsøger de to at redde M, Istanbul og vor civilisation, som vi kender den, fra den visse undergang, og trods svære odds som f.eks. urimeligt store huller i plottet, lykkes det i fin stil.
Så alt er, som det plejer i James Bond. Dimser, eksplosioner, transportmiddeljagter, product placement, ordspil og kørvel. Vi får set nogle sightes som Guggenheimmuseet i Bilbao og The Millennium Dome i London. Vi får præsenteret det nyeste inden for pyroteknik, ure og biler. Vi får én på genkendelsens glæde ved gennemgangen af hele det tvangsritual, som en Bondfilm er. Shaken, not stirred - wæjhæj.
Thomsens tynde terrorist
Alligevel er det, som der denne gang er en del metaltræthed i hele systemet. Hvorfor må vi ikke få en rigtig superskurk, sådan én, der spiser små børn til morgenmad? Hvor er de bizarre håndlangere? Det tætteste vi kommer herpå er danske Ulrich Thomsen i sin karrieres tyndeste (hvilket næppe kan lægges ham til last) rolle som Davidov, verdens mest bovlamme skurk, der ikke magter selv de enkleste skurkeopgaver.
Plottet er fuldstændigt uforståeligt, og man står sig bedst ved at undlade at forsøge at skabe sig sammenhæng mellem punkt A og B. Pyt med plot, det er alligevel ikke relevant i det store perspektiv. Så behøver man heller ikke græmme sig over de himmelråbende ubegribeligheder, som instruktøren og manuskriptforfatteren forsøger at slippe ubemærket afsted med.
Aktionsekvenserne mangler det ekstra, der gør dette til en uforglemmelig Bondfilm, selvom scenerne i sig selv fungerer fint som hæsblæsende action. Det hele er set før, men det er jo selvfølgelig også begrænset, hvor mange transportmidler, der findes i denne verden. Mest imponerende er en helikopter med en avanceret løvsav.
Der er fuld skrue på hele vejen igennem, og holder man bare lidt af James Bond, holder det som sædvanlig 100%. I en verden med alt for mange gråtoner er det bare skønt med 007's sort-hvide agentverden, hvor skurke er skurke og skal dø skurkedøden, og kvinder først er rigtigt voksne, når de runder en D-skål. Og Pierce Brosnan er fortsat et fortræffeligt bud på 90'ernes Bond.
19/11-2018
