Alle på nær Allie
6.0
Hvor er det i grunden fantastisk at leve i en verden med Peter Weir-film. Han kan noget ganske specielt den mand, og jeg regner ham som en af mine yndlingsinstruktører.
"The Mosquito Coast" er nok min favorit, selvom det er unfair at skulle udpege Weirs 'numero uno'. Hans film har alle noget særligt over sig og funkler hver især på deres egen måde.
Men jeg er simpelthen smaskforelsket i denne fortælling om idealer og selvbedrag. Det er en rejse, bogstavelig talt og i overført betydning. Alle er på en rejse mentalt. Alle på nær Allie. Han afviger ikke fra sit urokkelige verdenssyn, end ikke når det ser allermørkest ud. Og for det hader man ham. Og elsker ham. Man har lyst til at kvæle ham i hans mest irriterende øjeblikke (dem er der mange af), men man misunder ham også, fordi han tilsyneladende ved noget, vi ikke ved (manifesteret fysisk med is-maskinen). Selv når vi ved, han lyver overfor sin familie, er man stadig investeret i ham.
Det er dette had/kærlighedsforhold som er filmens sande genistreg, fordi filmen i sin kerne handler om en søns oplevelse af sin far. Peter Weir anbringer os i sønnens sko, og vi kommer ud på den samme følelsesmæssige rejse, som Charlie gør i forhold til fatter Allie. Fremstillingen af Allie er uangribelig, fordi det er summen af en søns tanker. Alle med en far kan relatere her.
Det er en helt unik film. Ikke mindst takket være skuespillerne i de to afgørende roller. En blot 15-årig River Phoenix er eminent som ældstesønnen og Harrison Ford er lysår væk fra noget, han har lavet før eller siden. Muligvis karrierens bedste præstation, selvom Dr. Jones altid vil være dybt i mit filmhjerte.
"The Mosquito Coast" er nok min favorit, selvom det er unfair at skulle udpege Weirs 'numero uno'. Hans film har alle noget særligt over sig og funkler hver især på deres egen måde.
Men jeg er simpelthen smaskforelsket i denne fortælling om idealer og selvbedrag. Det er en rejse, bogstavelig talt og i overført betydning. Alle er på en rejse mentalt. Alle på nær Allie. Han afviger ikke fra sit urokkelige verdenssyn, end ikke når det ser allermørkest ud. Og for det hader man ham. Og elsker ham. Man har lyst til at kvæle ham i hans mest irriterende øjeblikke (dem er der mange af), men man misunder ham også, fordi han tilsyneladende ved noget, vi ikke ved (manifesteret fysisk med is-maskinen). Selv når vi ved, han lyver overfor sin familie, er man stadig investeret i ham.
Det er dette had/kærlighedsforhold som er filmens sande genistreg, fordi filmen i sin kerne handler om en søns oplevelse af sin far. Peter Weir anbringer os i sønnens sko, og vi kommer ud på den samme følelsesmæssige rejse, som Charlie gør i forhold til fatter Allie. Fremstillingen af Allie er uangribelig, fordi det er summen af en søns tanker. Alle med en far kan relatere her.
Det er en helt unik film. Ikke mindst takket være skuespillerne i de to afgørende roller. En blot 15-årig River Phoenix er eminent som ældstesønnen og Harrison Ford er lysår væk fra noget, han har lavet før eller siden. Muligvis karrierens bedste præstation, selvom Dr. Jones altid vil være dybt i mit filmhjerte.
03/09-2014
