Tørre Tim-tæsk
5.0
Efter et skønt gensyn med den originale "The War of the Worlds" tænkte jeg, at Tim Burtons undervurderede science fiction-komedie i kølvandet ville udgøre en noget nær perfekt 'double bill'.
Jeg har altid set "Mars Attacks!" som en kærlig kindhest til menneskets mindst flatterende sider. En kindhest der udvikler sig til en regulær skideballe, hvis man ser efter. Til alle os der enten er faldet til patten eller bare faldet af på den.
For hvem er skurken egentlig? De destruktive marsboere er måske ikke ligefrem sympatiske, men det er også ligegyldigt. De har ikke rejst så langt for at blive slyngveninder med os, de er her selvfølgelig for at EROBRE. Nøjagtig som mennesket alle dage har gjort det. At kalde dem skurke er samtidig at udnævne os selv til det. Primitive og hensynsløse? You bet. De er kort sagt et lallende idiotisk spejlbillede af os selv, hvis man fjerner al glasuren.
Midt i den store actionspækkede (og yderst underholdende) homage til sci-fi filmens gyldne æra i 50'erne, lykkedes filmen således også med at være en glimrende samfundssatire. Vi bliver, som nævnt, sat på plads. De uhellige køer bliver slagtet på stribe. Vi har den pengegriske sydstats-slambert, der profiterer på laveste fællesnævner (Jack Nicholson). Der er den idéforladte præsident, der kører i tomgang med sin bullshit-retorik (også Jack Nicholson). Vi har den narcissistiske TV-vært som repræsentant for et overfladisk og hult mediebillede (Michael J. Fox). Så er der den gloriepudsende idealist der er fanget i sit eget forsimplede verdenssyn (Pierce Brosnan). I den anden side af spektret, men mindst lige så fastlåst, er den militære machomand med primitive løsninger i selvmordsklassen (Rod Steiger). Og der er den naive trailer park-bimbo, hvis forbrydelse slet og ret er at være dummere end lort (Anette Benning). At det er hende der overlever til at "at føre faklen videre", er filmens bedste provokation.
Det her er en opsang. En fandens skæg en.
Jeg har altid set "Mars Attacks!" som en kærlig kindhest til menneskets mindst flatterende sider. En kindhest der udvikler sig til en regulær skideballe, hvis man ser efter. Til alle os der enten er faldet til patten eller bare faldet af på den.
For hvem er skurken egentlig? De destruktive marsboere er måske ikke ligefrem sympatiske, men det er også ligegyldigt. De har ikke rejst så langt for at blive slyngveninder med os, de er her selvfølgelig for at EROBRE. Nøjagtig som mennesket alle dage har gjort det. At kalde dem skurke er samtidig at udnævne os selv til det. Primitive og hensynsløse? You bet. De er kort sagt et lallende idiotisk spejlbillede af os selv, hvis man fjerner al glasuren.
Midt i den store actionspækkede (og yderst underholdende) homage til sci-fi filmens gyldne æra i 50'erne, lykkedes filmen således også med at være en glimrende samfundssatire. Vi bliver, som nævnt, sat på plads. De uhellige køer bliver slagtet på stribe. Vi har den pengegriske sydstats-slambert, der profiterer på laveste fællesnævner (Jack Nicholson). Der er den idéforladte præsident, der kører i tomgang med sin bullshit-retorik (også Jack Nicholson). Vi har den narcissistiske TV-vært som repræsentant for et overfladisk og hult mediebillede (Michael J. Fox). Så er der den gloriepudsende idealist der er fanget i sit eget forsimplede verdenssyn (Pierce Brosnan). I den anden side af spektret, men mindst lige så fastlåst, er den militære machomand med primitive løsninger i selvmordsklassen (Rod Steiger). Og der er den naive trailer park-bimbo, hvis forbrydelse slet og ret er at være dummere end lort (Anette Benning). At det er hende der overlever til at "at føre faklen videre", er filmens bedste provokation.
Det her er en opsang. En fandens skæg en.
26/08-2014
