En bid af himlen
6.0
Philip Kaufman er min nye yndlingsinstruktør. Bum! Okay indrømmet det skifter hele tiden, men jeg har netop genset "The Right Stuff", hans epos fra 1983, og indtil jeg rammer jorden igen i min rumkapsel af eufori, så beholder han tronen.
Det her er et vidunder af en film. Der er så meget at holde af ved denne hyldest til den menneskelige ånd, at det halve bør få en enhver filmentusiast til at glæde sig. "The Right Stuff" er en cinematisk lækkerbisken, der samtidig åbner dørene for at begribe, hvor vild en epoke rumkapløbet egentlig var. Hvor meget der var på spil, og hvor mange terninger videnskaben var villig til at kaste i forsøget på at opnå disse tekniske mastodont-bedrifter.
Med næsten uforklarlig succes lykkedes det filmen både at favne det store spektrum og det nære menneskelige. Hvad angår førstnævnte, så indrammer Kaufman perfekt den tid, hans historie foregår i. Jeg føler, jeg ER i 50'erne og start-60'erne. Denne fantastiske tidslomme i amerikansk historie, hvor intet var uopnåeligt og optimismen og troen på egne evner overvandt kedelig rationalitet. Det her er ikke hul patriotisme. Det er et helhjertet forsøg på at skildre en nations sindstilstand. På godt og ondt. Vi hujer med, når tingene flasker sig for de hårdtarbejdende NASA-folk, men vi kan heller ikke lade være med at grine, når politikerne som små børn forsøger at overgå russerne på "min er større end din"-facon. Det er faktisk mange gode grin at hente undervejs. Et af de bedste er Donald Moffats portræt af daværende vicepræsident Lyndon B. Johnson. Jeg var helt færdig, da han ikke kunne få sit gyldne TV-øjeblik med husfruen og fik bilen til at rokke i ren arrigskab. Og Gud hvor han ligner ham! Det er der tilsyneladende gjort en dyd ud af - læg lige mærke til præsident Eisenhower, som optræder kortvarigt. Ligheden er skræmmende!
Men midt i den grandiose fortælling er der som nævnt hele tiden en menneskelig rød tråd. Astronauterne (eller PILOTERNE hvis man spørger dem selv) er filmens aorta. Et dristigt valg af skuespillere ender med at udmønte sig i den smukke sjæl, som enhver storfilm skal have. De her gutter har sgu hjerte, og karaktererne er behandlet så godt, at man er villig til at følge dem i døden. Scott Glenn, Fred Ward, Ed Harris, Dennis Quaid og Sam Shepard viser sig alle fra deres absolut bedste sider. Og jeg elsker, at der for en gang skyld er levnet plads til kvinderne. Barbara Hersheys monolog til sin mand om kærlighed og knuste drømme er slet og ret vidunderlig.
Og det er et af mange højdepunkter. Kaufman leverer umenneskeligt gode sekvenser i "The Right Stuff". Sekvenser som de fleste instruktører håber at ramme bare én gang i karrieren. Tag nu eksempelvis Lyndon B. Johnsons grisefest-parade til ære for hans helte - en fuldkommen unik scene, der samler eurofisk tiljubling, lavmælt intimitet og ubehagelig horror under samme tag....
....eller Ed Harris' karakters dramatiske nedfaldstur. Intensiteten er på sit højeste her, og det rammer en som en rusten mukkert oven på den meditative rejse, vi netop har set ham være på - min nethinde vil aldrig slippe de gudesmukke billeder af skiftet fra dag til nat....og den ildflue-scene, wauw....!
Den her film svæver på de skyer, den så flot visualiserer undervejs. Tre timer (+) der flyver af sted med raketfart (undskyld, den lå lige til højrebenet), og som lader dig være med på rejsen på så levende vis, at den ikke bare skiller sig ud fra mængden - den er i en liga for sig selv.
Det her er et vidunder af en film. Der er så meget at holde af ved denne hyldest til den menneskelige ånd, at det halve bør få en enhver filmentusiast til at glæde sig. "The Right Stuff" er en cinematisk lækkerbisken, der samtidig åbner dørene for at begribe, hvor vild en epoke rumkapløbet egentlig var. Hvor meget der var på spil, og hvor mange terninger videnskaben var villig til at kaste i forsøget på at opnå disse tekniske mastodont-bedrifter.
Med næsten uforklarlig succes lykkedes det filmen både at favne det store spektrum og det nære menneskelige. Hvad angår førstnævnte, så indrammer Kaufman perfekt den tid, hans historie foregår i. Jeg føler, jeg ER i 50'erne og start-60'erne. Denne fantastiske tidslomme i amerikansk historie, hvor intet var uopnåeligt og optimismen og troen på egne evner overvandt kedelig rationalitet. Det her er ikke hul patriotisme. Det er et helhjertet forsøg på at skildre en nations sindstilstand. På godt og ondt. Vi hujer med, når tingene flasker sig for de hårdtarbejdende NASA-folk, men vi kan heller ikke lade være med at grine, når politikerne som små børn forsøger at overgå russerne på "min er større end din"-facon. Det er faktisk mange gode grin at hente undervejs. Et af de bedste er Donald Moffats portræt af daværende vicepræsident Lyndon B. Johnson. Jeg var helt færdig, da han ikke kunne få sit gyldne TV-øjeblik med husfruen og fik bilen til at rokke i ren arrigskab. Og Gud hvor han ligner ham! Det er der tilsyneladende gjort en dyd ud af - læg lige mærke til præsident Eisenhower, som optræder kortvarigt. Ligheden er skræmmende!
Men midt i den grandiose fortælling er der som nævnt hele tiden en menneskelig rød tråd. Astronauterne (eller PILOTERNE hvis man spørger dem selv) er filmens aorta. Et dristigt valg af skuespillere ender med at udmønte sig i den smukke sjæl, som enhver storfilm skal have. De her gutter har sgu hjerte, og karaktererne er behandlet så godt, at man er villig til at følge dem i døden. Scott Glenn, Fred Ward, Ed Harris, Dennis Quaid og Sam Shepard viser sig alle fra deres absolut bedste sider. Og jeg elsker, at der for en gang skyld er levnet plads til kvinderne. Barbara Hersheys monolog til sin mand om kærlighed og knuste drømme er slet og ret vidunderlig.
Og det er et af mange højdepunkter. Kaufman leverer umenneskeligt gode sekvenser i "The Right Stuff". Sekvenser som de fleste instruktører håber at ramme bare én gang i karrieren. Tag nu eksempelvis Lyndon B. Johnsons grisefest-parade til ære for hans helte - en fuldkommen unik scene, der samler eurofisk tiljubling, lavmælt intimitet og ubehagelig horror under samme tag....
....eller Ed Harris' karakters dramatiske nedfaldstur. Intensiteten er på sit højeste her, og det rammer en som en rusten mukkert oven på den meditative rejse, vi netop har set ham være på - min nethinde vil aldrig slippe de gudesmukke billeder af skiftet fra dag til nat....og den ildflue-scene, wauw....!
Den her film svæver på de skyer, den så flot visualiserer undervejs. Tre timer (+) der flyver af sted med raketfart (undskyld, den lå lige til højrebenet), og som lader dig være med på rejsen på så levende vis, at den ikke bare skiller sig ud fra mængden - den er i en liga for sig selv.
13/09-2014
