Once Again
5.0
I 2006 fik den irske forfatter-instruktør John Carney et overrumplende gennembrud med "Once", en fantastisk lavbudget-perle af en film om to musikere, der finder hinanden på gaden i Dublin. Nu er det så lykkedes at få Carney lokket til USA, og det sker med en film, der minder temmelig meget om hans store gennembrud.
"Begin Again" handler om en ung singer-songwriter, der er kommet til New York med sin kæreste, som har fået en stor pladekontrakt. Efterhånden føler hun sig dog alene og forladt, men bliver hevet på scenen af en ven. Og da hun spiller én af sine sange, bliver hun spottet af en fordrukken, udtrådt producer, der selv har minus på alle konti i sit liv. Men han ser altså et lys i den nedtrykte sanger - og overtaler hende til, at de skal optage et album med hendes sange i løbet af sommeren i New York.
Det er i den grad en historie, der lever op til titlen "Begin Again", for det er selvfølgelig, hvad de to hovedpersoner gør gennem deres samarbejde om musikken. Den ene på baggrund af kærestesorger, den anden på baggrund af at være blevet smidt ud af både konen og det pladeselskab, han har været med til at bygge op. Det er en ganske banal omgang feelgood, men Carney viser igen sin tæft for at folde den menneskelige fortælling ud med genkendelige konflikter, drømme og bundsympatiske karakterer.
Det er aldeles forudsigeligt, hvad der vil ske, når personerne genopbygger deres liv og får ny energi af at lave musik. Og så er der de åbenlyse ting, der skal ordnes - det rodede forhold til kæresten, det skrammede forhold til konen og teenagedatteren. Handlingen når at blive en smule langtrukken, og der er ikke nogen, der sådan for alvor har det rigtig hårdt i den her historie ... men det bliver serveret med et imponerende talent for at putte sukker oven på sukker og få det hele til at glide let ned.
Og én af nøglerne til det er musikken. Eller måske rettere Carneys evne til at få musik til at leve på film. Det virkede utroligt godt i "Once", og når musikken så brager igennem med samme effekt her i "Begin Again", må man jo bare overgive sig og konstatere, at der kan manden noget helt særligt. Denne gang bevæger musikken sig i et grænseland mellem singer-songwriter-stil og intellektuel pop, men uanset stilart er det utroligt medrivende. Særligt en sekvens, hvor man ser produceren drømme et arrangement frem midt i en brandert, er fantastisk. Men generelt rykker musikken igennem i en smittende stil, der bare gør én glad.
Som i "Once" er det skuespillerne selv, der leverer sangene, men her er det så nogle lidt større navne, Carney har haft at arbejde med. Jeg vidste ikke, at Keira Knightley kunne synge, men det beviser hun her - og hvor er det dejligt at se hende tilbage i en mere naturlig, naboens-datter-agtig rolle, som giver en tiltrængt påmindelse om, hvorfor hun blev en stjerne i første omgang. Men det er så faktisk Mark Ruffalo, der har filmens skarpeste rolle som produceren - krøllet og slidt, men med en passion og snuhed, der stadig kan få musikken til at løfte sig. Han bliver igen fint suppleret af Hailee Steinfeld, der som passivt-aggressivt oprørsk datter understreger, at hun er et talent af de større. Og endelig har filmen en herligt ironisk casting i Adam Levine, forsangeren fra Maroon 5, som Knightleys kæreste, der er ved at blive lavet til en designer-popstjerne.
Brugen af Levine er med til at understrege filmens markante angreb på den etablerede musikindustri, som Carney uddeler spark til for at være for kommerciel og have mistet kærligheden til musikken. Det er den seriøse bund i "Begin Again", men først og fremmest er det en film, der bare elsker musikken og sine personer med alle deres fejl, og som vil forsikre dig om, at vi alle sammen kan flytte os med den rette støtte. Det er ikke nogen ny "Once", hvor alt bare klikker sammen og får én til at tabe underkæben. Men "Begin Again" er en film, der får én til at gå glad og opløftet ud af biografen og give den fem små stjerner, for det skal man absolut ikke kimse ad.
P.S.: Men den person hos SF Film, der har fundet på den danske titel, burde få tildelt en ordentlig olfert.
"Begin Again" handler om en ung singer-songwriter, der er kommet til New York med sin kæreste, som har fået en stor pladekontrakt. Efterhånden føler hun sig dog alene og forladt, men bliver hevet på scenen af en ven. Og da hun spiller én af sine sange, bliver hun spottet af en fordrukken, udtrådt producer, der selv har minus på alle konti i sit liv. Men han ser altså et lys i den nedtrykte sanger - og overtaler hende til, at de skal optage et album med hendes sange i løbet af sommeren i New York.
Det er i den grad en historie, der lever op til titlen "Begin Again", for det er selvfølgelig, hvad de to hovedpersoner gør gennem deres samarbejde om musikken. Den ene på baggrund af kærestesorger, den anden på baggrund af at være blevet smidt ud af både konen og det pladeselskab, han har været med til at bygge op. Det er en ganske banal omgang feelgood, men Carney viser igen sin tæft for at folde den menneskelige fortælling ud med genkendelige konflikter, drømme og bundsympatiske karakterer.
Det er aldeles forudsigeligt, hvad der vil ske, når personerne genopbygger deres liv og får ny energi af at lave musik. Og så er der de åbenlyse ting, der skal ordnes - det rodede forhold til kæresten, det skrammede forhold til konen og teenagedatteren. Handlingen når at blive en smule langtrukken, og der er ikke nogen, der sådan for alvor har det rigtig hårdt i den her historie ... men det bliver serveret med et imponerende talent for at putte sukker oven på sukker og få det hele til at glide let ned.
Og én af nøglerne til det er musikken. Eller måske rettere Carneys evne til at få musik til at leve på film. Det virkede utroligt godt i "Once", og når musikken så brager igennem med samme effekt her i "Begin Again", må man jo bare overgive sig og konstatere, at der kan manden noget helt særligt. Denne gang bevæger musikken sig i et grænseland mellem singer-songwriter-stil og intellektuel pop, men uanset stilart er det utroligt medrivende. Særligt en sekvens, hvor man ser produceren drømme et arrangement frem midt i en brandert, er fantastisk. Men generelt rykker musikken igennem i en smittende stil, der bare gør én glad.
Som i "Once" er det skuespillerne selv, der leverer sangene, men her er det så nogle lidt større navne, Carney har haft at arbejde med. Jeg vidste ikke, at Keira Knightley kunne synge, men det beviser hun her - og hvor er det dejligt at se hende tilbage i en mere naturlig, naboens-datter-agtig rolle, som giver en tiltrængt påmindelse om, hvorfor hun blev en stjerne i første omgang. Men det er så faktisk Mark Ruffalo, der har filmens skarpeste rolle som produceren - krøllet og slidt, men med en passion og snuhed, der stadig kan få musikken til at løfte sig. Han bliver igen fint suppleret af Hailee Steinfeld, der som passivt-aggressivt oprørsk datter understreger, at hun er et talent af de større. Og endelig har filmen en herligt ironisk casting i Adam Levine, forsangeren fra Maroon 5, som Knightleys kæreste, der er ved at blive lavet til en designer-popstjerne.
Brugen af Levine er med til at understrege filmens markante angreb på den etablerede musikindustri, som Carney uddeler spark til for at være for kommerciel og have mistet kærligheden til musikken. Det er den seriøse bund i "Begin Again", men først og fremmest er det en film, der bare elsker musikken og sine personer med alle deres fejl, og som vil forsikre dig om, at vi alle sammen kan flytte os med den rette støtte. Det er ikke nogen ny "Once", hvor alt bare klikker sammen og får én til at tabe underkæben. Men "Begin Again" er en film, der får én til at gå glad og opløftet ud af biografen og give den fem små stjerner, for det skal man absolut ikke kimse ad.
P.S.: Men den person hos SF Film, der har fundet på den danske titel, burde få tildelt en ordentlig olfert.
08/09-2014
