Norsk udkantsgangsterkomedie mangler et skud kreativitet
3.0
Nils er en midaldrende mand med et ordentligt, jævnt liv. Han er vellidt i sit norske lokalsamfund, hvor han netop er blevet kåret til 'årets borger' for sit trofaste arbejde med at køre sneplov. Men hans liv bliver komplet vendt på hovedet, da hans søn bliver myrdet, fordi han - uden at vide det - har hjulpet en ven med snyde de lokale narkogangstere. Politiet henlægger sagen som en overdosis, men det nægter Nils at acceptere, så han tager ud for at finde og straffe de ansvarlige.
"Kraftidioten" er altså fortællingen om en aldrende herre, der med jagtriffel og sneplov tager ud for at uddele retfærdighed. En selvtægtsfilm med et kraftigt ironisk touch i Kim Fupz Aakesons manuskript, som er iscenesat af Hans Petter Moland, der også arbejdede sammen med Aakeson på sin forrige film, "En ganske rar mand". Der endda også havde Stellan Skarsgård i hovedrollen, hvilket igen er tilfældet her.
Det fungerer fint i starten af filmen, når Skarsgård i en slags nordisk fortolkning af Guy Ritchies britmob-stil udøver selvtægt trods forpustelse og småforhindringer. Mens gangsterne ikke fatter, hvad der sker, så de starter en krig mod en konkurrerende serbisk bande, som de mistænker for at dræbe deres folk. Ironien sidder fint i skabet, når Skarsgårds ordknappe sneplovfører går i aktion, og Molands abrupte klipning går godt i spænd med filmens strejf af absurd slapstick.
Men efterhånden kommer filmen til at køre ret meget i samme rille med opbygning til vold og død, afløst af en konsekvent gimmick med opremsning af de døde. Det virker, som om "Kraftidioten" simpelt hen løber tør for kreativitet og skamrider sin gennemgående joke og persongalleriet af kliché-karakterer lidt for meget. Det bliver især synligt i en alt for uinspireret slutsekvens. Inden man kommer dertil, har Pål Sverre Valheim Hagen dog haft fine øjeblikke som den neurotiske, hysteriske gangsterboss, ligesom Birgitte Hjort Sørensen er fin som hans bidske ekskæreste, og det er et lille kup at have Bruno Ganz som den serbiske gangsterboss.
"Kraftidioten" er på mange måder et fint oplæg til en norsk udgave af den gangsterkomedie i ironisk-brutal slapstick-stil, som er kendt fra masser af forgængere fra Quentin Tarantino til Guy Ritchie. Men man har netop set noget i den stil mange gange før, og "Kraftidioten" formår ikke helt at hæve sig over de klicheer, den spiller op mod. Tværtimod falder niveauet af energi og humor undervejs, og der mangler ganske simpelt et kick af originalitet, når man kan sidde og tænke, at en scene er kopieret fra "Blinkende lygter".
"Kraftidioten" er altså fortællingen om en aldrende herre, der med jagtriffel og sneplov tager ud for at uddele retfærdighed. En selvtægtsfilm med et kraftigt ironisk touch i Kim Fupz Aakesons manuskript, som er iscenesat af Hans Petter Moland, der også arbejdede sammen med Aakeson på sin forrige film, "En ganske rar mand". Der endda også havde Stellan Skarsgård i hovedrollen, hvilket igen er tilfældet her.
Det fungerer fint i starten af filmen, når Skarsgård i en slags nordisk fortolkning af Guy Ritchies britmob-stil udøver selvtægt trods forpustelse og småforhindringer. Mens gangsterne ikke fatter, hvad der sker, så de starter en krig mod en konkurrerende serbisk bande, som de mistænker for at dræbe deres folk. Ironien sidder fint i skabet, når Skarsgårds ordknappe sneplovfører går i aktion, og Molands abrupte klipning går godt i spænd med filmens strejf af absurd slapstick.
Men efterhånden kommer filmen til at køre ret meget i samme rille med opbygning til vold og død, afløst af en konsekvent gimmick med opremsning af de døde. Det virker, som om "Kraftidioten" simpelt hen løber tør for kreativitet og skamrider sin gennemgående joke og persongalleriet af kliché-karakterer lidt for meget. Det bliver især synligt i en alt for uinspireret slutsekvens. Inden man kommer dertil, har Pål Sverre Valheim Hagen dog haft fine øjeblikke som den neurotiske, hysteriske gangsterboss, ligesom Birgitte Hjort Sørensen er fin som hans bidske ekskæreste, og det er et lille kup at have Bruno Ganz som den serbiske gangsterboss.
"Kraftidioten" er på mange måder et fint oplæg til en norsk udgave af den gangsterkomedie i ironisk-brutal slapstick-stil, som er kendt fra masser af forgængere fra Quentin Tarantino til Guy Ritchie. Men man har netop set noget i den stil mange gange før, og "Kraftidioten" formår ikke helt at hæve sig over de klicheer, den spiller op mod. Tværtimod falder niveauet af energi og humor undervejs, og der mangler ganske simpelt et kick af originalitet, når man kan sidde og tænke, at en scene er kopieret fra "Blinkende lygter".
15/08-2014
