Skræmt til atomer

Mange glemmer, at før Tim Burton proklamerede sin kærlighed til B-filmen og dens guldalder med "Ed Wood", kom Joe Dante ham i forkøbet. Og hjertet bag er mindst lige så stort i "Matinee", ligesom humoren også tager kegler.

Det er så vidunderlig en ide. Et 'loveletter' til films evne til at skræmme os sat i en tid vor atomtruslen var på sit højeste. Det paradoksale i at bruge gyset til at komme væk fra gyset er en af filmhistoriens mest interessante facetter, og den er vidunderligt iscenesat her.

Selvfølgelig på vanlig højoktan Joe Dante-vis. Dette er endnu en skøn rutsjebanetur, vi får fra ham, og turen ned er sublim underholdning. Jeg har aldrig forstået dem, der anklager Dante for at være letbenet og en simpel underholder. Jeg holder af ham netop for det. Ja han laver film til masserne, men han giver os det, vi vil have - nøjagtig som John Goodmans karakter gør her. Det er film med entusiasme og glæde som fundament, og jeg mærker det hele vejen. Som det påpeges i en af filmens bedste scener, så var der en grund til, at stenaldermanden gav mammutten ekstra lange stødtænder, da han brugte stenvæggen som verdens første lærred.

"Matinee" er en overset lille knaldperle.