Som sendt fra en anden planet
5.0
Teknisk skal film altid bedømmes ud fra den tid, de er lavet i. Og fordi denne storstilede filmatisering af H.G. Wells sci-fi klassiker er fra 1953, må den bedømmes som værende....et fucking mirakel!
Der er så meget visuelt gods her, at man stadig den dag i dag er suget til skærmen - nøjagtig ligesom marsboernes maskiner, er filmens effekter i sig selv magnetiske. Dragende at kigge på. Maskinerne og deres stråle-kanoner holder stadig, og det ER vitterlig død og ødelæggelse, vi er vidne til. Ikke bare ødelæggelse. Stemningen er faretruende. Scenen hvor åbningskapslen skrues af, og den første nærkontakt opstår giver mig stadig kuldegysninger - det er suspense på højeste niveau.
Selv de dårlige effekter er gode, fordi det hele er lavet med passion og kærlighed til at sprænge de tekniske rammer. Og det gør de. Igen og igen. Der er en scene, hvor vores to hovedpersoner nødlander et fly et sted i det californiske ødeland. Den er filmet som POV, og lige inden styrtet ses kortvarigt de fremmede flyvende ud af øjenkrogen. Det er så perfekt et skud, og lige dér beviser denne film, at den er en visionær drøm af en produktion.
Og der er noget på spil. Ja, verdens fremtid selvfølgelig, men også menneskeligt. Jeg interesserer mig for Dr. Clayton Forrester og hans velbefindende midt i ragnarokket. Han er en helstøbt karakter. Han er sympatisk, han udstråler heltemod, men han er også en intellektuel realist med tyngde. Vi lytter til hans ord, fordi vi føler der ligger en sandhed bag dem. Gene Barry er en åbenbaring her. Han nailer den. Han er cool. Ikke overgjort Fonzie-cool, reelt COOL. Fuck, vi snakker Cary Grant-cool (!) Netop fordi han er så overbevisende som filmens klippe og håb, bliver man oprigtigt bange i sidste akt. hvor han går op i limningen og begynder at acceptere undergangen. Lige dér røg den sidste bastion.
Elsker, elsker, elsker denne film, og slutningen er faktisk det eneste, der decideret nager mig. Forresters desperate søgen efter Silvia gennem ruinerne af Los Angeles er en fantastisk sekvens, men det hele rundes for hurtigt af. Sløret løftes bare, der bygges ikke op til det. H.G Wells' afgørende pointe havde fortjent at blive dvælet ved ovenpå det heftige eksplosionsmarathon frem for en kort afrunding af vores fortæller. Selve fortæller-stemmen er dog ikke til at stå for, og Sir Cedric Hardwicke giver den den nødvendige pondus. Jeg kunne høre hans indledning til mine dages ende, og jeg er solgt hver gang, han når frem til titlen..."THE WAR OF THE WORLDS!" (*eksplosion*)
Der er så meget visuelt gods her, at man stadig den dag i dag er suget til skærmen - nøjagtig ligesom marsboernes maskiner, er filmens effekter i sig selv magnetiske. Dragende at kigge på. Maskinerne og deres stråle-kanoner holder stadig, og det ER vitterlig død og ødelæggelse, vi er vidne til. Ikke bare ødelæggelse. Stemningen er faretruende. Scenen hvor åbningskapslen skrues af, og den første nærkontakt opstår giver mig stadig kuldegysninger - det er suspense på højeste niveau.
Selv de dårlige effekter er gode, fordi det hele er lavet med passion og kærlighed til at sprænge de tekniske rammer. Og det gør de. Igen og igen. Der er en scene, hvor vores to hovedpersoner nødlander et fly et sted i det californiske ødeland. Den er filmet som POV, og lige inden styrtet ses kortvarigt de fremmede flyvende ud af øjenkrogen. Det er så perfekt et skud, og lige dér beviser denne film, at den er en visionær drøm af en produktion.
Og der er noget på spil. Ja, verdens fremtid selvfølgelig, men også menneskeligt. Jeg interesserer mig for Dr. Clayton Forrester og hans velbefindende midt i ragnarokket. Han er en helstøbt karakter. Han er sympatisk, han udstråler heltemod, men han er også en intellektuel realist med tyngde. Vi lytter til hans ord, fordi vi føler der ligger en sandhed bag dem. Gene Barry er en åbenbaring her. Han nailer den. Han er cool. Ikke overgjort Fonzie-cool, reelt COOL. Fuck, vi snakker Cary Grant-cool (!) Netop fordi han er så overbevisende som filmens klippe og håb, bliver man oprigtigt bange i sidste akt. hvor han går op i limningen og begynder at acceptere undergangen. Lige dér røg den sidste bastion.
Elsker, elsker, elsker denne film, og slutningen er faktisk det eneste, der decideret nager mig. Forresters desperate søgen efter Silvia gennem ruinerne af Los Angeles er en fantastisk sekvens, men det hele rundes for hurtigt af. Sløret løftes bare, der bygges ikke op til det. H.G Wells' afgørende pointe havde fortjent at blive dvælet ved ovenpå det heftige eksplosionsmarathon frem for en kort afrunding af vores fortæller. Selve fortæller-stemmen er dog ikke til at stå for, og Sir Cedric Hardwicke giver den den nødvendige pondus. Jeg kunne høre hans indledning til mine dages ende, og jeg er solgt hver gang, han når frem til titlen..."THE WAR OF THE WORLDS!" (*eksplosion*)
25/08-2014
