Space Lord, motherfucker!
5.0
Marvel tager en afstikker til den mere obskure del af deres tegneserier med "Guardians of the Galaxy", der heldigvis er en satsning, der i den grad giver pote - i form af et underholdende rumeventyr tilsat lidt superheltestil.
Heltegruppen Guardians of the Galaxy debuterede faktisk på tegneserie helt tilbage i 1969, altså længe før "Star Wars" og det rum-craze, som åbenlyst er en stor inspirationskilde til filmen. Men filmens udgave af Guardians of the Galaxy er så baseret på den nye udgave af gruppen, Marvel lancerede i 2008.
Hovedpersonen er en ung jordbo, der er opvokset hos en gruppe rum-lovløse, efter han som barn blev bortført fra Jorden. Nu kalder han sig Star-Lord, og filmens plot bliver sparket i gang, ved at han henter en sølvkugle på en forladt planet. Men den sølvkugle viser sig at være et artefakt, som flere andre vil have fingrene i - og nogle af dem vil bruge den til at udslette hele civilisationer. Efter diverse forviklinger slår Star-Lord pjalterne sammen med en aparte gruppe af sære eksistenser: Rocket, en kynisk hustler af en talende vaskebjørn, der har det højintelligente træ Groot som makker. Superlejemorderen Gamora, som forsøger at slippe væk fra sin adoptivfar, der er én af universets største superskurke. Og den massive Drax the Destroyer, der kun har ét mål i livet, nemlig at hævne sin familie, der blev dræbt af samme skurk, som nu vil bruge kuglen til at sprede død og ødelæggelse. Sammen beslutter de sig for at forsøge at redde galaksen, med håb om at der også er penge i det.
Der er rigtig mange referencer til "Star Wars" og andre rumfilm af samme skuffe i "Guardians of the Galaxy", der præsenterer et farvestrålende, fascinerende rumunivers med godhjertede lovløse i rumskibe, afsides rumstationer fyldt med spraglede væsener og så videre. Tempoet er højt, mens heltene springer mellem de episoder på forskellige rum-lokationer, som driver handlingen fremad mod en flot finale. I det hele taget er det en superflot film - der er virkelig lavet imponerende arbejde med computergrafik, både i scenerne i rummet, i en serie vidt forskellige lokationer og i animationen af diverse karakterer, bl.a. Rocket og Groot.
Og så er det en dejligt letbenet film med stort glimt i øjet, selv om den også er så tilpas alvorlig, at man tager handlingen og de spændende øjeblikke alvorligt. Forfatter-instruktør James Gunn får mange fine øjeblikke og one-liners ud af de fem heltes vidt forskellige baggrund, der gør det nemt at lege med bizarre misforståelser og konflikter. Kombineret med skarp pacing og klipperytme giver det en film, hvor man aldrig keder sig, selv om den dog er lige ved at trække sit plot for langt ud i mellemstykket.
En lille smule tendens til tomgang er nemlig det, der forhindrer filmen i at komme helt op på topkarakter hos mig, samtidig med at dens grundplot og hovedskurken, Ronan the Accuser, simpelt hen ikke bliver udviklet godt nok. Selv om man får et vink om en stor tragedie i Ronans baggrund, bliver han aldrig andet end en selvhøjtidelig, sur mand med en stor hammer, der vil smadre planeter. Men det er måske konsekvensen af, at man skal have introduceret hele fem spraglede helte - der er ikke rigtig plads til skurken.
De fem helte bliver så leveret mægtigt. Chris Pratt er herligt kæk og charmerende som Star-Lord. Dave Bautista er virkelig underholdende deadpan som Drax, der bl.a. lider af ikke at kunne forstå metaforer. Groot er Groot (og Vin Diesel), mens Bradley Cooper lægger fantastisk stemme til Rocket, der på mange måder er filmens højdepunkt. Og endelig gør Zoe Saldana det fint, nu med grøn hud, som Gamora. Tegneseriefanen i mig vil dog gerne brokke sig over, at Gamora slet ikke er sej nok i filmen (det gælder i øvrigt også hendes søster Nebula). Men det er jo ikke Saldanas skyld, og jeg vil hundrede gange hellere se hende i denne grønne version end som blå na'vi. Denne films blå mand er så i øvrigt også den birolle, som især er værd at fremhæve - nemlig Michael Rooker, der er herlig som Star-Lords lovløse mentor (som så igen er et anerkendende nik til den oprindelige Guardians of the Galaxy-tegneserie).
"Guardians of the Galaxy" er velfungerende, smittende underholdning fra start til slut. Forfatter-instruktør Gunn leverer en virkelig sær præmis utroligt overbevisende, og det er mere end fortjent, at det her er blevet ét af årets største filmhits. For ud over at være underholdende har den også lige det der strejf af velplaceret seriøsitet, især omkring Star-Lords smerte omkring sin afdøde mor - der så også leverer filmens fede soundtrack på det kassettebånd med 'Awesome Mix', han fik af moderen. Den slags detaljer binder filmen bedre sammen end de fleste Hollywood-blockbusters, og selv om den altså ikke er helt oppe og ringe hos mig - det er fem små stjerner - glæder jeg mig stort til toeren. Der skal man ikke starte med at have heltene introduceret, og det kan nemt give grundlag for en endnu bedre fortsættelse - som det har været tilfældet i flere andre Marvel-filmserier. Og der er jo så tegn i sol, måne og stjerner på, at Guardians of the Galaxys næste eventyr meget vel kan komme til at hænge sammen med det, der sker i den næste Avengers-film.
Heltegruppen Guardians of the Galaxy debuterede faktisk på tegneserie helt tilbage i 1969, altså længe før "Star Wars" og det rum-craze, som åbenlyst er en stor inspirationskilde til filmen. Men filmens udgave af Guardians of the Galaxy er så baseret på den nye udgave af gruppen, Marvel lancerede i 2008.
Hovedpersonen er en ung jordbo, der er opvokset hos en gruppe rum-lovløse, efter han som barn blev bortført fra Jorden. Nu kalder han sig Star-Lord, og filmens plot bliver sparket i gang, ved at han henter en sølvkugle på en forladt planet. Men den sølvkugle viser sig at være et artefakt, som flere andre vil have fingrene i - og nogle af dem vil bruge den til at udslette hele civilisationer. Efter diverse forviklinger slår Star-Lord pjalterne sammen med en aparte gruppe af sære eksistenser: Rocket, en kynisk hustler af en talende vaskebjørn, der har det højintelligente træ Groot som makker. Superlejemorderen Gamora, som forsøger at slippe væk fra sin adoptivfar, der er én af universets største superskurke. Og den massive Drax the Destroyer, der kun har ét mål i livet, nemlig at hævne sin familie, der blev dræbt af samme skurk, som nu vil bruge kuglen til at sprede død og ødelæggelse. Sammen beslutter de sig for at forsøge at redde galaksen, med håb om at der også er penge i det.
Der er rigtig mange referencer til "Star Wars" og andre rumfilm af samme skuffe i "Guardians of the Galaxy", der præsenterer et farvestrålende, fascinerende rumunivers med godhjertede lovløse i rumskibe, afsides rumstationer fyldt med spraglede væsener og så videre. Tempoet er højt, mens heltene springer mellem de episoder på forskellige rum-lokationer, som driver handlingen fremad mod en flot finale. I det hele taget er det en superflot film - der er virkelig lavet imponerende arbejde med computergrafik, både i scenerne i rummet, i en serie vidt forskellige lokationer og i animationen af diverse karakterer, bl.a. Rocket og Groot.
Og så er det en dejligt letbenet film med stort glimt i øjet, selv om den også er så tilpas alvorlig, at man tager handlingen og de spændende øjeblikke alvorligt. Forfatter-instruktør James Gunn får mange fine øjeblikke og one-liners ud af de fem heltes vidt forskellige baggrund, der gør det nemt at lege med bizarre misforståelser og konflikter. Kombineret med skarp pacing og klipperytme giver det en film, hvor man aldrig keder sig, selv om den dog er lige ved at trække sit plot for langt ud i mellemstykket.
En lille smule tendens til tomgang er nemlig det, der forhindrer filmen i at komme helt op på topkarakter hos mig, samtidig med at dens grundplot og hovedskurken, Ronan the Accuser, simpelt hen ikke bliver udviklet godt nok. Selv om man får et vink om en stor tragedie i Ronans baggrund, bliver han aldrig andet end en selvhøjtidelig, sur mand med en stor hammer, der vil smadre planeter. Men det er måske konsekvensen af, at man skal have introduceret hele fem spraglede helte - der er ikke rigtig plads til skurken.
De fem helte bliver så leveret mægtigt. Chris Pratt er herligt kæk og charmerende som Star-Lord. Dave Bautista er virkelig underholdende deadpan som Drax, der bl.a. lider af ikke at kunne forstå metaforer. Groot er Groot (og Vin Diesel), mens Bradley Cooper lægger fantastisk stemme til Rocket, der på mange måder er filmens højdepunkt. Og endelig gør Zoe Saldana det fint, nu med grøn hud, som Gamora. Tegneseriefanen i mig vil dog gerne brokke sig over, at Gamora slet ikke er sej nok i filmen (det gælder i øvrigt også hendes søster Nebula). Men det er jo ikke Saldanas skyld, og jeg vil hundrede gange hellere se hende i denne grønne version end som blå na'vi. Denne films blå mand er så i øvrigt også den birolle, som især er værd at fremhæve - nemlig Michael Rooker, der er herlig som Star-Lords lovløse mentor (som så igen er et anerkendende nik til den oprindelige Guardians of the Galaxy-tegneserie).
"Guardians of the Galaxy" er velfungerende, smittende underholdning fra start til slut. Forfatter-instruktør Gunn leverer en virkelig sær præmis utroligt overbevisende, og det er mere end fortjent, at det her er blevet ét af årets største filmhits. For ud over at være underholdende har den også lige det der strejf af velplaceret seriøsitet, især omkring Star-Lords smerte omkring sin afdøde mor - der så også leverer filmens fede soundtrack på det kassettebånd med 'Awesome Mix', han fik af moderen. Den slags detaljer binder filmen bedre sammen end de fleste Hollywood-blockbusters, og selv om den altså ikke er helt oppe og ringe hos mig - det er fem små stjerner - glæder jeg mig stort til toeren. Der skal man ikke starte med at have heltene introduceret, og det kan nemt give grundlag for en endnu bedre fortsættelse - som det har været tilfældet i flere andre Marvel-filmserier. Og der er jo så tegn i sol, måne og stjerner på, at Guardians of the Galaxys næste eventyr meget vel kan komme til at hænge sammen med det, der sker i den næste Avengers-film.
04/09-2014
